Han var den grønne kanin i Løkkes hat. Efter et år som minister oplever han en klimadebat, der "godt kan føles lidt overdrevet"

Klimaminister Lars Aagaard (M) tager imod på ministerkontoret højt hævet over asfalten på Holmens Kanal i det indre København. På bordet står der glas og brusende danskvand, og Altinget har lige spurgt, om han kan genkende indtrykket af at være en klimaminister, der har lukket ting ned?

Mens den tidligere klimaminister Dan Jørgensen sad på CNN og fortalte om nye danske klimamål, så har store dele af SVM-regeringens første år gået med at lukke døren til havvindmølleprojekter og sætte det største prestigeprojekt af dem alle – verdens første, kæmpe, kunstige energiø 80 kilometer ude i Nordsøen – på pause.

Det kan godt være, at folk vil have nogle andre typer politikere, men sådan en politiker har jeg ikke lyst til at være

Lars Aagaard (M)
Klima-, energi- og forsyningsminister

Et andet prestigeprojekt, Energiø Bornholm, hvor en transformerstation på klippeøen skal samle strømmen fra en masse nye havvindmøller og fordele den mellem Tyskland og Danmark, har kun fået grønt lys, fordi politikerne stillede en underskudsgaranti på 17,6 milliarder kroner for at være sikre på, at der faktisk var råd til den danske del af elkablet.

Ringer man til Danmarks største vindmølleproducent, Vestas, fortæller de, at der gik 261 dage af 2023, før de fik årets første ordre om vindmølleopsætning i Danmark.

På børsen er kursværdien af Ørsted, Danmarks grønne guldæg, faldet med en krone siden 1. januar 2021. Hver dag.

Selv i statsministerens åbningstale i Folketinget kunne man høre om flagermus og miljøregler, der spolerer mulighederne for at få alt den grønne energi fra klimaaftalerne op at stå ude i den virkelige verden.

Spørgsmålet er, om forestillingen om danskerne som vind-sheiker i en grøn økonomi er ved at dø?

"Det er rigtigt, at den her regering står i en anden virkelighed end tidligere," starter Lars Aagaard og begynder at remse op om priser på stål til vindmøller, kabler og transformere, som er skudt i vejret.

En ny virkelighed

Trængslerne for det danske vindeventyr kan spores tilbage til Ruslands krig i Ukraine og starten på en energikrise og senere forstyrrelser i forsyningskæder, inflation og højere renter. Og i skyggen heraf steg det grønne pres fra konkurrenter i USA og Kina med statsstøtte i ryggen.

Økonomien bag den grønne omstilling er simpelthen blevet en anden end for halvanden år siden, da politikerne lavede klimaaftaler og forventede, det hele ville ske uden statstilskud.

Så Dan Jørgensen gjorde det nemme med at lave aftaler, mens du nu står tilbage med alt det svære?

"Jeg vil ikke sige, at han gjorde det nemme. Det var en fase, hvor man skulle lave målsætninger om hvor vi skal hen. Nu er der så en fase, som jeg vil mene har varet et år, den varer nok også et stykke ind i 2024, hvor vi har fokus på, hvordan vi så gør det i praksis."

Man fik lavet et overoptimistisk billede af, hvor hurtigt tingene rent faktisk kan lade sig gøre, og at kompleksiteten så heller ikke var større

Lars Aagaard (M)
Klima-, energi- og forsyningsminister

56-årige Lars Aagaard var fra 2009 til 2022 direktør for energiselskabernes organisation, Dansk Energi, men stoppede, da Dansk Energi fusionerede med Wind Denmark og Dansk Solkraft og blev til Green Power Denmark.

Den konkrete erfaring ude fra energibranchen bruges ofte til at forklare, hvorfor han pludselig blev hentet ind for at blive klima-, energi- og forsyningsminister i december 2022.

Aagaard husker tilbage på tiden, hvor han selv var toplobbyist for energisektoren, mens hverdagen bød på lave renter, når der skulle lånes penge til de grønne projekter, lavere stålpriser og ikke det samme pres på forsyninger og handelsruter.

"Der havde vi nogle ideer om, at energisektoren kunne ret meget selv. Vi kunne bygge virkelig, virkelig meget havvind. Staten kunne også tjene på det. Og brint? Wow, det var der ved at være penge i, så nu kunne vi bare læne os fremad og satse. De vilkår har ændret sig."

"Det andet er, at der også bare er en anden virkelighed, når man er minister," tilføjer han.

Denne virkelighed fik regeringen til at bøje sig for EU-retten og lukke den såkaldte åben dør-ordning for havvindmøller endegyldigt ned kort før jul. Og den har fået regeringen til at nedsætte en national energikrisestab af eksperter og embedsmænd, der skal forsøge at kæmme alle regler og belyse bespænd, så der kan komme tempo på udbygningen af vindmøller og solceller.

Flagermus, hasselmus, § 3-arter og Natur2000-regler står nemlig hele tiden i vejen, lyder det igen og igen. Mens politikerne taler om ambitioner, så blev der ifølge vindbranchen sidste år pillet flere vindmøller ned, end der blev sat op ude i landet.

Det er en noget mindre heroisk sang end den om de mest ambitiøse klimamål i verden og en firedobling af grøn strøm fra vindmøller og solceller frem mod 2030.

"Når det kommer til the real world, så tror jeg, man fik lavet et overoptimistisk billede af, hvor hurtigt tingene rent faktisk kan lade sig gøre, og at kompleksiteten så heller ikke var større," siger klimaministeren.

