Jarl Cordua: Det nationale kompromis lægger Danmark i økonomisk spændetrøje de næste 10 år

Knapt havde Corona-krisen takket af og en normalisering indfundet sig i dansk politik, før Ruslands invasion af Ukraine igen ændrede vilkårene dramatisk.

Historiens hjul er drejet et par takker på ganske få dage og alle tidligere planer og vurderinger er fejet af bordet.

Pludselig ses Danmarks sårbarhed tydeligere for mange flere – ikke mindst for politikerne, som med et pennestrøg sætter den forsvars- og sikkerhedspolitiske prioritering øverst på den politiske dagsorden på umiddelbar bekostning af andre vigtige områder.

Dog med måske to-tre markante undtagelser: Flere investeringer i Forsvaret må ikke true velfærden og den grønne omstilling. Dertil kunne man også tilføje, at investeringerne heller ikke må hæve skatterne.

Det nationale kompromis, som regeringen fik strikket sammen hurtigt sammen med de fire gamle partier – og hvis man regner SF til – de fem gamle partier - er udtryk for et kompromis, hvor partierne tager ansvaret for, at Danmark ad åre når Nato-landenes egen to procents målsætning for investeringer i forsvaret. En målsætning, som Helle Thorning-Schmidts regering forpligtede os til på et Nato-topmøde i Wales tilbage i 2014.

Det bemærkelsesværdige er dog også, at beslutningen om den markante oprustning er truffet, uden at de enkelte partiers politiske fokusområder bliver berørt i første omgang.

SF og De Radikale kan slå ring om den grønne omstilling. Venstre og Det Konservative Folkeparti kan notere sig at den oprustning, de i årevis har ønsket sig, med tiden bliver en realitet, men uden at skatterne stiger for borgerne eller erhvervslivet. Især Socialdemokratiet og SF, men nok også de øvrige parter, er helt sikkert også godt tilfredse med, at velfærden ikke skal finansiere oprustningen.

Så hvem skal så betale regningen? Ja, det skal fremtidens vælgere, da det store kompromis finansieres ved, at man lader statsfinanserne køre med et lille underskud i en periode. Det kan selvfølgelig kun lade sig gøre, fordi den offentlige økonomi, så langt øjet rækker, er i topform efter snart fire årtier med reformer og grundlæggende politisk enighed om at føre en ansvarlig finanspolitik.

Nu er tiden åbenbart kommet, hvor man justerer den ansvarlige kurs en lille smule, dog uden at økonomer for alvor får sved på panden.

Det demokratisk betænkelige i dette skifte er dog, som kritikere påpeger, at beslutningen er truffet efter kun kort tids drøftelser i lukkede rum og uden offentlig debat.

Det demokratisk betænkelige i dette skifte er dog, som kritikere påpeger, at beslutningen er truffet efter kun kort tids drøftelser i lukkede rum og uden offentlig debat.

Jarl Cordua

Spørgsmålet er dog, om vælgerne overordnet ser den hastige beslutningstagning som et problem. Alle kan se, at vi lever i de hurtige beslutningers tid.

Hvis man er i tvivl, så kan man betragte udviklingen i vores store naboland Tyskland. Her har den nye regering med den socialdemokratiske forbundskansler Olaf Scholtz i spidsen, pludselig smidt årtiers eftergivende Ruslandspolitik i skraldespanden. Med en politisk håndbremsevending skifter man nu retning for også at efterleve Nato-landenes egen to procents målsætning. 

Tyskland øger forsvarsudgifterne markant, blandt andet med en straksbevilling på 100 milliarder Euro. Det er der også brug for, da landet – ligesom Danmark – er ude af stand til at forsvare sig selv uden Natos atomparaply og i øvrigt i årevis har forsømt at investere i Forbundsværnet, der i den tyske offentlighed fremstår i et så sølle et forfald, at det er blevet pinligt for nationen.

I Danmark har Mette Frederiksen også måttet tage pejling af partifællen i kanslerens kontante svar på tidens nye udfordringer, frembragt af Ruslands invasion.

Statsministeren var derfor tvunget til at handle. Ved at række hånden ud til de partier, der traditionelt har udgjort rygraden i det danske, politiske system, med hensyn til at tage ansvar for svære beslutninger, så fik hun forhandlet et forlig i stand, som pressen i øvrigt først fik nys om i midten af sidste uge.

