Rosenkrantz-Theil har spurgt alle landets folkeskoler – men kun otte vil være med i hendes forsøg med ny flidskarakter

Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Andreas WindSimon Lessel

Opbakningen til Pernille Rosenkrantz-Theils (S) idé om to nye tal i elevernes karakterblad er fortsat næsten ikkeeksisterende, her få måneder før projektet skal skydes i gang.

Blot 11 af landets folkeskoler har meldt sig klar til et forsøg, hvor de skal bedømme eleverne efter en af to nye karakterer fra næste skoleår. 

Hele samfundet råber ikke på flere karakterer, de råber på færre karakterer.

Claus Hjortdal
Formand for Skolelederforeningen

Otte skoler vil give en karakter for arbejdsindsats, mens tre skoler vil prøve kræfter med en karakter for orden og adfærd, oplyser Børne- og Undervisningsministeriet til Altinget, efter at ansøgningsfristen udløb fredag 17. juni. 

Hverken lærere, elever eller skoleledere er overrasket over tilslutningen.

”Hele samfundet råber ikke på flere karakterer, de råber på færre karakterer. Vi snakker om stress i skolen. Det giver ikke mindre stress, at vi bare begynder at bedømme dem på noget andet. Der bliver efterspurgt en anden dagsoden ude i virkeligheden, og det indfrier det her forsøg ikke," siger Claus Hjortdal, som er formand for Skolelederforeningen.

Der var heller ikke megen opbakning at finde, da ministeren for knap et år siden lancerede sin storstilede ide om et treårigt forsøg med en såkaldt flidskarakter. 

"Som systemet er indrettet nu, kan man kun få 'credit' for at være dygtig. Vi anerkender ikke eleverne for at have præsteret en ordentlig arbejdsindsats," lød begrundelsen fra ministeren i Jyllands Posten i august sidste år.     

Læs også

Det lykkedes dog at få projektet med som en forsøgsordning i en politisk aftale om et fremtidigt evaluerings- og bedømmelsessystem senere på efteråret i 2021.

Og nu har i alt 11 skoler meldt sig klar til at afprøve en ny karakter i et år.

"Det siger noget om en manglende interesse for ministerens projekt," mener Claus Hjortdal.

Har ikke bedt om flere karakterer

Hos lærere og elever er begejstringen også til at overse.

"Det her forsøg er ikke noget, der er groet i vores baghave," siger Regitze Flannow, forkvinde i Undervisningsudvalget hos Danmarks Lærerforening.

Hendes tolkning af det lave ansøgertal er simpel.

Eleverne er allerede under massivt pres - og en ekstra karakter for personlig indsats vil bare skubbe til den præstationskultur

Regitze Flannow
Forkvinde i Undervisningsudvalget hos Danmarks Lærerforening

”Jeg synes, det er et udtryk for, at folk ligesom os ikke synes, der er behov for flere karakterer i folkeskolen. Tværtimod. Eleverne er allerede under massivt pres - og en ekstra karakter for personlig indsats vil bare skubbe til den præstationskultur,” siger Regitze Flannow.

Heller ikke eleverne er overraskede. 

"Den måde at tænke skolen på, minder mig om noget, man ville gøre i gamle dage," siger Elisabeth Forholdt, der er næstformand for Danske Skolelever.

Hun undrer sig over, at ministeren har gennemført projektet, selvom både skoledere, lærere og elever samstemmende har frabedt sig flere karakterer: 

"Tværtimod synes jeg, der er brug for mere feedback tilknyttet til karakterene i folkeskolen," siger hun til Altinget. 

Det vil ministeren prøve af

Standpunktskarakter for arbejdsindsats

Ministeren har søgt 10 skoler, der skal afprøve karakteren for arbejdsindsats. De skal blandt andet arbejde med en definition af, hvad arbejdsindsats er.

Standpunktskarakter for orden og adfærd

Her søges også 10 skoler. De skal blandt andet reflektere over, hvordan bedømmelsen får positiv effekt på elevernes trivsel og motivation.

Karakterfrihed indtil afgangskaraktererne og skriftlig feedback

Her skal 10 skoler gøre sig erfaringer med betydningen af og brugen af skriftlig formativ feedback.


Alle folkeskoler med 8. og 9. klasser og/eller 10. klasse har kunnet søge.

Forsøgene løber til udgangen af skoleåret 2022/2023.


Kilde: Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside

Udover de to karakterer for arbejdsindsats og for orden og adfærd har det også været mulig at deltage i et forsøg om helt at droppe karaktererne indtil afgangskaraktererne og i stedet bruge skriftlig feedback. Den model har tre skoler ansøgt om at prøve af.

Planen har ellers været, at hver model skulle have ti skoler med i forsøget. 

Altinget har spurgt ministeren om hendes reaktion på ansøgningstallet, men det har ikke været muligt at få et interview.

Forsøgene løber til udgangen af skoleåret 2022/2023.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus Hjortdal

Formand, Skolelederforeningen, formand, LCLederforum
lærer (Nørre Nissum Seminarium 1986)

Regitze Flannov

Formand, Undervisningsudvalget og hovedstyrelesesmedlem, DLF
Lærer

Pernille Rosenkrantz-Theil

Social- og boligminister, MF (S)
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00