EU-tilhængere sat i politisk skakmat

Folkeafstemninger om EU i Danmark

• Den 2. oktober 1972 stemtes der om indtrædelse i EF. Et flertal på 63,4 % af danskerne stemte ja, og valgdeltagelsen var på 90,1 %.

Tiden op til afstemningen var præget af en lang og ophedet debat, hvor tilhængerne argumenterede for, hvordan et nej til EF ville have negative konsekvenser for betalingsbalancen og landbrugseksporten. Modstanderne derimod, som primært udgjordes af partierne på den yderste venstrefløj, anså EF som værende et liberalt og kapitalistisk projekt, og advarede imod, at EF ville udvikle sig til en politisk union.

• Den 27. februar 1986 blev afholdt folkeafstemning om Den Europæiske Fællesakt (EF-pakken). Den blev vedtaget med et flertal på 56,2 % og valgdeltagelsen var på 75,4 %.

Det helt særlige ved denne folkeafstemning var, at den kun var vejledende. Det vil sige, at borgerne ikke tog beslutningen, men blot blev spurgt til råds inden politikerne tog den endelige beslutning. Det er den eneste gang, Folketinget har gjort brug af muligheden for vejledende folkeafstemninger.

Formålet med EF-pakken var at etablere det indre marked, der ville gavne den europæiske handel ved at gøre industrien mere konkurrencedygtig. 

Desuden ville traktaten styrke samarbejdet om en fælles europæiske udenrigspolitik og give Europa-Parlamentet mere magt i form af høringsret ved lovforslag angående det indre marked. 

• Den 2. juni 1992 stemte danskerne om Maastricht-traktaten. Afgørelsen var tæt og resultatet blev et nej med et knapt flertal på 50,7 %. Valgdeltagelsen var på 83,1 %

Maastricht-traktaten markerede en ny epoke i det europæiske samarbejde, da den betød en navneændring fra Det Europæiske Fællesskab til Den Europæiske Union.

Desuden blev samarbejdet udvidet med en økonomisk og monetær union, en fælles udenrigs-og sikkerhedspolitik, et samarbejde om retlige og indre anliggender samt en styrkelse af miljøbestemmelserne.

Danmarks nej betød også et europæisk nej. Maastricht-traktaten kunne nemlig kun gennemføres, hvis alle medlemslande godkendte den. Det danske nej kom som et chok for mange i Europa, og en løsning måtte findes hurtigt, så de andre lande, kunne fortsætte samarbejdet om Maastricht-traktaten trods Danmarks modstand. Herved blev Danmarks fire forbehold til, også kaldet Edinburgh-afgørelsen. 

• Den 18. maj 1993 skulle danskerne således stemme om Maastricht-traktaten plus Edinburg-afgørelsen. Her blev traktaten endeligt vedtaget med et flertal på 56,7 %. Valgdeltagelsen var på 86,5 %.

Edinburgh-afgørelsen var et kompromis imellem Danmark og de resterende 11 EU-lande, som indebar fire danske forbehold:

1. Unionsborgerskabet træder ikke i stedet for det nationale statsborgerskab, og det afgøres udelukkende efter dansk lovgivning, hvem der får dansk statsborgerskab.

2. Danmark indfører ikke euroen som møntfod.

3. Danmark deltager ikke i EU's fælles forsvarspolitik.

4. Danmark deltager ikke i den del af det retlige samarbejde, hvor der bruges flertalsafgørelser og Danmark kan risikere at blive nedstemt (det er i dag EU's asyl- og indvandringspolitik samt det civilretlige samarbejde). 

Det blev desuden vedtaget, at hvert enkelt forbehold kun kan ophæves ved en ny folkeafstemning.

Siden vedtagelsen har de fire forbehold været et centralt emne i den danske Europa-debat. Nogle argumenterer for en afskaffelse, da forbeholdene afholder Danmark fra indflydelse og deltagelse på centrale områder i EU. Andre ser det derimod som vigtigt, at Danmark bibeholder selvbestemmelse på netop disse områder.

Regeringen lægger i sit regerings-grundlag faktisk op til en folkeafstemning, men den økonomiske uro i euro-zonen kan skabe tvivl om realiseringen af denne vision lige foreløbig.

• Den 28. maj 1998 skulle der stemmes om Amsterdam-traktaten. Den blev med et flertal på 55,1 % vedtaget, og den samlede valgdeltagelse lå på 76,2 %.

Amsterdam-traktaten øgede blandt andet muligheden for flertalsafgørelser i Rådet og gav Europa-Parlamentet mere medbestemmelse på en række områder. Også retspolitikken blev berørt, idet områder som grænsekontrol, asyl og indvandring nu kom til at tilhøre det overstatslige samarbejde i stedet for det mellemstatslige. Det havde dog for Danmark ingen betydning i kraft af vores retsforbehold.

Amsterdam-traktaten gjorde desuden Danmarks forbehold om unionsborgerskabet ubetydeligt. Det blev for alle medlemslande nemlig understreget, at unionsborgerskabet aldrig ville kunne stå over statsborgerskabet.

• Den 28. september 2000  skulle danskerne stemme om Euroen. 53,2 % af vælgerne stemte nej og den generelle valgdeltagelse var på 87,6 %.

Debatten op til afstemningen var præget af meget tekniske argumenter omkring eurosamarbejdet. Tilhængerne fandt Danmarks deltagelse vigtig, da det ville øge Danmarks indflydelse, blandt andet i form af en plads i Den Europæiske Centralbanks Styrelsesråd, men samtidig også være en økonomisk gevinst for samfundet gennem mindre vekselomkostninger, afskaffelse af valutakursrisiko samt lavere renter.

Nej-siden fokuserede på suverænitetsafgivelse på pengepolitikken og kronens nationale symbolværdi, men også at Danmark ville få en bedre økonomisk udvikling udenfor eurosamarbejdet.