Pia Olsen Dyhr: Kaarsbo forfalder til ren polemik i Afghanistan-kritik

Tak til Jacob Kaarsbo for hans kommentarer til mit interview i Altinget om Afghanistan. Men hans mange kritikpunkter har imidlertid en del brister.

Kaarsbo mener ikke, at koalitionen i Afghanistan har forsøgt at presse demokrati ned over hovedet på landet militært. Det turde ellers være åbenlyst, og det har jo netop været en tilbagevendende kritik fra en af Afghanistans helt store demokrati-forkæmpere, og tidligere parlamentsmedlem, Malalai Joya.

Det er ligeledes åbenlyst, at Kabul har været et fort med ringe eller ingen legitimitet i resten af landet, hvorfor skiftende præsidenter da også har været karakteriseret som “borgmestre for Kabul” i folkemunde.

De valghandlinger, som Kaarsbo fremhæver som beviser for andet, ændrer ikke ved det faktum, at korthuset er væltet på rekordtid, og at selv 300.000 sikkerhedsstyrker med vestlig uddannelse og vestligt udstyr faldt sammen i løbet af få uger.

Kaarsbo holder med andre ord det ideelle op, som var det den rene og skinbarlige virkelighed. Det er den samme form for tænkning, der i udgangspunktet placerede os i Irak, og som ret hurtigt blev logikken omkring Afghanistan.

Det forekommer mig ærligt talt besynderligt at hænge sig fast i, hvad der dengang blev sagt, når udviklingen og virkeligheden så åbenlyst blev en anden.

Pia Olsen Dyhr
Partiformand for SF

Det er selvfølgelig rigtigt, at den oprindelige mission i Afghanistan var tænkt som en ‘hurtigt ind, hurtigt ud’-mission. Men i realiteternes verden blev det ikke sådan, og nu står vi her 20 år efter. Det er den længste krig i USA’s historie.

Skæringspunktet, som Jacob Kaarsbo peger på fra 2005-2006, må derfor efter ethvert sagligt kriterium have overskredet tidsrammen for den tanke. Missionen havde på det tidspunkt i runde tal varet lige så længe som Anden Verdenskrig. 

Derfor forekommer det mig ærligt talt besynderligt at hænge sig fast i, hvad der dengang blev sagt, når udviklingen og virkeligheden så åbenlyst blev en anden.

Op gennem årene blev både demokratisering og pigeskoler en tilbagevendende argumentations- og legitimeringsfigur hos Anders Fogh Rasmussen og co. Missionen skiftede simpelthen karakter.

Jeg medgiver, at Kaarsbo kan have ret i, at droneteknologien i 2001 måske ikke kunne have løst opgaven. Point taken. Men selv uden droner kunne missionen i Afghanistan godt have været en ‘hurtigt ind, hurtigt ud’-mission. Sådan blev det som bekendt ikke, og det er dét jeg kritiserer.

LÆS OGSÅ: SF-formand slipper skidt fra Afghanistan-interview fyldt med faktuelle fejl

I mit interview er hensigten at pege på behovet for et opgør med Bush-Fogh-æraen, herunder Irak-krigen, og altså ikke alene Afghanistan-indsatsen.

For det første var FN imod Irak-invasionen. Colin Powell, den daværende amerikanske udenrigsminister, har efterfølgende kaldt sin egen rolle i begrundelserne og agitationen for invasion for “et lavpunkt” i sin karriere.

For det andet flyttede den fuldstændig fokus fra Afghanistan-indsatsen, mens tabstallene blot steg og steg.

At USA (og dermed Danmark) i hele perioden lukkede øjnene for Pakistans rolle i forhold til Taliban er blot endnu et eksempel på de grove fejlvurderinger og fejldispositioner, der var afgørende for forløbene. Resultatet er velkendt.

Jeg forstår faktisk ikke, at vores efterretningstjeneste, diplomatiet og forskerne ikke har råbt op i årevis. Måske Jacob Kaarsbo som tidligere efterretningsofficer kan gøre os klogere på det svigt?

Så vil Jacob Kaarsbo rive mig i næsen, at Afghanistan har været en af de største modtagere af bistand fra Danmark, i de 20 år krigen har varet, og at det skulle være et bevis for, at man har gjort netop det, som jeg efterlyser. Det argument er hinsides besynderligt.

For nok er det da rigtigt, at Danmark har postet mange ikke-militære penge i Afghanistan i de 20 år, men det ændrer ikke på, at det er foregået under massiv militær beskyttelse og militær tilstedeværelse og med uhellige alliancer og enorme kompromisser i felten. Indsatser, der langt fra altid har øget den nødvendige lokale opbakning.

