Lukkede erhvervsklubber øger mistanken om aftalt spil

Det er forståeligt, ja, ligefrem ønskværdigt, at politikere og erhvervsfolk taler sammen, hører hinandens synspunkter for derigennem at blive klogere på, hvad der rører sig. Henholdsvis på Christiansborg og i erhvervslivet. Det handler om at gøre det bedste for Danmark.

Men det er uforståeligt, at det skal foregå uden fuld gennemsigtighed og ikke i fuldt dagslys. Uforståeligt at begge parter ikke er interesseret i en transparens, der eliminerer enhver mistanke om aftalt spil. Især fordi der er mange penge involveret.

Danmark er verdens mindst korrupte land, konstaterer Transparency International år efter år. Et brand, der er oparbejdet gennem årtier. Det er en placering, som både politikere og erhvervsfolk forhåbentlig vil kæmpe for at fastholde også fremover. Det kræver dog, at vi også internt i Danmark evner at kigge indad. Også med et kritisk blik.

Lukkethed øger mistanken om, at vigtige beslutninger tages i snævre magtcirkler, som sætter demokratiet ud af kraft. De politiske partiers erhvervsklubber har været i fokus i flere år. Og nej, et politisk valgtema om erhvervsklubber rokker næppe meget ved meningsmålingerne og de politiske holdninger i landet, men det risikerer at rokke ved danskernes meget høje tillid til samfundet generelt.

Det handler om kolde kontanter og partistøtte fra rige særinteresser i det danske samfund. Fundraising (pengeindsamling) for millioner til partierne i de politiske erhvervsklubber; Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Liberal Alliance. Det er de fire kendte erhvervsklubber.

De politiske partier får millioner af kroner, men hvad får medlemmerne i erhvervsklubberne som modydelse? I erhvervslivet er mantraet: "There is no free lunch". Altså noget for noget, eller som amerikanerne udtrykker det: "What's in it for me?" – hvad får jeg helt konkret ud af det?

Der er ikke noget odiøst i, at erhvervsfolk og interesseorganisationer vil forsøge at promovere netop deres virksomhed og deres ideer over for de politikere, der skal lægge rammerne for erhvervslivets forretninger. Men når der kommer penge på bordet, stiger også kravet om fuld åbenhed

Jens Chr. Hansen
Kommentarskribent

Altinget har i flere artikler sat et skarpt, kritisk lys på erhvervsklubberne. Blandt andet ved en række omfattende aktindsigter i de otte møder, som Socialdemokratiet har afholdt i sin erhvervsklub, Erhvervsforum Vækst DK, siden regeringsovertagelsen i 2019. En klub med 50 medlemmer og omkring 70 magtfulde personer, som samlet punger mindst en million kroner i Socialdemokratiets partikasse om året.

Det er regeringens topministre, der møder op til disse møder i erhvervsklubberne, blandt andet ved finansminister Nicolai Wammen (S). Altså en direkte, betalt adgang til en af landets mest magtfulde politikere.

Og hvordan reagerer de involverede så, når de bliver spurgt ind til indholdet og pengestrømmene i Erhvervsforum Vækst DK? Formanden for Erhvervsforum Vækst DK er den tidligere overborgmester i København, Jens Kramer Mikkelsen. Han er en superstjerne i erhvervslivet.

Jens Kramer Mikkelsens stjernestatus i erhvervslivet skyldes hans evne som en af hovedmændene bag udviklingen af København i selskabet By & Havn, de seneste 10-15 år. Derfor er han god til at samle penge ind fra virksomhederne til det politiske arbejde.

Men ivrigheden stopper da, når han bliver spurgt ind til Socialdemokratiets erhvervsklub. Jens Kramer Mikkelsen er ikke meget for at tale om disse erhvervsklubber, men han har henvist til Socialdemokratiets nu tidligere partisekretær, Jan Juul Christensen, som imidlertid lukker i, når spørgsmålene bliver for nærgående. Det er ærgerligt. Tænk, hvis der slet ikke er noget at skjule.

Lad mig slå fast, der er ikke noget odiøst i, at politikere og erhvervsfolk taler sammen. Internationalt set har vi en relativ flad magtstruktur, hvor (næsten) alle kan komme i kontakt med alle.

Der er ikke noget odiøst i, at erhvervsfolk og interesseorganisationer vil forsøge at promovere netop deres virksomhed og deres ideer over for de politikere, der skal lægge rammerne for erhvervslivets forretninger. Men når der kommer penge på bordet, stiger også kravet om fuld åbenhed.

Erhvervslivets spidser, direktørerne, har i de senere år langsomt og foreløbig forsigtigt vovet sig ind i den samfundspolitiske debat. Tidligere har det mest været de respektive interesseorganisationer som DI, Dansk Erhverv og Landbrug & Fødevarer, der har talt erhvervslivets sag.

