Overlæge: Hvorfor må man ikke dø mere?
I Danmark må vi for alt i verden ikke dø, og da slet ikke af corona – heller ikke, hvis man for længst er mæt af dage. Men vi bliver nødt til snart at acceptere, at vi alle skal dø, og at det ikke altid er hospitalsvæsnets skyld, når de pårørende skal tage afsked med sine kære, skriver overlæge Morten Ziebell.
Morten Ziebell
Ledende overlæge, Afdeling for Hjerne- og nervekirurgi, RigshospitaletPå et plejehjem et sted i Danmark ligger ”Bent”. Bent har overlevet en nyrekræft for 10 år siden, han har permanent kateter på grund af forstørret prostata, han er let dement og kan genkende de nærmeste, men det kniber med at holde styr på, hvor han er, og hvad han kan. Han har forhøjet blodtryk og sukkersyge, han får hjælp til alt i dagligdagen, og er han træt, så han sover meget efter et langt og værdigt liv.
Døden og sygdom er blevet et problem, der skal løses og bekæmpes.
Morten Ziebell
Ledende overlæge
Bent er træt af livet. Han er noget så smukt som det, vi kalder ”mæt af dage”. Hans krop er svagelig efter 88 levede år. 28 af dem som en slags ”bonus” forstået på den måde, at Bents krop ligesom din og min – før den naturvidenskabelige tidsalder – faktisk kun var bygget til at blive omkring 60 år. Han har været meget på hospitalet de seneste to år, så han har tilbragt mange nætter i fremmede senge med fremmede mennesker, der ikke kender ham, men vil ham det bedste. Nu vil han ikke mere, men han må ikke dø af corona. Det siger vores politikere.
Min påstand er, at en corona-infektion vil være en værdig og skånsom anledning til at komme herfra for Bent og andre som ham. Faktum er nemlig, at gennemsnitsalderen for dem, der er døde med Corona i Danmark, er omkring 80 år.
Nogle må gerne dø af iltmangel
Så er det fornuftigt, når politikerne siger, at man ikke må dø af corona, og hvad må vores ældre medborgere så dø af? De må gerne dø af influenza, men hvad er egentlig forskellen på at dø af influenza, lungebetændelse eller corona? Som fagperson er jeg ret sikker på, at det er iltmangel, der i sidste ende i alle tre tilfælde er årsag til døden.
Gad vide, hvordan man ser det som patient – den døende? Mit gæt er, at det er ligegyldige årsager.
Og hvad så med de pårørende? Måske er årsagen også ligegyldig for dem. Måske er den ikke, fordi vi længe har fået at vide, at man ikke må dø af corona. Måske opfatter vi det derfor som et større tab, når det netop er denne sygdom og ikke en af de andre, der i sidste ende er årsag til døden. ”Han døde desværre af corona”, kan jeg høre for mit indre, selvom døden formentlig skulle have en årsag.
Det er ikke altid hensigtsmæssigt at bekæmpe død
Vi må snart slet ikke dø i Danmark, og det er pointen i mit indlæg. Det er skamfuldt at dø, og vores sundhedsvæsen – vores danske væsen – har spillet fallit, når vi dør, selvom vi alle skal dø en dag.
Men vi mangler endnu at drøfte, hvordan vi forholder os til, at vi hvert år bruger ufattelige summer på behandlinger, der forlænger livet til en ofte uværdig sidste tid, hvor patienter dør.
Morten Ziebell
Ledende overlæge
Døden og sygdom er blevet et problem, der skal løses og bekæmpes. Det er her, den store sundhedsudgift ligger. Vi bliver ældre og lever længere i bedre liv, og det er jo fantastisk, men vi udskyder også døden i alle aldre og det er ikke altid hensigtsmæssigt for den enkelte eller for samfundet.
I løbet af min relativt korte professionelle karriere er der sket mange behandlingsfremskridt. Som konsekvens er der sket et stille og roligt skred i behandlingsindikationerne. Da jeg begyndte som læge, husker jeg, at det krævede gode argumenter, før jeg måtte indlægge en person på en intensivafdeling, hvis denne var fyldt 60 år. I dag er aldersgrænsen langt højere og nogle dage er gennemsnitsalderen vel at mærke over 80 år. Vi kan ufatteligt meget i dag, og vi kan også redde patienter i en langt senere alder til et meningsfyldt liv.
