Forskere: Svensk militær kan sikre voldsmonopolet i eskalerende bandekrig

DR's korrespondent Anna Gaarslev vurderede således i forbindelse med Kristerssons pressemøde, at "der er opbakning til stort set alt" i et Sverige, som synes i mental undtagelsestilstand efter en eskalerende voldsspiral.

Det kan i hvert fald konstateres, at det i en tilstand, der af medierne beskrives med krigsmetaforer, synes oplagt at indsætte soldater. At sætte militæret ind mod egne borgere – også selv om de er banditter – er imidlertid ikke uproblematisk, hverken praktisk eller politisk.

Sveriges historiske ballast

Efter terrorangrebene i USA og Europa i 2000'erne blev behovet for militær støtte til politiet aktualiseret, og især efter Breivik-angrebene i Oslo og på Utøya i 2011 rykkede de to voldsmonopolsudøvere tættere sammen i både Danmark og Norge. Begge lande reviderede op gennem 2010'erne deres lovgivning, så retningslinjerne for samarbejde mellem militæret og politiet blev præciseret.

Samtidig gjorde man det lettere for politiet at rekvirere støtte i form af bevæbnede soldater, som under politiets ledelse ville kunne indsættes med kort varsel i antiterroraktioner og lignende. Sverige stod imidlertid uden for denne politiske udvikling – men det er der altså udsigt til en ændring af med statsministerens udmelding.

Der er ingen grund til at forvente, at svenske soldater vil blive indsat mod bander under egen kommando

Rasmus Dahlberg og Mette Volquartzen
Hhv. lektor, Forsvarsakademiet og analytiker, Beredskabsforbundet

Man kan med rette spørge, om svenske regeringer og lovgivere har været naive i deres tilgang til indre sikkerhed, men her er det nødvendigt at have det historiske perspektiv med.

Svenske politikere har siden "Oprøret i Ådalen" i 1931, beskrevet på film af Bo Wiederberg i 1969, været vaccineret mod tanken om at anvende soldater med våben i hånd mod svenske statsborgere. Dengang blev fem civile dræbt, da militæret åbnede ild mod en fagforeningsdemonstration.

Samtidig var Sverige under hele Den Kolde Krig alliancefrit, og fraværet af Nato-krav til indre sikkerhed, som en del af det kollektive forsvar sammen med en generel svensk politisk vægring ved brug af drakoniske metoder, har placeret ideen om forsvarsstøtte til politiet lavt på dagsordenen.

Samtidig bør det understreges, at Sverige har organiseret sig anderledes end i de øvrige nordiske lande. I modsætning til Danmark og Norge råder svensk politi for eksempel over egne helikoptere.

Siden 1964 har den flyvende enhed ”Polisflyget” støttet fra luften under eftersøgninger af forsvundne personer og jagt på gerningsmænd, men svensk politi har dog i praksis også de seneste år fået hjælp af forsvarets Black Hawk-helikoptere til transport af ”Nationella insatsstyrkan”, Sveriges svar på PET’s Aktionsstyrke.

Netop transportstøtte blev af statsminister Kristersson fremhævet som et emne, der havde været oppe at vende på hans møde med den svenske forsvarschef forud for pressemødet, ligesom statsministeren nævnte ammunitionsrydning, analytisk kapacitet og IT-ekspertise som mulige emner for militær støtte til politiet.

Skarp opdeling af voldsmonopol

Selv om det lyder handlekraftigt, når statsministeren foran rullende kameraer truer med den militære jernnæve, er det altså først og fremmest specialberedskaber og logistisk og efterretningsmæssig støtte, svensk politi kan se frem til at modtage mere af fra Försvarsmakten i fremtiden.

Man skal således ikke forvente at se horder af Stridsvagn 122 og Pansarterrängbil 360 rulle ind i belastede bydele med sporprojektiler flyvende til højre og venstre i den nærmeste fremtid.

Forventningen er nærmere, at svensk lovgivning vil blive ændret i stil med norsk og dansk, sådan at procedurer og bestemmelser for militær støtte til politiet vil blive præciseret og forenklet.

Der er dog ingen grund til at forvente, at svenske soldater vil blive indsat mod bander under egen kommando. I de nordiske samfundsmodeller er der en skarp opdeling mellem indre og ydre sikkerhed, og mens militæret står for udmøntningen af statens voldsmonopol ved trusler udefra mod staten, har politiet ansvaret for at opretholde lov og orden inden for grænserne.

