Om otte måneder skal Bramsen have sluttet fred med de borgerlige partier

Senest ved udgangen af april næste år skal en ekspertgruppe med tidligere NATO-ambassadør Michael Zilmer-Johns aflevere en rapport, der analyserer den aktuelle udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation samt identificerer udfordringer og konsekvenser for Danmark.

Rapporten er bestilt af forsvarsforligskredsen og skal danne grundlag for forhandlingerne om det næste forsvarsforlig. Det nuværende forlig løber frem til udgangen af 2023 og skal sandsynligvis erstattes af et nyt stort flerårigt forlig.

Et forsvarsforlig til adskillige milliarder kroner er ikke noget man lige flikker sammen på et par måneder. Det er resultatet af et langvarigt forløb med en lang række baggrundsnotater og briefinger fra forsvarschefen og andre centrale embedsmænd.

Så hvis man skal nå i mål inden det nuværende forligs udløb, så skal man i gang så snart Zilmer-Johns-gruppens rapport lander.

Udstå synet af hinanden

Der er en mangeårig tradition for brede forsvarsforlig på tværs af folketingssalen mellem Socialdemokratiet, de radikale og de borgerlige partier. Ræsonnementet lyder, at forsvarspolitikken er for vigtig til snævre forlig med den siddende regerings parlamentariske grundlag.

Investeringer i nye kampfly, kampvogne og skibe er så store beslutninger, at man ikke vil risikere, at de bliver omstødt efter et regeringsskifte.

Næste forlig bliver ingen undtagelse.

Derfor er der brug for at parterne overhovedet kan udstå synet af hinanden og har tillid til hinanden. Det kniber det gevaldigt med i øjeblikket. De borgerlige forsvarsordfører er mildest talt ikke imponerede over hvordan forsvarsminister Trine Bramsen (S) igen og igen skaber problemer for sig selv.

Ingen goodwill

Særligt Venstres forsvarsordfører Lars Christian Lilleholt er igen og igen ude med krabasken. Senest i sagen om Bramsens kampagnetur til Ærø, hvor hun fik et lift med Marinehjemmeværnet.

Umiddelbart en lille sag, som en borgerlig ordfører sagtens kunne have afholdt sig fra at mene noget om. Bramsens problem er imidlertid, at hun ikke har noget kredit eller goodwill at trække på hos Lilleholt og Venstre. Det har hun ifølge Venstre tidligere klokket for meget i det til at have.

Den aktuelle sag er nemlig bare den seneste i en række, hvor de borgerlige partier har korset sig over ministerens ageren. Ikke mindst i sagen fra starten af året om forsvarschefen, som ministeren stædigt holdt fast i at kalde styrelseschef. På den borgerlige nethinde sidder også sagen, om hvordan Bramsen i flere interviews i juni sidste år erklærede sin mistillid til alle officerer i Forsvaret. Sådan lød det i hvert fald i borgerlige ører.

Så når BT ringer, så siger Lilleholt ikke, at ”den sag klarer vi internt på et forligskredsmøde”, eller hvad han ellers kunne finde på af undskyldning, hvis han ikke ønsker at puste til ilden, men i stedet vil fastholde et godt samarbejde med den siddende minister.

Onsdag eftermiddag pustede de konservative yderligere til ilden ved at kræve ministerens afgang.

Til at stole på

Hvis det ikke direkte skal skade forhandlingerne om det næste forsvarsforlig, så er Trine Bramsen nødt til ganske hurtigt at genskabe det gode forhold til de borgerlige partier i forligskredsen og vise dem, at hun er driftsikker og til at stole på. Det har hun otte måneder til.

Formår hun ikke det, så kan statsminister Mette Frederiksen (S) være nødt til at skifte hende ud med en ny minister, som de borgerlige partier kan bedre med. For det er nu en gang vigtigere at lande et nyt forsvarsforlig, end at en minister kan beholde sin taburet.

Sådan en fredsskabende aktion er set før. I 2013 satte Helle Thorning-Schmidt således Nicolai Wammen ind på forsvarsministerkontoret. Wammen skulle rydde op efter Nick Hækkerup, der på mindre end to år havde gjort sig rivende uvenner med både Forsvaret og forligskredsen.

Hækkerups situation anno 2013 minder umiskendeligt meget om Bramsens situation anno 2021.