Det historisk plagede Polen kan udfylde Brexit-tomrum i EU

Bremses de russiske invasionsstyrker ikke ved slagmarkerne i Ukraine og trænges tilbage over grænsen, bliver Polen det næste offer for russisk imperialisme, lyder ræsonnementet blandt beslutningstagere i Warszawa.

Selv et militært nederlag til Rusland vil efter polsk opfattelse ikke være tilstrækkeligt til at fjerne truslen. Regimet i Moskva har politisk vilje og militær kapacitet til at ”komme igen” på et senere tidspunkt, mener man, og det afspejler sig i den polske tilgang til Nato-samarbejdet.

Fra at være en europæisk randstat er Polen nu placeret i kernen af Europa

Michael Ehrenreich

I lighed med de baltiske lande kræver polakkerne, hvilket vil blive tydeligt på topmødet i Vilnius til sommer, at Nato giver hensigterne om at forsvare alliancens territorium konkret indhold ved at opstille flere styrker i Østeuropa for at afskrække russerne én gang for alle.

Men den polske mistro mod omverdenen retter sig ikke kun mod øst. Om end niveauet er anderledes, er tilgangen til de europæiske stormagter præget af afmålt mistænksomhed. Det gælder først og fremmest overfor Tyskland.

I Polen har man ikke glemt Anden Verdenskrig, der kostede op mod seks millioner polakker livet og medførte ufattelige ødelæggelser. Heller ikke i forhold til Tyskland er man parat til at lægge det 20. århundrede bag sig.

Det bliver ikke bedre af, at de europæiske stormagter med Tyskland i spidsen helt åbenlyst tog fejl af Vladimir Putin. Det har øget mistanken om, at Polen vil blive svigtet i tilfælde af et russisk angreb, som det efter polsk opfattelse er sket tidligere.

Mistroen mod omverdenen rendyrkes politisk af Lov- og Retfærdighedspartiet (PiS), som, siden det kom til magten i 2015, har kombineret en stærkt nationalkonservativ, værdipolitisk dagsorden med en skeptisk kurs i EU-samarbejdet.

Ved siden af en fordelingspolitik til fordel for Polens fattigste områder har PiS på hjemmefronten politiseret retsvæsenet, skaffet sig kontrol over store dele af medierne, strammet abortlovgivningen og diskrimineret seksuelle mindretal.

Ikke mindst forsøget på at sætte sig på domstolene er i åben modstrid med EU's grundlæggende værdier, hvilket har ført til gentagne konfrontationer med Bruxelles. Striden har ført til, at EU-Kommissionen tilbageholder 35 milliarder euro fra EU's genopretningsfond, oprettet i kølvandet på corona-pandemien.

Udenrigspolitisk skaber PiS uro i forhold til Tyskland ved at spille på det nationale traume overfor nabolandet. En foreløbig kulmination blev nået sidste år, da Polens stærke mand og reelle leder Jaroslaw Kaczynski stillede krav om krigsskadeerstatninger på 1.300 milliarder euro, hvilket dog hurtigt blev afvist fra tysk side.

I en indenrigspolitisk sammenhæng giver stridighederne med EU og spændingerne i forhold til Tyskland mening for et populistisk parti som PiS, der taler til konservative vælgere, fortrinsvis i landområderne, og til de ældre, som ikke er kommet sig over Anden Verdenskrig.

Krigen i Ukraine vil forstærke Polens strategiske betydning og sikkerhedspolitiske vægtfylde

Michael Ehrenreich

Men udenrigspolitisk spænder Polen ben for sig selv på et afgørende tidspunkt, hvor landet ellers står på spring til at kunne blive en europæisk stormagt med sine næsten 38 millioner indbyggere.

EU-medlemskabet har bragt varig fred og stabilitet efter flere hundrede år med krig og i adskillige tilfælde udslettelse fra det europæiske landkort. Fra at være en europæisk randstat er Polen nu placeret i kernen af Europa.

Med EU har landet opnået en velstand, som ganske vist er ujævnt fordelt med store forskelle mellem rig og fattig, men som for eksempel i hovedstaden Warszawa er tydelig og synligt på højde med andre europæiske storbyer.

Efter Storbritanniens farvel til det europæiske samarbejde kunne Polen være landet, der trådte til i stedet som ny stormagt og med tilsvarende stærke forbindelser til USA, og førte EU videre sammen med Tyskland og Frankrig.

Økonomien er dybt integreret med tysk økonomi. Polakkerne er veluddannede, entreprenante og med en stærk vilje til fremdrift. Militært har Polen potentiale til at opbygge EU's stærkeste hær inden udgangen af dette årti. Forsvarsudgifterne ventes i år at nå op på ikke mindre end fire procent af BNP.

Krigen i Ukraine vil forstærke Polens strategiske betydning og sikkerhedspolitiske vægtfylde. I både EU og Nato vil tyngdepunktet rykke mod øst i forhold til tidligere.

Vil Polen slå ind på en kurs, der kan realisere dette betydelige udenrigspolitiske potentiale? Eller vil den polske politiske ledelse fortsat ofre disse muligheder på populismens alter? Det vil måske blive afgjort ved et parlamentsvalg til efteråret.

Landets liberale fløj under ledelse af den tidligere formand for Det Europæiske Råd Donald Tusk ønsker en markant ny udenrigspolitik med bilæggelse af konfrontationerne med EU og indstilling af den ”anti-tyske kampagne”, som han kalder den.

Med næsten dødt løb mellem fløjene er der spænding om udfaldet. Polen står ved en ny korsvej i sin omtumlede historie, men i modsætning til så mange gange tidligere, er man denne gang selv herre over, hvor man skal hen.