Kommentar af 
Ali Aminali

Hvis Danmarksdemokraterne tør tage chancer, kan Støjberg blive de borgerliges statsministerkandidat

Danmarksdemokraterne har potentiale til at blive det borgerlige Danmarks spydspids i kampen for at vælte Mette Frederiksen, men de har også en dyster fremtid i vente, hvis de ikke begynder at give partiet en større fortælling, skriver Ali Aminali.

Danmarksdemokraterne mangler en mere klar, folkelig og velfunderet markør, som kan gøre dem til et mere permanent projekt, der i sidste ende kan udfordre Socialdemokratiet, skriver Ali Aminali.
Danmarksdemokraterne mangler en mere klar, folkelig og velfunderet markør, som kan gøre dem til et mere permanent projekt, der i sidste ende kan udfordre Socialdemokratiet, skriver Ali Aminali.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Ali Aminali
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

”Det her parti skal være sådan et parti for folket, som vi er flest,” lød det fra Inger Støjberg 23. juni 2022 foran en skare af journalister. Med en roll-up, blå skjorte og håret sat op i en knold stod det daværende Venstre-ikon, tidligere integrations- og udlændingeminister og nu partistifter tilbage i dansk politik.

Og med sig havde hun det nystiftede parti Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg. Et parti, der på papiret havde intet politisk program, ingen medlemmer eller en decideret organisation. Nej, det eneste Danmarksdemokraterne på daværende tidspunkt havde at tilbyde var Inger og “borgerlig snusfornuft”. Lanceringen skete seks måneder efter Inger Støjberg smidt ud af Folketinget efter en dom i Rigsretten.

Men Inger Støjberg var nu tilbage i dansk politik, stod på egne ben og havde en ambition om at repræsentere de danskere, som ikke kan se sig selv i den “storbypolitiske” dagsorden, som mange af de andre partier repræsenterede. Nej, nu var tiden kommet til, at provinsen og det blå hårdtarbejdende folk fik en stemme på Christiansborg. Det blev gjort klart i hendes første interview i Skive Folkeblad, som kom ud samme dag, hun lancerede sit parti.

Partiet mangler en mere klar, folkelig og velfunderet markør, som kan gøre dem til et mere permanent projekt, der i sidste ende kan udfordre Socialdemokratiet, de røde partier og på sin vis også de borgerlige partier.

Ali Aminali

Danskerne skulle have et folkeligt borgerligt parti, hvor man vidste, hvad man fik, og ikke var bange for at sætte sig på magten. Spørgsmålet var så bare dengang, om det var nok? Om danskerne, som de er flest, vil stemme på et parti, som på sin vis kun havde Inger Støjberg på menuen og et partiprogram, som bestod af "I ved, hvad jeg står for"-retorik.

Konklusionen fra analytikere, kommentatorer og andre fra de politiske saloner var, at Ingers stjerne i det politiske landskab stadigvæk lyste klart, og at partiet nok skulle ramme de to procent. Men om det vil blive et projekt, der fik fodfæste i det allerede klemte borgerlige gedemarked, var svært at spå.

Her et år efter partiets stiftelse må man bare konkludere, at danskerne vil Inger Støjberg. Og det mest interessante - Inger Støjberg vil danskerne. For ikke nok med, at partiet på rekordtid er gået fra ground zero til at have tolv mandater og titlen som det næststørste parti i den traditionelle blå blok, så har partiet siden den varme sommerdag i juni 2023 fået Christiansborg-kendte navne som Peter Skaarup, Søren Espersen, Karina Adsbøl og Hans Kristian Skibby er i stalden. Og ikke nok med det, så har partiet formået at få stærke stemmer som Susie Jessen og Kristian Bøgsted, som på kort tid har gjort sig kendte.

Men hvad skal mandaterne og den politiske indflydelse, som Danmarksdemokraterne håber på at få, bruges til? Og kan Inger holde dampen oppe under dette parti, som man godt kan konkludere er provinsens stemme i dansk politik? Mit svar er et klart ja, men det kræver, at partiet skaber en større fortælling, der indebærer mere end kun Støjberg.

Læs også

Hvis der er noget, Danmarksdemokraterne kan, så er det at appellere til de danskere, som lever uden for "chai-latte"-zonerne på det danske landkort. Partiet har på kort tid fået en DNA, som består af to simple ting: Provinsdrømme og "snusfornuft". Selvom disse to klare identitetsmarkører kan mærkes, så mangler partiet en mere klar, folkelig og velfunderet markør, som kan gøre dem til et mere permanent projekt, der i sidste ende kan udfordre Socialdemokratiet, de røde partier og på sin vis også de borgerlige partier.

For sagen er, at Danmarksdemokraterne har både potentiale til at blive det borgerlige Danmarks spydspids i kampen for at vælte Mette Frederiksen, men de har også en dyster fremtid i vente, hvis de ikke begynder at give partiet en større fortælling. Den dystre fremtid, jeg refererer til, er den Nye Borgerlige udleverer på nuværende tidspunkt.

