Analytiker: Christiansborg mangler fortsat at udstikke en klar kurs for Forsvaret

Der blev indgået et nationalt kompromis i marts 2022, en forsvarsrammeaftale i juni 2023 samt to delforlig i januar og april 2024. Men hvor er kursen og prioriteringerne? Hvad er mest vigtigt, og hvad er mindre vigtigt?

Det kræver en større indsats at udlede nogle forsvarspolitiske målsætninger i de foreløbige politiske aftaler. Og i særlig grad savnes der en samlet plan.

En farlig forsimpling

Er det vanskeligt at udarbejde en plan for forsvaret? Næh, vi har en lov om forsvarets formål, opgaver og organisation. 

Her er geografi afgørende: Danmarks territorium (og her menes hele Kongeriget) skal overvåges, beskyttes og forsvares. Og så skal vi bidrage til Natos kollektive forsvar ved at stille militære styrker til rådighed for Nato. Det er her de meget omtalte styrkemål kommer ind i billedet.

Forsvaret savner en tydelig beskrivelse af, hvor og hvordan det skal forsvare Danmark.

Hans Peter Michaelsen
Forsvarsanalytiker

En række forsvarspolitikere udtaler undertiden, at Natos styrkemål nærmest udgør det eneste pejlemærke for udviklingen af Danmarks forsvar. Det er imidlertid en farlig forsimpling.

Styrkemålene fastlægger de militære styrker, Nato skal kunne indsætte i fællesskab i tilfælde af et angreb på et eller flere Nato-lande. Det er her musketéreden – altså artikel 5 træder i kraft.

Styrkemålene afspejler således Nato-alliancens samlede militære muskler – og det er heri at afskrækkelsen findes. Såfremt styrkerne er kampklare, kan indsættes med et tilstrækkeligt kort varsel og forsynes med ammunition og anden logistik.

Styrkemål kan derfor aldrig stå alene – de dækker nemlig ikke medlemsnationernes ansvar og opgaver jævnfør Atlantpagtens artikel 3 og 4. Tillige er styrkemål til forhandling, hvilket betyder, at Danmark skal have en national stillingtagen til styrkemålene, inden de forhandles. 

Bud på politisk prioritering

Det vi mangler i forsvarspolitikken er en klar politisk prioritering. Så her kommer et bud på den prioritering, som burde stå øverst i forsvarsaftalen 2023-2033:

Forsvaret skal:

1. Overvåge og forsvare Kongerigets territorium inklusiv territorialfarvandet med vital infrastruktur og luftrummet herover. (Territorialfarvandet er alt inden for 12 sømil fra kystlinjen)
2. Overvåge og forsvare de helt vitale adgangsveje til Østersøområdet, det vil sige Skagerrak (sammen med Norge), Kattegat og Øresund (sammen med Sverige) Storebælt (alene) samt den vestlige Østersø (sammen med Tyskland, Sverige og Polen). Når vi taler overvåge og forsvare, så gælder det også vital maritim infrastruktur som for eksempel kommunikationskabler og energiinfrastruktur – både over og under havoverfladen. 
3. Stille styrker til rådighed for Natos kollektive forsvar jævnfør Natos styrkemål. 

Punkt 1 udgør fundamentet. Kongeriget skal overvåges og beskyttes.

Punkt 2 omfatter samarbejdet med allierede nabolande på havet og luftrummet. Det er helt afgørende for den fælles sikkerhed – især når disse områder er vitale for allierede landes handel, forsyninger, kommunikation og energiforsyning samt tillige vital for Nato-styrkers adgang til Østersøområdet.

Punkt 3 afhænger af Natos behov, og de har været kraftigt stigende siden Ruslands krig i Ukraine. Jævnfør den udenrigs- og sikkerhedspolitiske udredning fra efteråret 2022 (Zilmer-rapporten) vil Danmark næppe kunne opfylde alle styrkemål.

Mangel på overblik

Forsvarsaftalerne indeholder beslutninger om hvilke økonomiske midler, der fremover skal stilles til rådighed for, at Forsvaret kan anskaffe, vedligeholde, bemande og indsætte militære kapaciteter til løsning af de fastlagte opgaver.

Der er brug for en forsvarspakke, der klart definerer, hvilket slags forsvar regering og forligspartierne ønsker.

Hans Peter Michaelsen
Forsvarsanalytiker

En afgørende forudsætning for, at politikerne kan prioritere styrkelse af fremtidens forsvar, er, at de har overblik over nutidens forsvar og de mangler, der eksisterer for at kunne opfylde de politisk fastsatte mål. 

Her kommer den nye forsvarsaftale og delaftale 1 og 2 for alvor til kort. Aftalerne indeholder kun i begrænset omfang politisk fastsatte mål for Forsvarets fremtidige opgaveløsning, ligesom der ikke eksisterer et samlet overblik over Forsvarets mangler og behov.

I stedet bærer aftalerne præg af en fragmenteret fokus på enkeltkapaciteter, som bør opbygges og/eller styrkes. En række af disse kapaciteter er logiske jævnfør Natos styrkemål, mens andre virker som løsrevne enkeltbeslutninger.

Behov for en klar kurs

Forsvarets ansatte må stå med mange spørgsmål i denne tid. Hvornår løses Forsvarets altoverskyggende problem; at der er for få midler til at drive det nuværende forsvar og deltage i uddannelser, øvelser og de andre aktiviteter, som er forudsætningen for opbygning af et stærkere forsvar?

Og hvor peger pilen hen i næste delaftale; altså hvilke kapaciteter skal opbygges og styrkes? Den forsvarspolitiske pil flagrer snart i den ene og snart i den anden retning: Arktis, Baltikum, Danmark eller internationale operationer.

En grundlæggende lærdom i befalingsudgivelse i Forsvaret er at have en samlet plan. Men det gælder åbenbart ikke i dansk forsvarspolitik. Det kan kun give anledning til bekymring for den fremtidige opbygning af dansk forsvar.

Hvis endnu en investering i Forsvaret rent faktisk skal give mere forsvar, så må regeringen og partierne i forsvarsforliget tænke på samme måde som indenfor andre politikområder.

Der er brug for en forsvarspakke, der klart definerer, hvilket slags forsvar regering og forligspartierne ønsker, som professer Mikkel Vedby Rasmussen så rammende beskrev det i sin kronik i Weekendavisen umiddelbart efter statsministerens åbningstale 1. oktober 2024.

Klare politiske målsætninger og en klar kurs er vigtigt – også i dansk forsvarspolitik.