Hans far tog til Nicaragua for at opbygge socialismen. Pelle Dragsted finder den blandt venstrebønder i Danmark

I sin nye bog opgiver Pelle Dragsted den socialistiske revolution som ét stort politisk Big Bang. I stedet handler det for venstrefløjen om skridt for skridt at demokratisere ejerskabet i samfundsøkonomien. Men gider folk overhovedet eje deres virksomheder og deltage i alting hele tiden?

Pelle Dragsteds bog udkommer, netop som den internationale debat om økonomisk politik har flyttet sig. Sparepolitikken fra 2010'erne er afløst af ekspansiv finanspolitik, og tidligere på året var IMF ude og foreslå en formueskat. "Vi er i en opbrudstid," siger Dragsted. 
Pelle Dragsteds bog udkommer, netop som den internationale debat om økonomisk politik har flyttet sig. Sparepolitikken fra 2010'erne er afløst af ekspansiv finanspolitik, og tidligere på året var IMF ude og foreslå en formueskat. "Vi er i en opbrudstid," siger Dragsted. Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Esben Schjørring

Han mener stadig, at kapitalismen er ”ulighedsskabende, udemokratisk og ubæredygtig”. Han mener stadig, at der skal findes andre måder at indrette samfundet på. Og han hæfter stadig ordet ”radikalt” – her forstået som yderligtgående – på sine forslag.

Men når det kommer til hans idé om, hvordan et radikalt anderledes samfund skal blive til, ja, så har Pelle Dragsted med egne ord ”flyttet sig meget gennem de seneste år”.

”Jeg har fået en helt anden kærlighed særligt til vores danske folkestyre med lav spærregrænse, og hvor man kan møde politikerne på gaden,” siger han, og ryster lidt på hovedet af den Pelle Dragsted, han var som ung revolutionær mand i 1990erne, der boede i kollektivet BumZen, et besat hus på ydre Nørrebro og det bankende hjerte i det autonome og til tider voldsparate miljø i København.

”Dengang havde jeg det sådan: ’at stemme én gang hver fjerde år, det har ikke noget med demokrati at gøre’.”

Siden da blev han først som international sekretær, pressemand og politisk rådgiver og senere finansordfører og folketingsmedlem for Enhedslisten en af de mest afgørende figurer på den danske venstrefløj.

Sammen med folk som Johanne Schmidt-Nielsen, Pernille Skipper og Nikolaj Villumsen professionaliserede han partiet med fokusgrupper og strategisk kommunikation og var ledende i at flytte partiet væk fra at være ren protest mod det bestående til at blive et parti, der kunne deltage i aftaler og forlig. Og måske, engang, træde helt ind i regeringskontorerne.

Det er som en fortsættelse af den bevægelse, han nu udkommer med bogen Nordisk socialisme. Her udvikler han nye ideer til, hvordan flere virksomheder kan blive medarbejder- eller forbrugerejede og dermed undtaget fra jagten på profit til aktionærer og andre kapitalejere, og hvordan staten både kan oprette egne investeringsfonde og alternativer til de private banker.

Selvfølgelig vil dem, som sidder på flæsket og den merindflydelse, det giver, bliver vrede, hvis de skal dele magten. Det blev de også, da vi krævede demokrati og indflydelse i den politiske sfære.

Pelle Dragsted
Forfatter
Undervejs tager han et opgør med venstrefløjens røde utopi, der skal realiseres gennem en – mere eller mindre væbnet – revolution en gang ude i fremtiden.

”Vi har ikke haft konkrete svar på, hvad en anden samfundsindretning betyder, og det er derfor, vi har haft svært ved at argumentere for radikale forandringer. Og det er nok også udtryk for, at man ikke har taget sig selv helt alvorligt. Hvis man ikke for alvor tror på, at det kan lade sig gøre, så behøver man ikke svare på de ting. Så bliver det paroler om abstrakte ting i en tænkt fremtid,” lyder Dragsteds selvkritik.