Koblingen mellem militær og humanitær indsats, som den der har været praktiseret, har flere humanitære organisationer med rette advaret imod i årevis. Kaarsbo hiver simpelthen den militære del ud af ligningen, når han vil belære mig den humanitære indsats, og det er ærligt talt et dybt useriøst kneb.

Jeg bilder mig ikke ind – modsat Kaarsbo må man forstå – at en tilbagetrækning kunne være forløbet hverken kønt eller problemfrit.

Pia Olsen Dyhr
Partiformand for SF

Som jeg husker debatten op gennem 00’erne og 10’erne, så var det vel ret beset kun DF’s Søren Espersen, der sagde det, som det var: At dét demokratiseringsprojekt, som Fogh og co. begrundede den stadig længere tilstedeværelse i Afghanistan (og Irak) med, reelt kun var muligt, hvis man fra Vestens side var villig til at ofre tid, penge og vestlige liv gennem en massiv militær tilstedeværelse på ubestemt tid.

Men ingen af delene var ofre, som Vesten var villig til at betale i længden. De oprindelige begrundelser for begge krige bortfaldt, og de blev over tid erstattet af hjælpe-argumenter, der var opfundet til lejligheden i takt med, at koalitionerne sank længere ned i krigenes morads.

LÆS OGSÅ: Efter Afghanistan: Nu skal amerikanerne redefinere sin rolle i Mellemøsten

Den folkelige opbakning i USA er for længst gået fløjten, og jeg forstår derfor godt præsident Bidens beslutning. Han trak stikket på den militære tilstedeværelse, som flere af hans forgængere lovede men ikke turde levere på.

Biden har med andre ord taget tævene for sine forgængere og taget en byrde fra sin efterfølgers skuldre.

Det er derfor ren polemik fra Jacob Kaarsbos side, når han retorisk spørger til forhandlingerne med Taliban. De var som bekendt sat i værk af Trump, ikke Biden. Biden arvede en deadline og et forhandlingsresultat. Enten skulle han være blevet i Afghanistan på ubestemt tid, eller også skulle han trække sig ud med de tæv, det ville give.

Så jeg bilder mig ikke ind – modsat Kaarsbo må man forstå – at en tilbagetrækning kunne være forløbet hverken kønt eller problemfrit. Uanset tidspunkt og forløb ville Taliban og al-Qaeda have stået klar i kulissen.

Kaarsbo ville – må man også forstå – reelt hellere have set, at koalitionen skulle været blevet i Afghanistan på ubestemt tid for at undgå Talibans og al-Qaedas tilbagevenden. Det er selvfølgelig et synspunkt. Jeg er blot dybt uenig.

Ud af det blå står en afart af Islamisk Stat pludselig også i Kabul og detonerer bomber midt i evakueringen. Tilsyneladende til stor overraskelse for de lande, der har været 20 år i landet, men åbenbart ikke haft noget der lignede troværdige efterretninger.

De efterretninger, man har haft brug for, har simpelthen været for ringe hele vejen igennem, hvorimod eksempelvis Frankrig havde analyseret situationen anderledes og derfor havde påbegyndt sin evakuering langt tidligere. Hvor gik USA og Danmark galt?

Kaarsbos synspunkt kan muligvis vinde sympati i våbenindustrien eller som konsulent, hvor synspunktet kan vinde gehør mod betaling. Men han er med den logik lige præcis inde i den spiral, som jeg advarer imod.

Pia Olsen Dyhr
Partiformand for SF

Man fornemmer derfor, at Jacob Kaarbos skjulte, men egentlige præmis, er, at både Taliban og al-Qaeda gennem årene skulle have været decimeret til en størrelse, hvor de ikke ville kunne være vendt tilbage til magt eller substantiel tilstedeværelse i Afghanistan.

Det er så samtidig en tilståelsessag og en klar dom over 20 års fiasko med militær tilstedeværelse. Men Kaarbos logik ville i så fald have krævet, at man også havde ryddet op i Pakistan al den stund, at det er der, de har kunne overvintre. 

Kaarsbos synspunkt kan muligvis vinde sympati i våbenindustrien eller som konsulent, hvor synspunktet kan vinde gehør mod betaling. Men han er med den logik lige præcis inde i den spiral, som jeg advarer imod.

For den eneste mulige konsekvens af hans logik ville være en regulær konfrontation med Pakistan, der som bekendt har givet ly til Taliban i alle årene. Dermed også en eskalering af et allerede dødsdømt projekt. Hvis det er den “lære”, Jacob Kaarsbo har gjort sig, så forstår jeg godt, at vi er uenige.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at Afghanistan kommer til at være arnested for nye og flere jihadister i forskellige afskygninger. Krigen mod terror har ikke skabt færre, men flere jihadister. Det kommer vi alle til at forholde os til i Vesten – og ikke bare jeg, som Kaarsbo af uvisse grunde mener.