Erhvervsorganisationer presser på for politiske forhandlinger om storstilet digitaliseringsplan
Regeringen har allerede præsenteret en samlet strategi for samfundets digitale fremtid. Derfor bør der også hurtigst muligt sættes gang i de politiske forhandlinger, så en endelig plan kan realiseres, lyder det fra Dansk Industri og Dansk Erhverv.
Karl Emil Frost
Journalist og redaktørDer er behov for, at regeringen hurtigst muligt kommer ud af “startboksen” og sætter gang i de politiske forhandlinger om den storstilede digitaliseringsstrategi, som blev præsenteret i foråret.
I første omgang er der landet en aftale på digitaliseringsområdet med kommunerne og regionerne. Men skal vi helt i mål på alle de afgørende punkter, kræver det en politisk aftale blandt Folketingets partier.
Og intet står i vejen for, at regeringen sætter gang i arbejdet med det samme. Planen ligger nemlig allerede klar.
Sådan lyder budskabet fra Dansk Industri og Dansk Erhverv.
”Det er helt afgørende, at der snart falder nogle politiske aftaler på plads på digitaliseringsområdet. Nu handler det om at få strategien konkretiseret ved forhandlingsbordet og få realiseret de gode visioner,” siger digitaliseringspolitisk fagchef ved Dansk Erhverv, Janus Sandsgaard.
Erhvervsorganisationerne fremhæver blandt andet nødvendigheden af styrket digitalt samarbejde mellem myndigheder og private virksomheder i den grønne omstilling samt fokus på teknologiforståelse i hele uddannelsessystemet, hvilket længe har været efterspurgt.
”Det er positivt med politisk drøftelse af strategien. Det er afgørende med politisk ejerskab af den digitale dagsorden, fordi digitaliseringen er nøglen til at løse de store samfundsudfordringer. Det kræver brede aftaler om store investeringer, som rækker årevis frem,” tilføjer Dansk Erhvervs digitaliseringspolitiske fagchef.
Skal ud af startboksen
Samme toner lyder fra Rikke Zeberg, der er branchedirektør hos Dansk Industri Digital og også tidligere har siddet på den anden side af bordet som direktør i Digitaliseringsstyrelsen.
Hun fremhæver samtidig, at de private aktører står på spring for at blive involveret i processen, hvilket regeringen også har lagt op til.
Blandt andet er det blevet besluttet at sætte Microsoft Danmark i spidsen for et nyt digitaliseringsråd, som skal komme med indspark i forbindelse med implementeringen.
“Vi sidder stadig i startboksen, selvom strategien ligger klar, og vi vil rigtig gerne i gang. Vi er meget optaget af, at vi kommer til at arbejde tæt sammen om udmøntningen, hvilket er helt afgørende for, at det skal lykkes,” siger Rikke Zeberg og tilføjer:
“Vi ser også gerne, at Digitaliseringsrådet meget snart bliver nedsat, fordi flere initiativer allerede er sat i gang i ministerierne. Og her vil vi gerne være med på råd.”
Cybersikkerhed og grøn omstilling
Blandt de centrale punkter for fremtidens digitalisering, som der fortsat mangler at blive taget endeligt livtag med, er digitalt samarbejde mellem myndigheder og private virksomheder vedrørende grøn omstilling.
“Det haster virkelig med at komme i gang med den grønne omstilling gennem digitale løsninger. I dag er det for eksempel svært for virksomhederne at få adgang til forsyningsdata som forbrug af vand, el og varme, som skal bruges i arbejdet med at energieffektivisere. Der ligger et enormt potentiale for energibesparelser her,” siger Rikke Zeberg.
Derudover fremhæver hun cyberkriminalitet som et område, hvor det er nødvendigt at få etableret et tæt offentligt-privat samarbejde for at sikre de digitale løsninger.
“De cyberkriminelle angriber jo både inden for det offentlige og private. De er ligeglade med, hvor systemerne hører hjemme,” siger hun og tilføjer, at særligt mange små og mellemstore virksomheder har udfordringer med den digitale sikkerhed.
Dansk Industri har derfor længe presset på for, at der bør etableres en SMV:CERT, hvor virksomhederne kan få råd og vejledning til, hvordan de kommer i gang med at arbejde med cybersikkerhed.
“Det vil være med til at styrke de digitale løsninger, som vores samfund er dybt afhængige af, og det er et eksempel på et initiativ, som ikke kan etableres alene i privat regi eller af det offentlige,” siger Dansk Industris branchedirektør.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra finansminister Nicolai Wammen (S). Finansministeriet oplyser, at der vil blive taget stilling til det konkrete politiske forløb "efter sommerferien".