I stedet baner han en ny vej for dansk socialisme, der hverken er inspireret af tidligere kommunistiske lande i Østeuropa eller venstrepopulister som venezuelanske Hugo Chavez eller Bolivias Evo Morales, men af den danske historie med velfærdsstat, andels- og fagbevægelse.

”På den del af venstrefløjen, jeg kommer fra, har man opfattet alt i Danmark som kapitalisme. Velfærden så man som en smart justering af kapitalismen, der i værste fald passiviserede arbejderklassen. Andelsbevægelsen tog man heller ikke alvorligt. I stedet  tog man på studieture til Albanien og Kina og svigtede dermed at se det, jeg med et glimt i øjet kalder den virkeliggjorte socialisme, som fandtes ude foran vinduerne.”

I hvert fald ikke socialdemokrat

Jeg møder Pelle Dragsted på Nørrebros runddel. Medlemmer af et af de tre – ja, der er hele tre – tilbageværende kommunistiske partier deler pligtskyldige pamfletter ud, der varmer op til Arbejdernes internationale kampdag første maj. Ingen af dem ser umiddelbart ud til at genkende Dragsted, som ellers bliver stoppet og hilst på flere gange undervejs på vores rundtur i hans gamle miljø i landets rødeste område.

Men måske er det i virkeligheden en kold skulder.

”Jeg hørte én, der sagde, at det eneste, socialister kan blive enige om, er, at de andre socialister ikke er rigtige socialister,” griner Pelle Dragsted, mens vi trisser over gaden.

Kender man graden af hvilken danske socialister, som alle andre ideologiske bevægelser, tager sig selv alvorligt, er selvironi en sjældenhed på de kanter. Måske Pelle Dragsted kan tage sig den slags friheder, fordi ingen kan være i tvivl om hans berettigelse på den danske venstrefløj.

Han er bogstaveligt talt undfanget og opfostret af den. Begge hans forældre var DKP’er, og hans lægefar tog til Nicaragua for at hjælpe sandinisterne med at opbygge et sundhedsvæsen efter revolutionen. Hans stedfar var VS’er. Som dreng er han faldet i søvn til snakken fra de politiske møder, der blev afholdt i hjemmet på Frederiksberg.

”Jeg nåede faktisk at komme med på Basiskursus 1 i DKU i Schwerin i DDR i julen i 1988,” fortæller Dragsted, som vi krydser os vej ud og ind mellem travle folk på Nørrebrogade, "så gik der ikke mere end et år, så lukkede biksen."

Pelle Dragsteds bog udkommer, netop som den internationale debat om økonomisk politik har flyttet sig. Sparepolitikken fra 2010'erne er afløst af ekspansiv finanspolitik, og tidligere på året var IMF ude og foreslå en formueskat.
Pelle Dragsteds bog udkommer, netop som den internationale debat om økonomisk politik har flyttet sig. Sparepolitikken fra 2010'erne er afløst af ekspansiv finanspolitik, og tidligere på året var IMF ude og foreslå en formueskat. "Vi er i en opbrudstid," siger Dragsted.  Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget

Biksen er både den store kolos ved navn Sovjetunionen eller Østblokken, og det er den lille danske afdeling for kommunisme. Herfra blev venstrefløjen og Pelle Dragsted det, han selv kalder ”søgende”. Som sagt gik hans personlige rejseplan over Antifascistisk Aktion, inden han havnede i Enhedslisten.

”Den historie har jeg fortalt mange gange,” som han siger, ikke mindst her i Altinget.

Spørgsmålet er så, hvordan man i den kontekst skal forstå hans bog. Det er nærliggende at se hans simultane opgivelse af den store røde revolution og omfavnelse af andels- og fagbevægelsen og den danske velfærdsstat som sidste stop, inden man indløser medlemskort til Socialdemokratiet.

”Nej, det gør jeg i hvert fald ikke,” slår Dragsted fast. Havde han kunne omdanne sig selv til et meget stort udråbstegn her i krydset mellem Nørrebrogade og Rentemestervej, havde han formentlig gjort det.  