Vi forlænger liv til en ofte uværdig sidste tid
Vi redder liv i stor stil, og det er en kæmpe tilfredsstillelse, men diskussionen om hvor grænsen går, har vi ikke rigtigt taget. Diskussionen om aktivt at ende liv er jævnligt et tema i den offentlige debat, og meningerne er mange. Men vi mangler endnu at drøfte, hvordan vi forholder os til, at vi hvert år bruger ufattelige summer på behandlinger, der forlænger livet til en ofte uværdig sidste tid, hvor patienter dør. Nogle gange alene på hospitalet med bivirkninger og symptomer på dyr medicin, der kun bedrer overlevelsen marginalt.
Problemet opstår i det politiske krydsfelt. Her kan man ikke tale om prisen for et menneskeliv, for det lever man – paradoksalt nok – ikke længe af som politiker.
Morten Ziebell
Ledende overlæge
Vi må ikke aldersdiskriminere, og den præmis er jeg med på, for hvordan skulle man nogensinde kunne få sådanne kriterier nedfældet på en meningsfyldt måde. I behandlingsrådet og det medicinske råd forsøger man sig med en pris for et menneskeliv, eller rettere hvad prisen er for at holde nogen i live. Er det rimeligt? Givetvis, for hvad skal vi ellers ty til?
Som læge vil jeg mene, det er os sundhedsprofessionelle – vores faglighed – der skal få så meget ud af hver en sundhedskrone som muligt. Problemet opstår i det politiske krydsfelt. Her kan man ikke tale om prisen for et menneskeliv, for det lever man – paradoksalt nok – ikke længe af som politiker. Men det er ikke rimeligt, og det er slet ikke rimeligt at udmelde, at vi ikke må dø af en bestemt sygdom.
Hvem skal vi prioritere, når der ikke er hænder nok?
Konsekvensen af de politiske udmeldinger er daglige frustrationer hos mange. I disse dage er vi – alene i min egen afdeling – i meget svære prioriteringer, og det ser sådan ud mange steder. Dagligt må vi træffe svære beslutninger på grund af en flugt af sygeplejersker, vi ikke tidligere har set magen. En flugt der har accelereret misforholdet mellem forventninger og ressourcer.
Skal vi operere den ældre patient med en let lammelse, der har fastet i tre dage, eller barnet med smerter, der kan vente? Måske skal vi i stedet vælge den unge kvinde, der har mistet synet langsomt over 14 dage, eller patienten med for meget vand i hovedet, hvor vi ved, vi kan vente, men hvor vi allerede har aflyst operationen to gange de seneste tre måneder, og hvor vi også ved, at denne langsomt mister effekten af en operation.
Alt dette er kun begyndelsen på et årti, hvor vi på grund af små årgange vil se ind i en tid med langt færre borgere, der kan løfte den fælles arbejdsopgave, og hvor vi vil se langt flere stå udenfor og have brug for vores hjælp. Pædagoger, lærere, politibetjente, læger, sygeplejersker og så videre vil være en stor mangelvare. Misforholdet giver store frustrationer hos politikere, borgere og ikke mindst sundhedspersonale, for hvem der både er egne og samfundets forventninger at kæmpe med.
Lad os afstemme vores forventninger
Hvad kan vi gøre for at øge ressourcerne, når nu fremtiden byder på langt færre borgere på arbejdsmarkedet? Kan vi tillade os at rekruttere fra lande, der i forvejen har så lidt? Kan vi sætte vores lid til kunstig intelligens og data, som nogle synes at mene vil kunne redde os?
I sundhedsvæsenet gør vi alt, hvad vi kan, men vi kan også gøre noget helt andet i tillæg. Vi kan begynde at sætte forventningerne ned, for de er urealistisk høje. Det er ikke altid en fejl at dø. Jeg må igen minde om, at det fortsat er naturligt at dø, og at sundhedsvæsenet er sat til at redde dem, vi kan, og det er ikke alle. Sundhedsvæsenet er også sat til at tage sig af de døende, men selv det er der snart ikke ressourcer til.