Det afgørende i forliget er ikke, om Danmark kan forsvare sig selv i overmorgen. Det kan vi ikke, og det kommer vi aldrig til, hvis fjenden er Rusland. Det afgørende er signalet om, at Danmark lige nu opruster - ligesom alle andre Nato-lande – så Rusland ved, at en militær konfrontation om eksempelvis de baltiske lande bliver så dyr, at det ikke kan betale sig.

Det er også et signal til vores samarbejdspartnere i Nato – herunder de associerede partnere Sverige og Finland – at vi står sammen med dem.

De danske politikere har tilsyneladende forstået, at det politisk ikke længere er muligt at køre på fribillet som Nato-land. Vi kan ikke længere ligge i ly af Tyskland, som ud over at bruge mindre på forsvaret end Danmark, dertil i mange år har givet den som pacifismens hjemland og dukket sig, hver gang USA og Nato har kaldt for at få tyske tropper til at stille op til missioner. Den tid er formentlig også slut nu.

For statsministeren har det været endnu et par historiske uger, der for altid vil definere hendes første statsministerperiode, som en tid, der vil blive husket for sine resolutte vilje til at handle, når kriser opstod.

Mette Frederiksen har med aftalen nu leveret svaret på, hvorfor Danmark skal bruge flere penge på forsvaret, selv om kritikere hæfter sig ved, at to procents målsætningen først nås i 2033.

Hertil kan man indvende to ting: For det første giver det ingen mening at bruge flere penge på et forsvar her og nu, så længe vores styrker er så småt dimensionerede. Hævede man bevillingerne, så ville forsvarschefen blot "sætte pengene i banken".

For det andet så udestår der en diskussion om, hvordan pengene skal prioriteres. Danmark kan ikke købe alt muligt isenkram på få måneder i ren panik. Vi skal i øvrigt også finde og uddanne nogle folk, der kan betjene de nye våben, nye skibe og eventuelt flere F-35 jagere. Det tager tid.

Derfor giver det udmærket mening, at politikerne er begyndt med at smide syv milliarder kroner ind i det eksisterende forsvar. Det vil aflyse alle de besparelsesplaner, der allerede var i støbeskeen. Forsvaret kan nu afvikle øvelser, indkøbe ammunition, afholde optagelsesprøver for frømandskorpset.

Måske bliver der endda råd til at fastholde nøglemedarbejdere og hvis det går højt, så kan man indkøbe udrustningsgenstande til det faste personel. Der vil blive holdt øje med om forsvarets folk nu har, hvad de skal bruge.

Pengene vil for første gang i mange år sidde, om ikke løst, så vil i forsvaret faktisk kunne regne med, at der er penge til de ting, som man planlægger. Det er formentlig banebrydende nyheder. Forhåbentlig vil det få flere folk til at satse på en karriere i Forsvaret. Det får Danmark hårdt brug for i de kommende år.

Ukraine-krisen har med et trylleslag gjort det muligt for regeringen at øge forsvarsbevillingerne fra de budgetterede 27,1 milliarder kroner for i år og lade dem stige med 3,5 milliarder kroner med forliget til knapt 32 milliarder kroner om to år, uden at frygte negative vælgerreaktioner.

En politisk konsekvens af kompromiset er, at det vil blive mere svært for politikerne at finde penge til andre politiske projekter i de næste ti år.

Jarl Cordua

Herfra skal bevillingerne stige – formentlig lineært – frem mod 2033, hvor man altså rammer årlige udgifter på cirka 53 milliarder kroner for at nå to procents målsætningen.

En politisk konsekvens af kompromiset er, at det vil blive mere svært for politikerne at finde penge til andre politiske projekter i de næste ti år, medmindre at man tyer til skattestigninger eller reformer af velfærdssamfundet.

Det kunne ligne en økonomisk spændetrøje, selvom det erfaringsmæssigt ikke har lagt en dæmper på partiernes forestillinger og krav om, hvad de mener, der bør prioriteres. For regeringen må det dog give nogle særlige udfordringer med støttepartiet Enhedslisten, der helt afviser præmissen om, at Danmark nu skal bruge flere penge på forsvaret.

Vil venstrefløjspartiet acceptere, at regeringen kommer til at afvise dens velfærdskrav med henvisning til, at kassen er tom de næste ti år?

Hvor beslutningen om det nationale kompromis med de ellers langtrækkende økonomiske og politiske konsekvenser for Danmark, nok kunne kræve større offentlig debat, så må man sikkert forvente, at al opmærksomhed i stedet vil søge over mod den folkeafstemning om Forsvarsforbeholdet, som statsministeren også har besluttet at ville afholde.