”Jeg retter faktisk kanonerne begge veje. Både mod socialdemokraterne og den revolutionære venstrefløj, som jeg selv kommer fra. Begge er havnet i en blindgyde. Også selvom der er en stigende efterspørgsel på nye måder at indrette vores samfund på, især efter finanskrisen og med klimakrisen i horisonten. Hvis vi ser ud i Europa er socialdemokratierne mange steder forsvundet, men den revolutionære venstrefløj er ikke gået ind og taget pladsen. Det er i stedet højrekræfter og centrister. Der må man jo spørge sig selv: hvad er det, vi ikke gør godt nok?”

Svaret på det sidste spørgsmål udgør problemformuleringen for Dragsteds bog og temaet for vores samtale, da vi endelig sætter os ned på pladsen foran folkebiblioteket på Rentemestervej.

”Både på venstrefløjen og hos socialdemokraterne er der en opfattelse af kapitalismen som altomfattende og lig med hele samfundet. For venstrefløjen bliver konklusionen, at så skal vi have et opgør med alt, der så skal erstattes af noget helt nyt engang i fremtiden, som vi ikke rigtig kan sige, hvad er. Og socialdemokraterne har helt opgivet tanken om en postkapitalistisk tilstand, og her bliver det til, at så kan vi omfordele os ud af den værste ulighed, kapitalismen skaber og gøre den til at leve med,” siger han.

”Og dermed får begge et blindt punkt for, at vi allerede har masser erfaring med at organisere virksomheder og økonomi på demokratiske måder.”

Blå bog

Pelle Dragsted

  • Født 13. april 1975 i København. Moren var socialrådgiver, faren var læge. Pelle Dragsted voksede op på Nørrebro hos sin mor og stedfar
  • Som ung var han aktiv i Unge mod Apartheid, Børnemagt og den yderligtgående venstrefløjsbevægelse Antifascistisk Aktion.
  • Blev i 2002 BA i historie fra Københavns Universitet.
  • Har siden læst spansk og historie på kandidatniveau og har en MA i retorik.
  • Begyndte i august 2005 at arbejde for Enhedslisten på Christiansborg. Først som international sekretær, siden som presseansvarlig og strategisk rådgiver for folketingsgruppen.
  • I 2015 kom han i Folketinget, men faldt grundet sine ansættelser i partiet for Enhedslistens rotationsprincip ved folketingsvalget 2019.
  • I 2021 meddelte han sit kandidatur for Enhedslisten til byrådet på Frederiksberg.

Vi har allerede socialisme

Når Dragsted kaster sit blik på det danske samfund og økonomi, er der således allerede vigtige dele, der ikke er kapitalistiske. Vores offentlige sektor for eksempel.

”Den måde den fungerer på, lever ikke op til en helt grundlæggende definition på, hvad kapitalisme er: et snævert ejerskab til produktionsmidlerne og markedsudveksling af de varer og ydelser, der produceres,” analyserer Dragsted.

Et andet eksempel er forbrugerejede virksomheder som COOP.

”Hvis jeg køber tomater i Fakta, er der ikke nogen, der skal have et afkast af de penge, at jeg har handlet for. Og hvis jeg ville, kunne jeg gå ind i butikken og være med til at vælge bestyrelsen og ledelsen af virksomheden hele vejen op. Dermed siger jeg ikke, at de demokratiske virksomheder er perfekte eller i sig selv udgør socialisme, men de udgør et bevis på, at det faktisk er muligt at forandre ejerskabet i økonomien.”

Tilsammen betyder det, at man på venstrefløjen ikke skal se kapitalismen som en altdominerende helhed, der skal erstattes af en anden altdominerende helhed.

