Kronik

Mike Fonseca: Regler bliver så underligt ligegyldige, når et par elsker hinanden

Jeg tillader mig at betragte personer på 15-17 år som modne til at træffe væsentlige valg, delvis myndige og med rettigheder til det meste. Og derfor betragter jeg også min kærestes valg af mig – og mit valg af min kæreste – som et gensidigt modent valg af hinanden, skriver Mike Fonseca, der har været på sygeorlov fra Folketinget siden november.

Jeg troede, at mit privatliv og mit virke som medlem af folketingsgruppen hos Moderaterne kunne holdes helt og aldeles adskilt. Men måske var jeg naiv, skriver Mike Fonseca. 
Jeg troede, at mit privatliv og mit virke som medlem af folketingsgruppen hos Moderaterne kunne holdes helt og aldeles adskilt. Men måske var jeg naiv, skriver Mike Fonseca. Foto: Arthur J . Cammelbeeck
Mike Villa Fonseca
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For at gøre en lang historie kort: Jeg er forelsket i et dejligt menneske, som har en alder, der desværre ikke passer ind i det interne adfærdskodeks hos Moderaterne.

Jeg vil gerne understrege, at min fantastiske kæreste, som jeg er sammen med i mit privatliv, ikke har nogen tilknytning eller sammenhæng med Moderaterne, Unge Moderater – eller andet politisk overhovedet. 

Så måske var jeg naiv, når jeg troede, at mit privatliv og mit virke som medlem af folketingsgruppen hos Moderaterne kunne holdes helt og aldeles adskilt?

Men virkeligheden er, at min kæreste og jeg er to mennesker, som elsker hinanden i privatlivets fred, og at jeg samtidig kæmper politisk for en bedre verden.

Læs også

I det øjeblik, jeg blev forelsket, blev jeg ikke mindre moderat. Så min udfordring er jo nok, at mit mandat ikke alene var en del af Moderaternes folketingsgruppe, men ligeledes regeringsgrundlaget.

Jeg var bekendt med Moderaternes kodeks, men jeg må ærligt sige, at jeg ikke kunne det udenad.

Det var først da "rygtet" om mit privatliv på Reddit kom frem, at jeg fik oplyst, at jeg havde forbrudt mig mod en regel i vores interne kodeks.

Mit fokus har altid været på "noget" og ikke "nogen"; nemlig den politik, jeg står på mål for i en god og ordentlig tone. I min optik gør kodekset sig blot gældende internt i Moderaterne, men ikke ude i privatlivets fred.

Jeg har med andre ord ikke forbrudt mig mod loven, og jeg vil fortsat være tro mod mig selv, ikke mindst min kæreste, mine nærmeste og mod mit mandat – nu som medlem af Folketinget som løsgænger.

Mine politiske holdninger og meninger er stadig de samme, og har altid været de samme. Det er holdninger og meninger, jeg har fået ud fra erfaring, evidens og viden. Jeg kæmper stadig for sundhedsvæsnet, psykiatrien, ældreplejen, beredskabet, skattesystemet og børn og unges trivsel, som er mine mærkesager.

Læs også

Det er derfor, jeg er valgt til Folketinget. Og i mit lidt over et år som medlem af Folketinget har jeg været med til at støtte og fremme flere af disse politiske emner. Jeg vil blive ved med at tale om den sundhedspolitiske debat og kæmpe for at fremtidssikre vores velfærdssamfund.

Vigtigst af alt: Jeg har efter bedste evne passet mine gruppemøder, ordførerskaber, udvalgsposter og taler i folketingssalen med mere. Jeg har løftet mine opgaver som medlem af Folketinget, endda løftet arbejdsrelaterede opgaver i Folketingets paragraf 71-tilsyn (Folketingets særlige udvalg, der fører tilsyn med anvendelsen af tvang i psykiatrien), der er nedsat i henhold til grundlovens paragraf 71, som blandt andet siger, at den personlige frihed er ukrænkelig.

I mit politiske virke har jeg blandt andet været med til at kæmpe for sundhedsstrukturkommissionen, sundhedspakken, akutpakken, løft af psykiatrien, en ældrereform i form af ældreloven og sidst men ikke mindst et beredskabsudspil, som jeg gerne fortæller mere om. Det kræver omfattende reformer og nytænkning på flere områder, hvis vi skal fremtidssikre vores velfærdssamfund mod nutidens og fremtidens udfordringer – det er det ansvarlige at gøre.

Kærligheden har en plan for hver af en af os, og kærlighed gør blind

Mike Fonseca
MF

Jeg har derudover været med til at støtte en nedsættelse af abortalderen. Et tiltag, der vil give 15-17-årige mulighed for abort uden forældrenes samtykke. Betyder det så, at man giver børn lov til at skille sig af med et barn? Nej, i min verden har vi givet unge kvinder rettigheden til at bestemme over egen krop.

