Debat

Militæranalytiker: Martin Lidegaards argumenter mod Nato's to-procentmål er i bedste fald misvisende

REPLIK: Fem af Martin Lidegaards (R) argumenter mod at hæve forsvarsbudgettet til to procent er forkerte. Kun ét enkelt punkt har noget rigtigt over sig, skriver militæranalytiker Anders Puck Nielsen. 

Martin Lidegaard (R) tager fejl i langt størstedelen af sit indlæg på Altinget for nyligt. Kun ét enkelt punkt ud af de seks fremførte har han - næsten - ret i, skriver Anders Puck Nielsen.
Martin Lidegaard (R) tager fejl i langt størstedelen af sit indlæg på Altinget for nyligt. Kun ét enkelt punkt ud af de seks fremførte har han - næsten - ret i, skriver Anders Puck Nielsen.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anders Puck Nielsen
Orlogskaptajn og militæranalytiker, Forsvarsakademiet

Folketingsmedlem Martin Lidegaard (R) skrev for nylig en kommentar her på Altinget om Nato's krav, at alle medlemslande skal bruge minimum to procent af bruttonationalproduktet (BNP) på forsvaret. Ifølge Lidegaard er dette beløb unødvendigt højt, og målemetoden er angiveligt håbløs.

Der er imidlertid en række problemer med Lidegaards argumenter. Han nævner seks årsager til, at de europæiske lande ikke behøver at bruge så mange penge på forsvaret, men de fem af dem er i bedste fald misvisende. Det er et politisk valg, om Danmark skal hæve forsvarsbudgettet til to procent af BNP, men diskussionen bør være baseret på reelle argumenter.

Tager ikke højde for købekraft
For det første påstår Lidegaard, at Nato bruger sammenlagt 19 gange så mange midler som Rusland på forsvar, og at den europæiske del af Nato bruger cirka seks gange flere midler end Rusland.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Disse tal er groft misvisende. Det er et avanceret regnestykke at sammenligne forsvarsbudgetter på tværs af valutakurser og regional købekraft, og Lidegaard begår den fejl at sammenligne tal, som er vekslet til dollars. Det betyder, at den største variabel i Lidegaards tal snarere er vekselkursen, end hvor mange penge landet bruger.

En bedre måde at sammenligne forsvarsudgifter er at korrigere for købekraftsparitet. Det er en omregning, som tager højde for, at ting er billigere i nogle lande end i andre. Hvis man bruger den beregningsmetode, er det tydeligt, at Rusland er den ubetinget stærkeste militære magt i Europa. Faktisk er det russiske forsvarsbudget større end Storbritanniens, Frankrigs og Tysklands tilsammen.

Mit yndlingseksempel er, at forsvarsbudgettet i dag inkluderer den SU, som kadetter på officersuddannelserne eventuelt måtte have modtaget på en civil uddannelse inden deres ansættelse i Forsvaret. Jeg tror med andre ord ikke, at vi kan pege fingre ad de andre på det punkt.

Anders Puck Nielsen
Orlogskaptajn og militæranalytiker, Forsvarsakademiet

Det er med andre ord helt forkert at give det indtryk, at de europæiske Nato-lande uden videre kan matche Rusland militært.

Fup-tal og klare aftaler
Lidegaards andet argument er, at Danmark faktisk ikke har lovet at hæve forsvarsbudgettet til to procent af BNP. Han fremhæver, at han selv underskrev aftalen som dansk udenrigsminister, og at den var formuleret på en sådan måde, at det var frivilligt, om landene ville hæve forsvarsbudgettet til to procent af BNP.

Dette synspunkt er absurd ud fra de standarder for god tro, der normalt er gældende i aftaler mellem mennesker. Der var selvfølgelig en grund til, at tallet "to procent" fremgik af dokumentet, og det var åbenlyst præsident Obamas forståelse, at de europæiske lande forpligtede sig i forhold til dette tal.