”Kapitalismen ikke er total, men delvis, og det er et felt for politisk kamp, hvor stor den kapitalistiske del er, og hvor stor den demokratiske er. Den demokratiske sektor – særligt i form af andelseje, men også den offentlige sektor – voksede enormt meget frem til 1960erne og 1970erne. Men i de sidste 30-40 år har vi set en kolonisering den anden vej, hvor ikke-demokratisk ejerskab og markedsgørelsen har erobret større og større dele af samfundet. Det er vigtigt, fordi så er det socialisters opgave at øge omfanget af demokratisk ejerskab og reducere omfanget markedsgørelse.”

Hvem skal eje hvad?

Dragsteds projekt handler altså ikke kun om at gribe ind over for den ulighed, kapitalismen skaber, men om magt over samfundet. I hans optik fører den form for ejerskab over virksomheder og kapital, der er dominerende i dag, til urimelig meget politisk magt og indflydelse. Det kalder han ”oligarkisk magt” – fåmandsvælde. Den gør sig gældende via lobbyisme og partistøtte, og via et strukturelt pres på politikerne.

”Det ligger for eksempel som en mere eller mindre latent trussel om at flytte virksomheder ud af landet, hvis vi fra politisk hold vil sætte selskabsskatten op. Hvis virksomhederne er medejet af dem, der arbejder der, eller af forbrugerne, så vil den slags beslutninger blive sværere at tage.”

Selve ejendomsretten skal der ikke ændres ved. Det handler om fordelingen af ejendomsretten.

Pelle Dragsted
Forfatter
Et er nystartede virksomheder, der har et demokratisk ejerskab. Hvad vil du gøre de virksomheder, der lige nu er ejet af en snæver kreds?

”Selve ejendomsretten skal der ikke ændres ved. Det handler om fordelingen af ejendomsretten. Og der har jeg en række forslag: I mindre virksomheder kan vi gøre det muligt, at medarbejderne overtager ejerskabet i forbindelse med generationsskifte. Vi kan gøre som i Storbritannien, hvor man giver ejere en skattemæssig fordel, hvis de sælger til deres medarbejdere.”

”De store virksomheder, særligt aktieselskaberne, som ikke skifter hænder på samme måde – her skal man pålægge virksomhederne en skat, som betales som en aktieemission, der lægges ind i fond, som medarbejderne i den pågældende virksomhed har ejendomsretten til. Den fond bygger man langsomt op, og så kan man diskutere, om medarbejdernes aktieandel skal over eller under 50 procent. Men perspektivet er, at medarbejderne får andel i overskuddet og andel i magten.”

Det er nok sådan noget, virksomhedsejere og politikere af borgerligt tilsnit vil blive kritiske overfor og sige, ”det der er et overgreb på den private ejendomsret”?
”Det er helt klart et radikalt forslag. Selvfølgelig vil dem, som sidder på flæsket og den merindflydelse, det giver, bliver vrede, hvis de skal dele magten. Det blev de også, da vi krævede demokrati og indflydelse i den politiske sfære. Det er den samme situation, og så må vi ligesom dengang tage diskussionen og kampen. Men en af de ting, jeg synes, er attraktivt i det her forslag, er, at aktieemissionen gør, at kapitalen bliver i virksomhederne. Det er ikke en skat, der fjerner penge.”

Vi skal have mere fri

Den økonomi, du forestiller, er det en økonomi, der stadig er i vækst?

”Jeg tror ikke, det her i sig selv vil begrænse væksten, men der er planetære, klimamæssige grænser for vækst. Men jeg tror, at de ting, jeg foreslår, på kort sigt vil øge produktiviteten i samfundet. Der er masser af folk, der ikke føler sig engagerede i deres arbejde, og det er ikke urealistisk, at hvis folk fik medarbejderskab til deres virksomheder, og de fik del af overskuddet og indflydelsen, så ville det give en produktivitetsstigning.”

Men hvis vi øger produktiviteten, hvad skal der så ske med den arbejdskraft, der bliver tilovers? Hvis væksten ikke er lige så høj, kommer der vel til at mangle arbejdspladser...