Det, Danmarksdemokraterne mangler, er en klar fortælling om, at de repræsenterer det hårdtarbejdende folk i landet. Det hårdtarbejdende folk, der er blå i sind, træt af woke-snakken, høje skatter, dårligt sundhedssystem, flere afgifter, dårlige skoler til deres børn og resultatet af den centralisering, begge sider af fløjene har kværnet ned i deres liv. En centralisering, der har været med til at distancere dem fra egen læge, den lokale politimand, det stærke civilsamfund og en større anerkendelse af det bidrag, danskere i provinsen bidrager med.

Partiet er ved at forstå, at hvis de tør tage chancer, så kan de blive det næste store borgerlige parti.

Ali Aminali

Og det er her den borgerlige arbejderisme kommer ind i billedet. For hvis der er noget, Danmarksdemokraterne med den "nye" Inger har potentiale til, så er det at appellere til det lønmodtager-hårdtarbejdende borgerlige segment. Et finurligt segment i sig selv, fordi de historisk på sin vis har stemt på Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre. Og det her Inger og Co. kan tilbyde et fælles produkt, der kan appellere til det borgerlige arbejdersegment.

Det kræver mere end det, de leverer på nuværende tidspunkt. Ja, de har vist små glimt af det ved at foreslå større befordringsfradrag, støtte op om lastbilchaufførernes protest og fremlægge et finanslovsforslag, der tydeligt bærer præg af en provinsielt arbejderisme-interesse. Men alligevel virker partiet tøvende i forhold til at omfavne arbejderidentiteten.

Potentialet er dog til stede, da nye stemmer som folketingsmedlemmerne Susie Jessen og Kristian Bøgsted kan tilføre den arbejderfortælling, der mangler. Kristian Bøgsted har især vist små glimt af denne fortælling i den offentlige debat fra tid til anden. Hvis de formår dette, har de potentiale til at fastholde de trætte socialdemokratiske vælgere, der begynder at mærke Helle Thorning og Bjarne Corydons "new labor"-reformisme i Socialdemokratiet.

Disse vælgere kan mærke, at Socialdemokratiet på kort tid er gået fra at have en traditionel fagforeningsbaseret alle-mands-identitet til en mere storbyorienteret, semi-woke og konkurrencestatstænkende vækstmotor, hvilket de har haft svært ved at acceptere. Et godt eksempel på dette er Store Bededag, hvor man på kort tid har formået at gøre alle vrede. Det skal siges, at Mettes socialdemokrati er universer væk fra det, vi så under Thorning. Men reform, vækst og storbytankegangen er begyndt at gøre sig gældende på grund af kompromiser og overvejelser om at danne en regering hen over midten.

Læs også

Sagen er, at hvis Danmarksdemokraterne kan tilbyde noget, der bare ligner det, de savner, så er der potentiale for at tiltrække især provinssocialdemokraterne under Ingers vinger. Og hvis man tager den vælgerflugt fra Venstre og Dansk Folkeparti i betragtning, så har man et fundament, der kan udvikle sig til at blive Danmarks svar på en folkelig udfordring til Socialdemokratiet. Og det tror jeg, politiske kommentatorer, meningsdannere, chefredaktører og medier generelt glemmer eller undervurderer. Mens de har fokus på Liberal Alliances succes, Venstres forfald, Mettes kandidatur, Papes forsvinden og Løkkes Moderaterne, er Danmarksdemokraterne ude hos folket.

Det kræver en god historiefortælling og stærke budskaber om borgerlig arbejderisme, samtidig med at man fastholder sin provinsielle identitet. Om det så lykkes for partiet og hvor de står om et års tid fra nu, er helt op til Inger Støjberg. For hun er stadigvæk den, der personificerer partiet, men på sin vis fastholder hun det i en passiv status quo, der ikke gør mere end at bekræfte det, hun startede med at sige: Et parti for folket, som vi har flest.

Er Inger Støjberg bevidst om det? Ja, det tror jeg – for hvis man kigger på hendes og partiets ageren de seneste par måneder, kan man se, at partiordfører Susie Jessen fylder mere og mere i mediebilledet. Og når man spørger, hvor Inger Støjberg er, hvis hun ikke er på Christiansborg, så er svaret: Hun er ude og besøge folket rundt omkring i landet. Det er et klart tegn på, at partiet er ved at forstå, at hvis de tør tage chancer, så kan de blive det næste store borgerlige parti. Og endnu vigtigere – et folkeligt parti, som både højre- og venstrefløjen har undervurderet alt for længe. Indtil det går op for dem, at Inger Støjberg snildt kan blive de borgerliges statsministerkandidat en dag i fremtiden.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD), fhv. udlændinge- og integrationsminister
MBA (Aalborg Uni. 2013)

Susie Jessen

MF, politisk ordfører (DD)
journalist (DMJX 2010)

0:000:00