"Det kan godt være, at folk vil have nogle andre typer politikere, men sådan en politiker har jeg ikke lyst til at være. Og jeg bliver jo ligesom nødt til at være true mod, hvad jeg selv er."

Nuancer af grøn

Betyder det så, at vi skal til at genoverveje de mål, der er blevet sat? 
Når kort og terræn ikke passer, så skal man følge terrænet, som Aagaards partiboss, Lars Løkke Rasmussen, engang formulerede det.

Målene giver ikke mening at diskutere nu, svarer klimaministeren. De er vigtige og giver retning, men måden, vi taler om målene, er han ikke fan af.

"Lad os nu forestille os, at vi når 99 procent af vejen mod klimamålet, så er man sort! Hvis man når 101 procent, så er man grøn. Så det er mere måden, vi snakker om målene på, tænker jeg, hvor det nogle gange godt kan føles lidt overdrevet."

Bag de politiske mål har der mange gange stået lobbyister og presset på. I portrætartikler fremhæves Lars Aagaard sågar for at have været dygtig til netop denne del.

Det kan godt være, at der lige er nogle år, hvor det ikke ser så let ud, som vi troede, men det ændrer ikke på den strategiske retning eller ambitionen

Lars Aagaard (M)
Klima-, energi- og forsyningsminister

Nu sidder han så selv i ministerstolen, og det er oplagt at spørge til, hvordan det går med fortællingen om guld og grøn strøm, som han selv var med til at sælge tidligere, og som stort set alle danske politikerne har gjort til deres.

For vindmøllen er helt central i opfattelsen af Danmark som det grønne foregangsland, der trækker de andre med i en klimavenlig økonomi. Men er Ørsted billedet på det store danske havvindmølleeventyr, er der slået revner i det med nedskrivninger i milliardklassen, droppede projekter og annullerede havvindskontrakter.

Der er krig og konflikter, som forstyrrer forsyningskæder og renter i verden, og der er ingen udsigt til, at det lige stopper.

Skal danskerne opgive ideen om, at vi bliver rige og velstående på havvindmøller i Nordsøen og den grønne omstilling?

"Nej," svarer ministeren hurtigt.

Hans analyse er, at skal Europa nå sine klimamål og sikre sig selv energimæssigt, så skal der produceres utrolig meget mere grøn strøm fra vindmøller. I Nordsøen og andre danske farvande. I år er det planen, at Danmarkshistoriens største havvindmølleudbud skal fyres af.

Håbet om vind-sheiker lever stadig.

"I mit hoved er der ingen tvivl om, at Europa får brug for den energi. Men fra dansk side er opgaven nu lidt forsimplet, at det er nogle vindmøller, der skal stå her, som skal dække tyskernes energibehov. Og der har jeg det bare sådan, at betingelsen for det er, at så skal tyskerne også betale."

Det er "den streg, vi træder ind over" i de kommende år, fortsætter han.

Hvor Danmark skal gå fra at forsyne nationalt, til at være et land, der skal forsyne andre.

"Og så træder økonomi ind. Det kan godt være, at der lige er nogle år, hvor det ikke ser så let ud, som vi troede, men det ændrer ikke på den strategiske retning eller ambitionen," siger Lars Aagaard.

"Men det kan godt være, at de aftaler, vi har med nabolandene om, hvordan vi håndterer noget så jordnært som økonomi, at dem bliver man nødt til at arbejde lidt mere med. Det taler vi blandt andet med belgierne om."

Der er nogen, der tænker, at det her skal gøre ondt. Og næsten ikke kan være i, at man kan lave forandringen, uden det gør ondt. Men det køber jeg ikke

Lars Aagaard (M)
Klima-, energi- og forsyningsminister

Skal ikke gøre ondt

Når man går rundt ude i Danmark, så kan det dog være svært at få øje på, at der er sket en stor grøn omstilling. Imens siger regeringen, at klimamålene stort set er opnået. Man ser måske lidt flere Teslaer på vejene, men klimakampen blev omvendt kaldt denne generations største udfordring.

Tror du det hænger sammen med den her fornemmelse af, at I ikke har rykket noget, men mest lukket ting ned?

"Hvis man ser på tallene, så er industrien i gang med at sige farvel til kul. Vores kraftværker har allerede sagt farvel til kul og gas. Kan vi mærke det som danskere? Det kan du da ikke, fordi du tænder bare radiatoren, du går på arbejde som normalt. Men det er da rigtig klimapolitik," siger Lars Aagaard.

"Det er klart, at vi jo ikke er færdige, men vi er godt på vej i mål med 70 procentsmålet i 2030. Og jeg ser forandringen derude. Det handler om emissionerne fra energisektoren – altså strøm og varme, og hvilke biler, vi kører i. Og så handler det om landbruget."

Hvis man er svinebonde eller har kvæg i Danmark, kommer det så til at gøre ondt?

"Det bliver en forandring. Der kommer ekspertgruppen med anbefalinger til en CO2-afgift – det tror jeg, de fleste vil betragte som en form for smerte. Men der skal også følge kærlighed med, altså tilskud. Det skal ikke bare være pisk, men man skal finde en balance, og man skal forandre i et tempo, hvor teknologierne er der, og hverdagen kan fungere."

Tror du, at der måske sidder nogle vælgere derude og tænker, at den grønne omstilling hverken kan ses eller gør ondt, og derfor har vi heller ikke gjort noget?

"Nu kan jeg jo ikke sætte mig ind i hovederne på andre mennesker, men ja, jeg tror da, at der er nogen, der tænker, at det her skal gøre ondt. Og næsten ikke kan være i, at man kan lave forandringen, uden det gør ondt. Men det køber jeg ikke."