”Vi skal omsætte den større produktivitet i mere fritid og ikke i mere forbrug. Hvis man ser historisk på det har vi gjort begge dele i Danmark. Vi har sænket den ugentlige arbejdstid fra cirka 60 timer til 37,5 timer, samtidig med at væksten er øget. Det er den vej, vi skal fortsætte ad.”

Men hvad så men den grønne omstilling – den kræver en masse innovation i energiteknologi, og det kræver kapital. Hvor kommer den fra i din økonomi?

”Klima og demokrati hænger sammen på den måde, at hvis vi øger demokratiet i virksomhederne i særdeles i vores finansielle sektor, så bliver det nemmere at flytte investeringerne over på den grønne energi. Det er det, vi ser i vores pensionskasser i øjeblikket. Når det kommet til innovation, kan vi jo se i den her tid, at staten er kommet tilbage på banen. Mariana Mazzucato (amerikansk-italiensk økonom, red.) har vist, hvordan meget innovation kommer fra offentlig forskning – altså, alle de vigtige ting i din Iphone er alt sammen udviklet af offentlig forskning. Vi skal væk fra, at innovation er noget, markedet bare må klare.”
 
Gider vi egentlig den demokratiske socialisme?

Vi er ved at nærme os afslutningen på interviewet foran biblioteket på Rentemestervej. Lige nu er der stadig lukket på grund af corona.

Alligevel udgør den mennesketomme plads et vigtigt spørgsmål til Dragsteds vision om en demokratisk-socialistisk tilbageerobring af samfundsøkonomien: gider folk overhovedet engagere sig i det omfang, som Dragsted forestiller sig? Da Tænketanken Demokratisk Erhverv sidste år undersøgte stemmeprocenten i demokratiske virksomheder, lå den kun mellem 10 og 15 procent.

Hvorfor tror du, at borgerne overhovedet efterspørger den grad af deltagelse, din demokratiske socialisme kræver?

”Det er helt klart en af de gode indvendinger mod mine forslag. Men da man ville sælge Dong, så kom folk jo faktisk på banen. Der var en intuitiv fornemmelse af, at her taber vi noget. Jeg har ikke alle svarene på det, men det er vigtigt at sige, at demokratiske virksomheder ikke er sådan noget rundkredspædagogik: man skal stadig vælge en professionel ledelse, og man kommer også til at betale en direktør en pæn løn. Men forskellen er, at den direktør kommer til at stå til ansvar over for medarbejderne eller forbrugerne. Det er lidt ligesom med Folketinget. Der følger vi heller ikke hele tiden med i alt.”

Du bruger ordet radikalt om dit projekt, men du peger på noget så almindeligt som andelsbevægelsen, Fakta, og at der stadig skal være en direktør i demokratiske virksomheder – så er det, du foreslår, radikalt eller det almindeligt?

”Jamen, det er fordi det radikale er blevet almindeliggjort i Danmark. Tænk på, hvor radikalt det var, da de første mælkebønder sluttede sig sammen og lavede deres eget mejeri og beholdt overskuddet, i stedet for ar køre mælken ind på det lokale mejeri, der var ejet af overklasse, og så fik de en luset betaling tilbage,” siger Dragsted.

Vi rejser os for at gå ind mod Nørrebros Runddel igen. Inden optageren bliver slukket, taler vi om, at tendenserne i den internationale økonomiske politik og debat har flyttet sig i Dragsteds retning. I USA har Joe Biden siddet inflationsfrygten overhørigt og vedtaget den største pakke med ekspansiv finanspolitik i en menneskealder, og IMF taler pludselig for en formueskat.

”Ja, altså, jeg har jo demonstreret mod IMF,” indskyder han.

Både han og det, der dengang blev set som neoliberalismens gedulgte fortrop, er et andet sted i dag.

”Og nu er det IMF af alle, der går venstre om socialdemokraterne. Det er sindssygt interessant. Vi er i en opbrudsperiode.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pelle Dragsted

Politisk ordfører, MF (EL)
BA i historie (Københavns Uni. 2001), master i retorik og formidling, Aarhus Universitet 2016

0:000:00