Folkemødet beder politikere om hjælp til overlevelse

BORNHOLM: Et aflyst Folkemøde i 2020 og et begrænset arrangement næste år sætter dybe økonomiske spor. Foreningen Folkemødet beder nu politikerne om hjælp.

Foreningen Folkemødet frygter for Folkemødets overlevelse.
Foreningen Folkemødet frygter for Folkemødets overlevelse.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Marie Schønning Jensen

Hjælpepakker var ikke nok til at forhindre et økonomisk underskud hos Foreningen Folkemødet, der står bag Folkemødet på Bornholm. Situationen er så alvorlig, at foreningen nu beder om hjælp.

Det skriver Berlingske.

Avisen har talt med Vibe Klarup, der er formand for Foreningen Folkemødet. Hun efterspørger hjælp fra de folkevalgte til at sikre Folkemødets overlevelse. Helt specifikt beder hun om et tilskud på 4,9 millioner kroner.

"Vi har i ti år ikke bedt Folketinget om opbakning og har klaret det selv. Nu er vi et sted, hvor vi spørger, om ikke det måske er en god investering i vores folkestyre at sørge for, at Folkemødet kommer igennem den akutte krise," siger Vibe Klarup til Berlingske.

Tvivl om overlevelse til 2022
Folkemødet på Bornholm måtte som mange andre kulturbegivenheder aflyse arrangementet i 2020 på grund af coronapandemien og de medfølgende restriktioner.

Heller ikke næste år vil Folkemødet forløbe som vanligt. I 2021 vil Folkemødet være begrænset og delvist digitalt, og store aktører som KL har allerede meldt ud, at de ikke deltager til sommer.

Vibe Klarup er derfor bekymret for, om Folkemødet kan overleve til 2022.

Hos Venstre møder Vibe Klarups opråb forståelse. Gruppeformand Karsten Lauritzen (V) siger til Berlingske, at et økonomisk tilskud til Folkemødet bør overvejes.

0:000:00