En flok guerillaer fra et øde bjergområde har ændret den globale magtbalance

August måneds begivenheder i Afghanistan har været hårde for den nationale selvforståelse. 

Det er svært ikke at føle en afmagt og sørgmodighed over, hvad der synes at være en civilisatorisk masochisme, en parade af hybris og analytisk og ledelsesmæssig utilstrækkelighed.  

Talibans indtog i Kabul var en ydmygelse oven i ydmygelsen over at måtte trække sig ud og overlade sejren til den fjende, vi i Nato-alliancen satte os for at fjerne fra magten dengang for mange år siden.

En fjende, som nu er blevet efterladt tilbage ved magten og med kontrol over et større territorium end tilfældet var for tyve år siden, da Afghanistan blev udsat for Operation Enduring Freedom. En mission, der naturligvis var håbløs, hvilket de fleste, der havde læst halvanden bog om regionen, dengang kunne se. Også jeg.

Dengang ved årtusindeskiftet var mit hår endnu ildrødt, og jeg nærede stadig, trods pessimismen vedrørende missionen, et vist håb om, at de vestlige værdier om demokrati, god regeringsførelse og menneskerettigheder ville vinde global opbakning i længden. De forhåbninger nærer jeg ikke rigtigt længere.

Hvordan kan vi eksportere værdier, som vi synes at miste forståelsen for selv? 

Mest belastende er det imidlertid at høre politikere, ikke bare her til lands, men også blandt Nato-landene, tale om de seneste ugers begivenheder i Afghanistan som en overraskelse.

Anne Sofie Allarp

Det er den type tanker, der melder sig, mens jeg tager runden til de af mine venner og veninder, der har tilbragt tid i Afghanistan: ”Er du ok? Hvordan har du det med det hele?” Svarene er marineret i samme tristesse og desillusion som min. 

Og der er ikke megen trøst at finde i dansk politik, hvor ingen længere ønsker at tage ansvar for noget som helst. Og da slet ikke hvis man kan placere det hos embedsmænd, der ikke kan tage til genmæle. Og hvor der er ved at tegne sig et mønster af en regering, der simpelthen ikke læser de notater og bilag, der bliver fremsendt til den.  

Mest belastende er det imidlertid at høre politikere, ikke bare her til lands, men også blandt Nato-landene tale om de seneste ugers begivenheder i Afghanistan som en overraskelse. Det er klart gået stærkt. At Taliban tog Kabul før amerikanerne havde forladt byen, er en magtdemonstration, som man knapt fatter. Og en lille huskekage, hvis man skulle gå og mangle respekt for, hvad lokalt kendskab og politisk tæft betyder ude på de vilde vover. 

Men ingen kan have været i tvivl om, at det var denne sejr, der var endestationen i den “fredsaftale,” som Trump-administrationen siden 2018 har forhandlet med Taliban. For indholdet af den aftale, der blev indgået i starten af sidste år, var en foræring til Taliban, som heller ikke har haft særligt travlt med at opfylde deres ellers aldeles overkommelige del af aftalevilkårene efterfølgende. Som sådan må man se aftalen og processen som en art overdragelsesforretning. 

Vilkårene var i sin essens, at USA og Nato skulle trække sig ud, Taliban skulle love ikke at beværte Al-Qaeda, Taliban skulle love at ville sludre lidt med regeringen i Kabul, og der skulle åbnes for fangeoverdragelser mellem den afghanske hær og Taliban, ligesom der skulle være telefon-forbindelser mellem USA og Taliban. På tidspunktet for aftalen afslørede Trump, at han havde talt i telefon med Taliban. 

Jeg skrev selv følgende om "fredsaftalen" mellem USA og Taliban for halvandet år siden i Ræson: 

"Og mens de første amerikanske tropper pakker og drager hjemad, må vi spørge os selv: Er det, der er sket her, at USA har foræret Afghanistan til Taleban? Er dette sådan, det ser ud, når en supermagt erkender sit nederlag til en ellers på alle måder underlegen fjende? Og hvordan undgår vi en ny afghansk borgerkrig, som den i 1990’erne? Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, skriver på Twitter, at han er forhåbningsfuld over aftalen. Men hvad gør vi fra dansk og europæisk side for at sørge for, at dette ikke bliver endnu et historisk overgreb imod den afghanske befolkning? "

Dette var altså i marts 2020. 

