Af de forskellige vinkler imod værnepligt og (særligt) imod værnepligtige kvinder, rammer HK's indlæg mest inden for skiven. Det gør det, fordi indlægget forholder sig til fakta om krænkelser og arbejdsmiljø i bredere forstand.

Efter ret mange år i Forsvaret tror jeg dog ikke på, at unge værnepligtige eller elever i Forsvaret "kastes ind under bussen". Jeg tror modsat, at langt, langt de fleste har en god oplevelse i Forsvaret, lige som jeg ved, at ingen i Forsvaret er ligeglade med hverken krænkelser eller dårlige fysiske vilkår. Det er problemer som Forsvaret, efter min vurdering, arbejder seriøst og målrettet med.

Forholder sig ikke til truslen

Fælles for alle de mange vinkler imod værnepligt og værnepligt for kvinder – og måske særligt ideen om at værnepligt kan fratage unge et tiltrængt sabbatår – er, at de slet ikke forholder sig til det egentlige problem; nemlig truslen mod Danmark fra Rusland og fra en i øvrigt stadigt skrøbeligere sikkerhedspolitisk verden.

En verden hvor Danmarks garanti for sikkerhed ligger i USA, Natos og vore nabolandes tillid til, at også vi som nation er i stand til at kæmpe. Ikke om ti år, men måske allerede om tre-fem år – og det vil i den forbindelse ikke være et argument, at vi ikke er klar på grund af tonen i Forsvaret, eller at der er huller i taget på nogle kaserner.

Værnepligten bør være et nationsprojekt ud fra en ide om, at Danmark er et land, et sted og en identitet, som ingen med magt skal tage fra os.

Nicolas Teodors Veicherts
Oberst og forsvarsattaché, Paris

Norge (som har ligestillet værnepligt) løfter sit forsvarsbudget markant og opretter blandt andet to brigader med hver cirka 4.000 mand; Sverige (som har ligestillet værnepligt) beder befolkningen om at samle forråd til at kunne klare sig selv i ti dage; Finland, med Europas nok største værnepligtshær, melder sig ind i Nato; Tyskland diskuterer genindførelse af værnepligt; Frankrig er i fuld gang med at etablere "krigsøkonomi"; de baltiske lande, Polen, Tjekkiet med flere er ekstremt bekymrede og opruster markant.

Den ide, at Danmark skal kunne kæmpe – ligesom da vi kæmpede sammen mod covid-19 – fremmes allerede fra politisk side. Både i ord, i initiativer og i handling sådan, at Forsvaret hurtigere kan blive klar til kamp. Og en del af Danmarks kamp, den kræver helt fysisk og logisk, at Forsvaret skal kunne kæmpe. Og det sker kun, hvis der er nok soldater.

Så når HK skriver, at "det er nemt at få den tanke, at forslaget om tvungen værnepligt til unge kvinder og mere tvang til unge mænd er udtænkt af halvgamle mænd og måske kvinder, der har forsømt at udvikle Forsvaret til en moderne, attraktiv arbejdsplads, der kan løse sine opgave, når det bliver alvor," så er det sidste sandt.

Forsvaret er blevet forsømt, og det bliver der så gjort noget ved nu. Politisk og i Forsvaret.

Imidlertid er risikoen for ikke at blive klar til kamp hurtigt nok tilpas stor til, at en udvidelse af værnepligten er nødvendig. Det handler ikke om den enkeltes rettigheder, men om truslen udefra.   

Det er i øvrigt også halvgamle mænd og kvinder, der har skabt det samfund, hvor der er plads til at kunne realisere sig selv og på mange måder leve det individuelle liv, man vil. Den udvikling har skabt Generation Z, som til gengæld lige nu står over for den kæmpe udfordring at skulle kæmpe for noget, der er større end generationen selv; nemlig vilkårene og rammerne for vores samfund i lyset af en trussel udefra.

Værnepligten bør være et nationsprojekt 

Med en mere udbredt og længere værnepligt udvikler vi i befolkningen – måske særligt for de ikke-halvgamle – en fælles bevidsthed om, at der findes en trussel om krig mod Danmark og Europa, som er farlig.

Den bevidsthed må gerne både sprede og rodfæste sig, efter vi i årtier ikke har stået over for andre trusler end den terror, som Politiet nu engang bedst bekæmper. Og som samtidigt har været en periode, hvor idéen om Danmark udfordres af fokus på individualitet og "mig," som der sker i Vesten i øvrigt.

Forsvaret har en mangfoldighed af opgaver og uddannelser, der skaber plads til kvinder og mænd ved både fronten og i baglandet.

Nicolas Teodors Veicherts
Oberst og forsvarsattaché, Paris

Værnepligten bør være et nationsprojekt ud fra en ide om, at Danmark er et land, et sted og en identitet, som ingen med magt skal tage fra os. Og heraf afledt at Europa, USA, Vesten er bedre steder og systemer at leve i og kæmpe for.

Også af den grund giver det god mening, at både kvinder og mænd aftjener en værnepligt, hvor de ikke "bare" lærer at være soldater, eller på anden vis bidrager til at beskytte samfundet, men også får en holdning til, "at noget er værd at kæmpe for," som Forsvaret formulerer det – og det gælder også retten til at synes alt muligt andet, jævnfør min indledning, men også pligten til at forsvare den ret.

Hertil kommer den effekt, at Forsvaret har gode erfaringer med at rekruttere værnepligtige til de professionelle styrker. Den effekt har vi også brug for, hvis vi skal indhente alt det forsømte gennem snart mange år.

Mon ikke der fortsat vil være flest mænd, der melder sig dagen efter værnepligtens afslutning, men mon ikke (også) at flere kvinder vil gøre det, hvis Forsvaret og samfundet forstår at trykke på de rigtige knapper.

Alsidige opgaver

Forsvaret har en mangfoldighed af opgaver og uddannelser, der skaber plads til kvinder og mænd ved både fronten og i baglandet. Alle med hver deres vigtige opgave. Forsvaret af Danmark skal ikke tales ned, men op – samtidig med, at Forsvaret som organisation vedholdende arbejder med sine udfordringer.

Endelig så kommer vi ikke uden om, at vi kan komme til at skulle trække på de færdiguddannede værnepligtige i krig. Nok ikke til kamp mod russerne i Baltikum eller Polen (som noget af den mere fortænkte modstand mod kvindelige værnepligt synes at bygge på), men nok snarere til sikring af vores egen infrastruktur og af udefrakommende Nato-tropper; en opgave som de professionelle soldater er for få og for kompetente til at løse. Deres fokus skal være mulig krigsindsættelse.

Et sådant beredskab er helt afgørende for, at Forsvaret kan kæmpe alle de andre steder og for Natos tillid til os.

Og apropos beredskab. Skulle man som mand eller kvinde slet ikke have lyst til at være soldat, kalder Beredskabsstyrelsens værnepligtsuddannelse med mulighed for at blive brandmand med kompetence til at bekæmpe katastrofer og større ulykker. Det gør den allerede i dag, og er dermed lige nu – indtil vi forlænger og udvider værnepligten – på mange måder den sejeste af værnepligtsuddannelserne. Både i krig og i fred.

Nicolas Teodors Veicherts er oberst og for tiden udstationeret som forsvarsattaché i Paris. Han skriver her som privatperson.