I sit tredje argument fremhæver Lidegaard, at Danmark faktisk slet ikke er en bundskraber i Nato's budgetoversigt, men derimod har det fjerde- eller femtehøjeste pengebidrag per indbygger. Dette er et fup-tal, som man desværre ofte hører fra officiel side, når der skal argumenteres for, at Danmark ikke behøver at bruge flere penge.

Der er tale om et tal, som indgår i en mellemregning, som er taget ud af kontekst. I virkeligheden er det et dybt usolidarisk argument, fordi det svarer til at sige, at de fattige lande skal betale en større andel til forsvaret end de rige.

Indkomstskat og gammel SU til kadetter
Dernæst er Lidegaards fjerde argument, at det er en håbløs tanke at fastlægge størrelsen af et forsvarsbudget ud fra en procentdel af BNP. Beregningsmetoden svarer til indkomstskattesystemet, hvor borgerne betaler en procentdel af deres indtægter i skat.

Indkomstskatten kan måske også synes firkantet til tider, og så har politikerne opfundet forskellige fradrag for at udjævne urimeligheder, men i store træk fungerer systemet ret godt. Jeg kan simpelthen ikke se, hvorfor samme logik ikke skulle gøre sig gældende mellem lande i en alliance.

Lidegaard fremhæver derefter, at nogle lande medregner ting som sundhedsudgifter til soldater og pensioner til veteraner. I de seneste år har Danmark imidlertid også forædlet disciplinen at medregne alt muligt i forsvarsbudgettet.

Mit yndlingseksempel er, at forsvarsbudgettet i dag inkluderer den SU, som kadetter på officersuddannelserne eventuelt måtte have modtaget på en civil uddannelse inden deres ansættelse i Forsvaret. Jeg tror med andre ord ikke, at vi kan pege fingre ad de andre på det punkt.

Ét argument holder vand - næsten
Det femte argument, som Lidegaard fremhæver, er, at BNP-målsætningen fjerner incitamenterne til at opnå mere effektivitet i Forsvaret, fordi en besparelse vil ligne en svækkelse. Dette er imidlertid et stråmandsargument, for alle synes, det er godt at bruge pengene smart – også Nato.

Det er faktisk kun Lidegaards sjette argument, som holder vand. Han fremfører, at sikkerhed er meget andet end militær styrke og blandt andet også inkluderer udviklingsbistand, stabiliserende og forebyggende indsatser med videre.

Dette er rigtigt. Men som Peter Viggo Jakobsen for nylig påpegede i et andet indlæg på Altinget, så er det paradoksalt, at Danmark på disse områder tilsyneladende synes, at BNP-målsætninger er en god målestok, når vi med stolthed fremfører, at vi bruger 0,7 procent af BNP på udviklingsbistand.

Dokumentation

TEMADEBAT: Bør Nato's kritik af Danmark få os til at gentænke forsvarspolitikken?

Danmark er ikke i stand til at forsvare sig selv militært eller bidrage tilstrækkeligt til Nato, lyder det i en ny rapport fra den transatlantiske forsvarsalliance. Det er især tre kapaciteter, som Nato tvivler på, at Danmark kan levere på. Det handler om opbygningen af en tung brigade på 4.000 mand, kapacitet til ubådsjagt og kapacitet til efterretningsindhentning med fly eller droner.

Altinget benytter anledningen og spørger et hold af debattører: Har Nato ret? Er der grund til bekymring, og bør kritikken få Danmark til at gentænke vores forsvarspolitik og bruge flere penge på forsvaret? Eller er Nato's hårde kritik ”blot politik”, som forsvarsminister Trine Bramsen har givet udtryk for?”

Panelet er:

Trine Bramsen (S), forsvarsminister

Martin Lidegaard (R), forsvarsordfører

Niels Flemming Hansen (K), forsvarsordfører

Mikkel Vedby Rasmussen, professor, dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, KU

Peter Viggo Jakobsen, professor ved Institut for Strategi, Forsvarsakademiet

Lars Bangert Struwe, generalsekretær, Atlantsammenslutningen


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Lidegaard

MF (R), politisk leder, Radikale
cand.comm. (Roskilde Uni. 1993)









0:000:00