Udenrigsministeren skrev faktisk dengang, at han var ”meget forhåbningsfuld” over aftalen, og at Danmark fuldt ud støttede processen frem mod fred. 

Det, der skete efter aftalen, som på USA's vegne blev underskrevet af en embedsmand, muligvis fordi indholdet var så stort et knæfald, at ingen politiker kunne tåle at lægge underskrift til, var at Taliban kridtede skoene og intensiverede kamphandlingerne. 

I dag er det klart for enhver, at en status som supermagt ikke nødvendigvis betyder mere, end at man kan smadre folks ting.

Ann Sofie Allarp

Og så var USA's Nato-allierede i øvrigt meget tavse. 

Der var ellers nok at tale om. Hvorfor USA tog det skridt øjensynligt udenom de andre allierede, der havde assisteret invasionen og Operation Enduring Freedom? 

Hvad vi i Europa skulle stille op med de investeringer, som vi havde i Afghanistan? Og de tab vi havde lidt, når det lige om lidt ville blive klart for alle, at Taliban blev vinderen af krigen?

Hvordan vi skulle forholde os til det humanitære arbejde i landet? Ikke mindst da sådan et arbejde fremadrettet meget nemt kunne gå hen og blive en direkte understøttelse af det sejrende regime? Og selvfølgelig: Hvordan vi bedst og mest ordentligt kunne forlade landet og tage vores venner med os? 

Her i Danmark reflekterer det også på den rabiate asylpolitik som et flertal af Folketinget står bag. For er Afghanistan blevet et sted, vi ikke sender tilbage til? Eller kan man forestille sig, at den danske stat snart finder Afghanistan lige så stabil og sikker som den til omverdens bestyrelse har fundet Damaskus, Syriens hovedstad?

Eller kunne de afghanere, der nu er hentet til Danmark blive overført til et land i Afrika, hvis regeringen mod forventning skulle finde nogen, der gider hjælpe dem med at implementere L226, den såkaldte Rwandalov? Var det dét, vi lovede dem? 

Samtidig er der også den større dagsorden. For i dag er det klart for enhver, at en status som supermagt ikke nødvendigvis betyder mere, end at man kan smadre folks ting. Det må nødvendigvis rykke på den globale balance, at en flok guerillaer fra et bjergområde igennem to årtier ikke kunne besejres, og endte med at tilføje verdens største militære supermagt et prestigetab af historiske dimensioner. 

Og så står USA's exit fra Afghanistan sammen med USA's exit fra Syrien som et vidneudsagn om, at USA ikke passer særligt godt på sine venner. Det vil følge USA og dermed også USA's allierede i fremtidige konflikter. 

Helingen af disse moralske tømmermænd bør også inkludere en granskning af det beslutningsgrundlag, som vores politikere opsøger forud for vidtrækkende beslutninger, som sådan en invasion hører til. 

Og vi bør spørge os selv, hvad det var ved situationen i Afghanistan, vi ikke kunne tillære os gennem 20 år. Hvorfor vi ikke kan bygge alliancer, forstå lokale forhold? Var det arrogance, kulturcentrisme, eller, Gud forbyde det, racisme, der stod i vejen? Og hvordan får vi tillært os de færdigheder?

Jeg synes, vi skylder de mange tusinder soldater, der har tjent i Afghanistan, og de 44 døde danskere og deres familier, os selv og den afghanske befolkning i det mindste at forsøge at tage en ærlig, ansvarsbevidst, voksen og spin-fri snak om dette.

Det er ikke en nem diskussion, fordi svarene nødvendigvis rummer en erkendelse af, at den æra i hvilken vores civilisation var dominerende i verden er ved at rinde ud. August har været en påmindelse om vores storhed og vores fald i den petriskål som er Afghanistan.

Men kan vi overhovedet finde ud af at være en mere ydmyg aktør på den verdenspolitiske scene her i Vesten? Jeg er ikke sikker.