Regeringen vil låne og spare for at løfte Forsvaret med 50 milliarder
SVM-regeringen vil onsdag foreslå at lægge yderligere omkring 50 milliarder kroner oven i de 155 milliarder, som det allerede er planen at tilføre Forsvaret. Pengene skal komme fra lån og besparelser internt i Forsvaret, erfarer Altinget.
Andreas Krog
RedaktørForsvaret skal have yderligere 50 milliarder kroner for at sætte turbo på dansk oprustning, fordi Rusland ifølge SVM-regeringen udgør en større trussel mod Danmark og Europa end først antaget.
Og initiativet skal finansieres af nye lån og besparelser i Forsvaret i forbindelse med et revideret forsvarsforlig.
Det erfarer Altinget om indholdet af det pressemøde, som SVM-regeringen har indkaldt til 13. marts i Statsministeriets Spejlsal.
Her vil statsminister Mette Frederiksen (S), forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) nemlig fremlægge nye og akutte planer for dansk oprustning.
Regeringens plan er, at Forsvaret får omkring 50 milliarder kroner til nyt materiel og andet isenkram oveni de 155 milliarder kroner, som blev afsat i forsvarsforliget i juni sidste år.
Pengene skal komme to steder fra: Omkring 36 milliarder kroner skal skaffes gennem øget låntagning, mens de resterende omkring 14 milliarder kroner skal hentes ved hjælp af besparelser og effektiviseringer i Forsvaret.
Krigsskat er væk
Ideen om en såkaldt krigsskat er således skrinlagt efter modstand internt i regeringen fra Moderaterne og Venstre.
Låntagningen skal stå for finansieringen frem til 2027. Herefter skal besparelserne tage over og levere pengene.
De nye penge skal hovedsageligt tilføres Forsvaret frem til 2027 og gøre det muligt at gennemføre en række lynindkøb af luftforsvar og materiel til den tunge brigade, som Danmark har lovet Nato at kunne stille med.
Forsvarsministeriet har ikke ønsket at kommentere Altingets oplysninger.