Modemagasins tørklæde-fadæse har styrket de religiøses greb om samfundsdebatten

Meget kan siges om modemagasinet Elles tørklæde-fadæse og skal også siges højt. Men det interessante er, at Elle i deres forsøg på at være mangfoldige, diverse og forståelige sejler ud i et farvand, hvor de på ingen måde er klar til at være i.

Hvilket havvand taler jeg om? Jo, det glubske og farlige farvand, hvor integration, religion og migration dagligt er til debat. Et havvand fyldt med projektmageri-pirater, religiøse hajer, røde aktivister, glubske organisationer, der alle kæmper om hvert eneste centimeter.

Og nøj, hvor man slår sig i det farvand, hvis man ikke er klar til en kamp. Og netop de spillere, der agerer i det farvande, har altid interesseret mig. Faktisk så meget, at jeg i visse tilfælde glemmer hele debatten og fokuserer mere på, hvem der blander sig, og hvad deres krav, løsninger og vinkler er.

For hvem tager egentlig ordet, og har de en åben aktivistisk/politisk/religiøs dagsorden? Og før jeg nåede at kigge mig om, så havde den religiøse gruppe stemplet ind i debatten.

Mange af disse kan vi hurtigt identificere og forstå. Men en ny fisk er landet i havet. En fisk bestående af unge religiøse, der har meldt sig ind i samfundsdebatten.

Denne gruppe gør sit for at “brande” sig som helt almindelige, neutrale muslimer. Så meget at de helst vil ses som “endnu en minoritetsetnisk”. Men virkeligheden er, at de er stærkt religiøse muslimer, der aktivistisk og bevidst deltager i den offentlige samtale med det formål at påpege over for os, hvor grænsen går i forhold til deres forståelse af ytringsfrihed, religionskritik og nu også racisme.

Sagen er, at alt, hvad du har læst, ikke er normativt eller repræsenterer den store minoritetsetniske eller muslimske gruppe i Danmark

Ali Aminali

De repræsentere ikke den gennemsnitlige minoritetsetniske dansker – eller muslim for den sags skyld. Men de vil gerne påtage sig rollen som autoritet og have magten til at udfordre det demokratiske liberale samfund, de er en del af. 

I mange år valgte den stærkt religiøse gruppe ikke at deltage i den offentlige debat. De holdt sig for sig selv, prædikede deres værdier, normer og regler i de udsatte områder, i moskeerne. De var en autoritet, en magt i parallelsamfundet.

Hvis de ytrede sig offentligt, blev de tit misforstået på grund af sproglige udfordringer eller blev kritiseret, fordi de netop kom fra et åbenlyst religiøst ståsted, som var nemt at se eller udfordre. Og faktisk var de også åbne i forhold til deres tilknytning til forskellige moskeer, organisationer eller foreninger. 

Men efter burkaforbuddet skete der noget. En ny generation af unge stærkt troende begyndte at fylde i den offentlige debat. Denne gang repræsenterede de ikke noget fællesskab, men var dygtige, veluddannede, velfunderede unge stemmer, der som individer ville give deres perspektiv på alt fra integration, identitet, racisme til ytringsfrihed, ligestilling og demokrati.

Med deres stemme har de formået at skabe en fortælling om, at de repræsenterer den gennemsnitlige muslim og i visse tilfælde den minoritetsetniske dansker. Men vent et øjeblik – det burde ikke være muligt, for vi har altid i Danmark været gode til at skelne mellem, om du har en religiøs, politisk dagsorden, eller om du bare er en "almindelig borger".

Det interessante er, at deres holdninger, deres restriktioner, deres næsten automatiserede svar i forhold til tørklædet har sat sig i mainstream Danmark

Ali Aminali

Hvis for eksempel en stærkt religiøs kvinde/mand ikke vil give hånd til en mand, acceptere kvindelige præster eller er imod abort, har vi været gode til at påpege, at det religiøse/politiske er hovedårsagen.

Men med identitetspolitikkens fremmarch blev der skabt plads til at kræve særbehandling som individ. Og den mulighed har den stærkt troende muslimske gruppe taget til sig. 

Og det bringer mig til den gode klumme, Zainab Nasrati har skrevet i Altinget om hele Elle-fadæsen. Zainab, som er medicinstuderende og kommentarskribent, har forfattet en klumme med overskriften "Modemagasinet Elle bekræfter den islamofobi, der stadig gennemsyrer magteliten".