Knivene slibes i de socialdemokratiske kaffeklubber, mens alle venter på Nato

Klub med mange holdninger

Nicolai Wammens egen klub, Frokostklubben, indeholder meget forskellige typer: På den ene side er der ideologiske folk som Mattias Tesfaye og Kaare Dybvad Bek og den nyvalgte tidligere DSU-formand, Frederik Vad.

De menes at støtte Wammen som formand, men på betingelse af, at det bliver i en kombination med Hummelgaard som nummer to fremfor Bødskov. Politisk og ideologisk ligger Tesfaye, Dybvad og Vad tæt på Hummelgaard.

Det understreger en anden pointe:

Udover kaffeklubberne er Socialdemokratiet også opdelt langs generationelle frontlinjer, hvor en ældre New Labour-inspireret "1990'er-generation" står over for en mere rød og mere national "millenial-generation".

Andre medlemmer af Frokostklubben er dog nærmere Morgenmadsklubbens synspunkter. Det drejer sig om folk som Simon Kollerup og Christian Rabjerg Madsen, der begge blev ofret som ministre ved dannelsen af SVM-regeringen.

Den sidste klub, Magnus Heunickes Kaffeklubben, har holdt sig uden for orkanens øje. Men også her finder man stor modstand mod kombinationen Wammen-Bødskov.

Wammens dilemma

Det sætter alt sammen Wammen over for et tricky valg: 

Udover kaffeklubberne er Socialdemokratiet også opdelt langs generationelle frontlinjer, hvor en ældre New Labour-inspireret "1990'er-generation" står over for en mere rød og mere national "millenial-generation". 

Vælger han at køre sammen med Hummelgaard, lægger han sig fra starten ud med folketingsgruppens største kaffeklub. Det vil også skabe brydninger i regeringen med både Troels Lund Poulsen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M), der meget nødig ser Hummelgaard som finansminister – for ikke at sige statsminister. De foretrækker Bødskov, som de føler sig meget mere på linje med.

Vælger Wammen derimod alliancen med Bødskov, risikerer han, at Peter Hummelgaard udfordrer ham ved afstemning i partiet. En afstemning kan enten ske ved en ekstraordinær kongres, hvor de delegerede stemmer. Her betragter flere kilder, Altinget har talt med, Hummelgaard som favorit, men noterer også, at problemet for ham er, at en formandskandidat skal opnå mindst 66 procents flertal for at vinde. Ellers sendes afgørelsen videre til partimedlemmer ved en urafstemning.  

Derfor er det sandsynligt – i tilfældet kampvalg – at den socialdemokratiske hovedbestyrelse vælger at gå direkte til urafstemning, ligesom man gjorde, da Helle Thorning-Schmidt og Frank Jensen kæmpede om formandsposten i 2005.

Her vil Wammen være svag favorit, men urafstemninger i partierne er kronisk uforudsigelige, tænk blot på den ukendte Annette Vilhelmsens overraskende sejr over Astrid Krag i kampen om SF's formandspost tilbage i 2012. I en sådan valgkamp kan det komme Hummelgaard til gode i S-baglandet, hvis Lars Løkke og Troels Lund angriber ham. 

Morten Bødskov som finansminister er uacceptabelt for store dele af folketingsgruppen, men omvendt ligger der et stort pres på Bødskov. I Morgenmadsklubben er der en betydelig utålmodighed for at komme til fadet, og hvis ikke Bødskov leverer denne gang, risikerer han, at hans klub og magtbase går i opløsning.   

Som udgangspunkt ønsker alle at undgå en hidsig valgkamp om formandsposten, der vil kaste lange skygger i partiet og kompliceres yderligere af regeringssamarbejdet med de borgerlige. 

Derfor vil der blive gjort forsøg på at gyde olie på vandene, og efter Altingets oplysninger holdt Mette Frederiksen fredag et møde med Peter Hummelgaard og Nicolai Wammen, der ellers netop var gået på barsel.

Men det er langtfra sikkert, det lykkes at nå til enighed. 

Lex 1972

Det er en yderligere usikkerhedsfaktor, at ingen aner, hvordan Mette Frederiksen vil reagere, hvis hun får Nato-jobbet. Socialdemokratiske formænd har det med at spille med, når efterfølgeren skal udpeges, og det kan afgørende ændre spillepladen, hvis hun griber ind.

I yderste konsekvens kan hun lave en "Krag" og pege på Peter Hummelgaard, som dengang daværende statsminister Jens Otto Krag i 1972 egenhændigt udnævnte Anker Jørgensen til sin efterfølger. Men det er svært at gøre i en trepartiregering, og det vil skabe en enorm vrede hos folkene bag Wammen og Bødskov.

Det er velkendt, at Mette Frederiksen er meget glad for Peter Hummelgaard, og i lang tid lå hun på linje med ham ideologisk. Ligesom Hummelgaard har været pennefører på nogle af hendes mest markante indlæg i den offentlige debat. 

Socialdemokratiske formænd har det med at spille med, når efterfølgeren skal udpeges, og det kan afgørende ændre spillepladen, hvis Mette Frederiksen griber ind.

Men hun valgte de mere pragmatiske og teknokratiske partifæller Wammen og Bødskov til forhandlingerne om den brede regering, og når det gælder den seneste udgave af Mette Frederiksen og SVM-projektet, ligger hun mere på linje med Wammen.

Derfor er det mest sandsynligt, at hun ikke vil blande sig så direkte. 

Mette Frederiksens fald

De skarpe fronter understreger, hvor kaotisk situationen er ved at blive i et parti, der har fremstået historisk enigt og uniformt i Mette Frederiksens otte år som formand.

Men indtil for få uger siden havde ingen forestillet sig den mulighed, at Mette Frederiksen er fortid i dansk politik i løbet af sommeren, og derfor er arvefølgen på ingen måde på plads. I modsætning til da Mette Frederiksen selv blev formand, hvor hendes alliance med Henrik Sass Larsen stod så stærkt, at ingen skulle nyde noget af at udfordre hende.   

Selvom der stadig er stor respekt for Mette Frederiksen som politiker, er der også partifæller, der allerede nu er tydeligt skuffede. 

Det er Mette Frederiksen personligt, der har ført sit parti ind i en regering med gamle fjender som Lars Løkke Rasmussen og Troels Lund Poulsen. 

Forlader Mette Frederiksen posten til sommer, bliver hun kun en parentes i partihistorien.

Hele Mette Frederiksens image er bygget op som en klassisk socialdemokrat, der forstår bekymringen hos partiets vælgere, er i øjenhøjde med dem og frem for alt er loyale over for dem. Hendes projekt fik stor succes og genrejste partiet efter mange års krise. Og Mette Frederiksen havde mulighed for at ende som en af Socialdemokratiets store formænd.

De meget høje forventninger til hende, som hun selv har opbygget, vil gøre hendes fald i agtelse så meget dybere, hvis hun drager af til Natos hovedkvarter i Bruxelles.

Forlader hun posten til sommer, bliver hun kun en parentes i partihistorien.