Læg hertil, at enhver virksomhed med respekt for sig selv og sine omgivelser i disse år i stigende grad taler om samfundsansvar. Klimaet, det sociale ansvar, politikerne og demokratiet. Det skal hænge sammen, selvfølgelig med en bundlinje i regnskabet, der gør, at virksomheden er levedygtig også fremover.

Det store ledeord i disse år i erhvervslivets topledelser er begrebet "purpose". Altså en konkret stillingtagen til, hvorfor virksomheden i grunden er til, og hvad den kan bidrage med til i samfundet. Det er store ord, og disse fine ord luftes gerne ved skåltalerne, men det kræver også, at de får værdi i den konkrete virkelighed.

20.000 kroner for at få adgang til en topminister er småpenge set med erhvervsbriller. Så hvorfor skilter erhvervslivet selv ikke bare med, hvor meget de betaler til de politiske partier? Det kan gøres meget enkelt med en note i regnskabet eller en oplysning konkret på hjemmesiden.

Fundraising er et amerikansk fænomen. Både republikanere og demokrater kradser milliarder hjem til de dyre politiske kampagner. Men det sker i fuld offentlighed via The Federal Election Committee, så alle kan se, hvor bidragene kommer fra. Her kan man blandt andet se, at også danske virksomheder som Novo Nordisk og Mærsk spytter i de amerikanske partiers kampagnebøsser.

I Danmark er vi mere politisk berøringsangste. Kun hvis man donerer mere end 21.900 kr. (2021-grænsen) til en partikasse, skal det fremgå af partiregnskaberne, hvem donoren er. Pudsigt nok ligger en række bidrag lige under denne offentlighedsgrænse.

Der har fra tid til anden været kreative måder at omgå den regel på, eksempelvis ved at lade flere forskellige selskaber i samme virksomhed donere. Det er der dog strammet op på.

Men hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud? Og hvorfor ligger grænsen ved de omkring 20.000 kroner? Hvorfor ikke 50.000 kroner, 100.000 kroner eller noget helt fjerde? Politik koster, og det koster at holde demokratiet ved lige. Fuld åbenhed vil mindske mistanke om aftalt spil.

Netværk i foreningsdanmark findes i et utal af forskellige afskygninger. Det store demokratiske spørgsmål opstår dog først, når der er penge involveret, som det er tilfældet ved disse halvanonyme erhvervsklubber.

Der er faktisk kun gode grunde til at lukke op og skabe fuld gennemsigtighed i de politiske erhvervsklubber finansieret af erhvervslivet. Det vinder både politikere og erhvervslivet ved

Jens Chr. Hansen
Kommentarskribent

Et oplagt tema at tage med i en kommende magtudredning. Hvad er omfanget i beløb, hvor meget bruger ministrene embedsapparatet til at klæde sig på til møder i erhvervsklubberne, og hvad får virksomhederne i grunden ud af det? Som professor i forvaltningsret, Michael Gøtze fra Københavns Universitet, har karakteriseret det i Berlingske, så er det "et område med gummiregler".

Pengedonationer til politisk arbejde er ikke ulovligt. Men det er korruption, hvis politikere lader sig købe til indflydelse fra særinteresser. Ikke sandt, en hårfin balancegang.

Det er min påstand, at dansk erhvervsliv og danske politikere overordnet har det rigtig godt med hinanden og med respekt for hinandens arbejde. Så ingen voldsomme konfrontationer umiddelbart på den front.

For topcheferne har jobbet øverst i business-hierarkiet skiftet lidt karakter over de seneste fem til ti år.

Fra alene at have fuld fokus på driften og dermed bundlinjen handler det i dag i højere grad om forholdet til det omgivende samfund. Derfor er kontakten til det politiske miljø blevet så afgørende. For de store virksomheder ikke bare i Danmark, men også i Bruxelles, Washington og Beijing.

Når man samtidig ser på danskernes tillid generelt til hinanden og også til de statslige institutioner, jamen, så ser det også fornuftigt ud. Valgdeltagelsen til Folketinget ligger i mellem 85 og 90 procent, og senest har coronaepidemien vist, at både restriktioner og vaccinationer er gledet ned uden de store sværdslag.

Men der er sprækker i fundamentet. Både internt i Danmark ved protestbevægelser og især, hvis den markant stigende mistillid til det politiske apparat i mange lande i verden spreder sig til Danmark.

Så der er faktisk kun gode grunde til at lukke op og skabe fuld gennemsigtighed i de politiske erhvervsklubber finansieret af erhvervslivet. Det vinder både politikere og erhvervslivet ved.