Et initiativ, der længe har været efterspurgt af Venstre og de radikale, men som Mette Frederiksen selv har lagt sig i selen for. Dermed bliver statsministerens eget projekt og hendes ansvar, at hun og hendes ministre deltager i valgkampen for at sikre et ja på valgdagen den 1. juni.

Det friholder ikke Venstre, Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre og SF's ledere for et ansvar, men et nederlag vil blive Mette Frederiksens, ligesom det blev for Lars Løkke Rasmussen tilbage i december 2015, da danskerne stemte nej til "tilvalgsordningen" om retsforbeholdet.

Som altid ligner afstemningen i udgangspunktet en god mulighed for ja-siden, der kan læne sig op ad et par meningsmålinger, der viser et markant flertal.

Erfaringsmæssigt har det dog vist sig, at nej-kampagnen henter ind, når valgkampen kommer ind i den sidste afgørende fase. Alle nej-kampagner har den grundfortælling, at Danmark mister suverænitet til EU, der omvendt vil bestemme mere og mere. Derfor er det sikreste for nationens overlevelse at sige nej tak til monstret fra Bruxelles.

Ja-kampagnen er langt mere defensiv, og taler gerne om alle de store muligheder, der venter lykkelandet på den anden side af et ja, hvor Danmark "kan sidde med om bordet" og være med til at træffe alle de beslutninger, som man i sidste ende alligevel bliver nødt til at tilpasse sig.

Befolkningen vil dele sig i to lige store lejre, mens cirka 5-ti procent af tvivlerne, vil beslutte sig, på baggrund af debatten og måske også den tillid, som de nærer til visse politiske ledere med stor troværdighed i deres øjne. Disse vælgere bliver helt afgørende for udfaldet.

Befolkningen vil dele sig i to lige store lejre, mens cirka 5-10 procent af tvivlerne, vil beslutte sig, på baggrund af debatten og måske også den tillid, som de nærer til visse politiske ledere med stor troværdighed i deres øjne. Disse vælgere bliver helt afgørende for udfaldet.

Jarl Cordua

Ja-siden er denne gang begunstiget af, at forsvarsforbeholdets bortfald ikke fører til afgivelse af suverænitet. Også selv om at nej-siden vil hævde det på alle tænkelige måder. Der er tale om mellemstatsligt samarbejde, der i øvrigt endnu ikke har haft den store betydning hidtil.

Ja-siden kan slå på, at det vil det få og naturligvis pege på Ruslands invasion som den helt oplagte anledning til, at Danmark nu kan indgå i dette samarbejde, der især med tysk oprustning og amerikansk indimellem nølende opmærksomhed for Europas forsvar, vil kunne få større betydning i fremtiden. Vælgernes vurdering af det sidste arguments tyngde sammen med statsministerens personlige troværdighed hos tvivlerne vil formentlig afgøre folkeafstemningens udfald.

Den øvrige del af ja-siden sprudler ikke ligefrem af stort retorisk talent, der overbevisende vil kunne ændre vælgernes stemmer. Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape vil kunne sikre sig størstedelen af kernevælgernes opbakning, men næppe meget mere. Det samme gør sig gældende for Pia Olsen Dyhr og Sofie Carsten Nielsen.

Der mangler simpelthen en "folkeforfører", der kan tage livtag med retoriske esser som en Morten Messerschmidt, hvis personlige troværdighed generelt om EU lider under, at han står anklaget i en straffesag om EU-svindel og dokumentfalsk.

Nye Borgerliges Pernille Vermund er også modstander, men spørgsmålet er om et nej til forsvarsforbeholdet er en sag, som hun vil brænde for i tilstrækkelig grad, at det overbeviser ret mange andre end dem, der i forvejen stemmer på Nye Borgerlige?

Tidligere tiders retoriske esser som Kristian Thulesen Dahl og Pia Kjærsgaard er også muligheder, men den langvarige borgerkrig i Dansk Folkeparti og ikke mindst deres egen deltagelse i den, skygger formentlig for budskaberne. Folkeafstemningen ligner dog ellers en oplagt mulighed for Dansk Folkeparti, for at genopfinde sig selv og samle tropperne i en fælles sag.

Problemet er dog, at Messerschmidts person står i vejen. Og hvorfor i alverden skulle Thulesen Dahl og de frafaldne DF’ere dog kæmpe hårdt i tre måneder for, at Messerschmidt så om aftenen den 1. juni som Dansk Folkepartis leder kan stråle som en sol og triumfere over at sikre et nej til forsvarsforbeholdet?