Det følger desuden den gældende lov om, at når man er fyldt 15 år, har man ret til at få besked om egen sygdom og behandling. Og derefter træffe selvstændige, sundhedsfaglige beslutninger. Tiltaget om at nedsætte abortalderen uden samtykke fra forældrene følger desuden også anbefalinger fra Etisk råd og har opbakning fra flere ungdomspartier.

Den kriminelle lavalder er også 15 år, hvilket betyder, at man kan stilles til ansvar for ens beslutninger og valg, når man er fyldt 15. En aldersgrænse, man har talt om at sænke til 12 år. Og som før har været sænket til 14 år, for derefter at blive hævet til 15 år igen.

Der har også været diskussion om en nedsættelse af valgretsalderen. Jeg er som udgangspunkt heller ikke afvisende over for nedsættelse af valgretsalderen til kommunalvalg. Myndighedsalderen, der er 18 år, gælder bindende aftaler, som for eksempel et lån i banken, eller hvor man vælger at bo, og hvem man gifter sig med.

Jeg tillader mig derfor at betragte personer på 15-17 år som modne til at træffe væsentlige valg, delvis myndige og med rettigheder til det meste. Og derfor betragter jeg også min kærestes valg af mig – og mit valg af min kæreste – som et gensidigt modent valg af hinanden – ikke en bindende aftale, da vi ikke er gift.

Vi elsker hinanden. Det fungerer for os, og vi har det godt. Vi har ikke gjort andre noget ondt

Mike Fonseca
MF

Vi har valgt hinanden i privatlivets fred. Vi elsker hinanden. Det fungerer for os, og vi har det godt. Vi har ikke gjort andre noget ondt. Regler bliver så underligt ligegyldige, når et par elsker hinanden. Det er måske tosset. Men kærlighed følger ikke reglerne. Kærligheden har en plan for hver af en af os, og kærlighed gør blind.

Men alligevel har vi og vores familier været udsat for voldsom chikane, heksejagt og bagvaskelse. Her er der ingen, der har taget hensyn til hverken min og i særdeleshed min kærestes situation eller vores familier, særligt min kærestes familie. Vi har været udsat for falske rygter, historier, som er pure opspind, antagelser uden kendskab til faktiske forhold, beskyldninger og anklager uden indsigt.

Det har gjort ondt, og det har været hårdt. Det har mildt sagt været meget ubehageligt og haft menneskelige konsekvenser for os alle sammen. Vi har været udsat for voldsomme trusler, beskeder og kommentarer, som har været krænkende, og deciderede brud på loven i form af udlæg af personlige oplysninger, persondata, billeder og freds- og ærekrænkelser.

Umiddelbart før min fremlæggelse af mit private forhold for folketingsgruppen, og ikke mindst offentligheden, ja faktisk flere måneder før, var jeg begyndt at skrante. Mangel på søvn, hyppige infektionsangreb, hjertebanken, rysten på hænder og sløret syn har fyldt mere og mere end det burde for en ung mand – trods alt!

Det fik mig til at søge hjælp hos min egen læge, som resulterede i fuldt stop og en sygemelding – et "rødt kort". Efterfølgende har jeg fået hjælp og støtte fra mine nærmeste samt sundhedsfaglig og professionel hjælp til at blive frisk. At privatlivets fred blev udsat for digital inkvisition, chikane og krænkelse var ikke årsagen til min sygemelding – men det har bestemt heller ikke været sjovt. Og det har nok også været en lille prik over i'et.

Læs også

Min sygemelding var allerede afsendt midt i det hele, men hvor skulle den sendes hen, når jeg var på skillevejen til Moderaterne?

Min sygemelding kom først, derefter to lægeerklæringer: i første omgang i tre uger, efterfølgende i længere tid. Begge erklæringer blev sendt til Folketinget og Folketingets formand, Søren Gade, selvom flere medier har undladt at fortælle det og har spekuleret i det modsatte. Det til trods for, at jeg faktisk kun var moralsk forpligtiget til at informere Folketinget.

Mange har også stillet spørgsmål til min sygemelding, og om jeg overhovedet har været syg. Det korte svar er: Ja.

Alt det, man ikke har set, er at jeg har været decideret syg. En ting er, når man er på scenen, en anden ting er, hvad der sker bag kulissen. Men jeg er først nu ved at rejse mig igen, både fysisk og psykisk. Jeg tror, at alle offentlige personer værner meget om deres privatliv, og vi har som alle andre også en ret til privatlivets fred.

Til sidst vil jeg nævne, at jeg også blot er et menneske. Det er vi alle – også Folketingets medlemmer, selvom man er "politiker". Det glemmer vi ofte. Det sagde jeg også i min første ordførertale på landets fineste talerstol:

"Hjertet har sine egne grunde, som forstanden intet kender til."

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mike Villa Fonseca

MF (løsgænger), fhv. sygeplejerske, Sjællands Universitetshospital, brandmand
sygeplejerske

0:000:00