Politiet udøver således voldsmonopolet over for statens egne borgere, og selv hvis soldater på udvalgte områder assisterer – enten i støttende funktioner eller direkte over for borgere med våben i hånd – sker det under politiets ledelse.

Balance på en knivsæg

Herhjemme har vi også gang i en verserende bandekonflikt, men trods alt i en langt mindre skala end den svenske. Kan man forestille sig, at det danske militær kan anvendes for at dæmme op for en eventuel vild voldseskalation? Absolut.

Siden massakren ved OL i München 1972 har dansk politi og forsvar mødtes i det såkaldte Politiudvalg, hvor man løbende har drøftet muligheder og begrænsninger for samarbejde. Hvor det i 1970’erne var flykapringer og terrorangreb, man frygtede, blev BZ-bevægelsen i 1980'erne et emne for samarbejdet mellem dansk politi og Forsvaret.

Hvis man fra dansk side skal give et godt råd til Sveriges statsminister, kan man pege på vigtigheden af gennemsigtighed

Rasmus Dahlberg og Mette Volquartzen
Hhv. lektor, Forsvarsakademiet og analytiker, Beredskabsforbundet

Da politiet i 1986 anmodede om støtte til rydning af Ryesgade i form af pansrede mandskabsvogne fra Hæren sagde Forsvaret dog nej med en direkte henvisning til Slaget på Fælleden i 1872, hvor husarer med sabler blev indsat mod demonstrerende arbejdere i København.

Lige fra begyndelsen var begge parter altså bevidste om den skrøbelige grænse mellem politiet og militæret – ikke mindst den prekære situation, der kunne opstå, hvis en soldat skulle komme i konflikt med en civil borger.

Netop derfor blev oprettelsen af en anti-terrorstyrke i 1973 etableret i regi af politiet i stedet for hos militære specialstyrker, som man så i de fleste andre lande, da disse havde den nødvendige erfaring, uddannelse og kompetencer.

Herhjemme blev Jægerkorpsets og Frømandskorpsets opgave i stedet at bidrage til at uddanne politiets aktionsgrupper, som i dag er kendt som Aktionsstyrken (AKS).

Således var et tæt praktisk samarbejde allerede etableret og grænserne herfor afsøgt i Danmark, da først Breivik-angrebene og senere terrorhændelserne i København i 2015 gav anledning til at revidere bestemmelserne for dansk forsvars støtte til politiet. Resultatet blev en lovændring vedtaget i 2018.

Risiko for ond spiral

Svensk lovgivning skal altså nu også ændres – og statsminister Kristersson sagde ligefrem på pressemødet, at den "burde være blevet ændret for længe siden."

Politiet i Sverige skal således have større muligheder for at anmode om hjælp, fordi Forsvaret har kompetencer i situationer, som lovgivningen i dag ikke tager højde for.

Herhjemme og i Norge er lovgivningen som beskrevet allerede indrettet på en lang række af situationer, som kan forekomme, når grænserne for politiets evne til at opretholde den indre sikkerhed udfordres.

Der er således først og fremmest tale om, at Sverige nu igangsætter en proces, som på en brændende platform skal bringe lovgivning og samvirket mellem politi og militær op på niveau med Norge og Danmark.

Hvis man fra dansk side skal give et godt råd til Sveriges statsminister, når han nu skal til at gøre det lettere at "sætte militæret ind" mod bandekriminalitet, kan man pege på vigtigheden af gennemsigtighed.

Det er nemlig stort set umuligt at få indsigt i, hvilke og hvor mange operationer, Forsvaret indsættes i til støtte for politiet herhjemme, og det rejser en række spørgsmål: Hvem beslutter, hvornår militæret indsættes til opretholdelse af indre sikkerhed? Hvordan evalueres samarbejdet mellem Forsvaret og politiet? Og hvordan sikres det, at kriminalitetsbekæmpelse ikke militariseres i grad, så basale rettigheder tilsidesættes for øjeblikkets behov for handlekraft?

I værste fald kan det skabe en ond spiral, som ikke flugter med de nordiske samfunds tradition for åbenhed, legitimitet og legalitet.