Jeg mener, vi bliver nødt til at gennemføre en kollektiv forventningsafstemning, og den kunne lyde som følger:
Kære politikere
Vi kan ikke redde alle. Nogle vil dø. Nogle vil dø af corona. Vi har ikke verdens bedste sundhedsvæsen, fordi I vil behandle alle, og I vil ikke lade nogen dø. Hvis vi alle accepterer, at vi ikke prøver alt, men kun det vi beviseligt ved virker, så vil I se et system, der kan behandle mange flere, og hvor gevinsten er stor og vil koste meget mindre.
Fordel midlerne og dernæst lov ikke noget som helst om, at vi har det bedste, for det mistolkes til, at vi kan redde alle, inklusive dem, der skal dø.
Morten Ziebell
Ledende overlæge
Fordi I vil redde alle, er overskuddet forsvundet lidt efter lidt i effektiviseringer, der i begyndelsen var helt nødvendige, men som de seneste ti år har udpint systemet, således, at der intet råderum er tilbage. Og hvis I ved noget om råderum, vil I vide, at et 100 procent udnyttet system er et meget ineffektivt system, når systemet består af mennesker af kød og blod.
Hvis I mener, at I har set mange afdelinger med jeres egne øjne, hvor der er overskud, rent, og et personale i nystrøgede kitler, så er det fordi jeres Michelin-guide er misvisende. I kommer altid på besøg med lange varslinger, hvor der er rullet en ”rød løber” ud, og alle vil se jer. Jeg tænker, at Danmark ville have mange flere 3-stjernede restauranter, hvis tilfældet var det samme inden for den branche.
I skal prioritere midlerne. I skal fordele pengene mellem sundhed, uddannelse, retsvæsen og kultur, og det kan næppe være let. Men den opgave har I påtaget jer. Det forpligter. Fordel midlerne og dernæst lov ikke noget som helst om, at vi har det bedste, for det mistolkes til, at vi kan redde alle, inklusive dem, der skal dø. Sundhedsudgifterne er stukket af alene fordi vi i dag behandler alt for mange patienter, der er døende. Gamle såvel som yngre. Lav en realistisk forventningsafstemning, for alt andet bliver misforstået.
Kære borgere
Vi kan ikke redde alle. Også I må acceptere, vi alle skal den vej en dag. Langt størstedelen af de medarbejdere, I møder, vil gøre alt de kan, for at hjælpe jer. Det ligger i deres DNA, men vi skal også passe en masse, hvor de pårørende ikke vil give slip. Det skal vi, fordi vi ikke kan redde alle. Hvis vi ikke redder jeres kære, er det ikke altid, fordi noget gik galt, og at der deraf er noget, I automatisk må klage over.
Det er helt forståeligt, at der kan være en masse sorg og frustration, og vi lægger altid gerne ører til. Har I lyst til at klage, så tænk over, hvad jeres hensigt er. Automatisk at klage, bare fordi I kan, ødelægger systemet. Tag en dialog om, hvad I mener gik galt. Et udfald hvor jeres pårørende beklageligvis er død er ikke nødvendigvis en fejl. De fejl vi begår – ja, vi begår fejl – medfører ofte søvnløse nætter, tårer og endnu mere angst for en ny fejl hos det personale, der har været indblandet. Vi er drevet af netop ikke at begå fejl, og vi har formentlig set, at vi begik en fejl lang tid før jer. Hvis vi ikke har set den, vil vi via dialog meget gerne blive klogere, så vi ikke begår samme fejl i fremtiden.
De mange automatiske klagesager medfører defensiv medicin og overdokumentation, der stjæler tid. Tid vi ville kunne bruge direkte på jer eller jeres pårørende. Tid til omsorg. At holde i hånden. Den varme hånd, vi sådan savner at kunne give til alle. Vi dokumenterer langt hen ad vejen for at sikre os, hvis I skulle klage over os. Vi dokumenterer sjældent af hensyn til behandlingen. Dokumentation tager paradoksalt tiden fra alle dem, vi faktisk kan og bør behandle. Konsekvensen af endeløse automatiske klager, er det evigt voksende juridiske apparat, der dræber pleje, behandling, forskning og i sidste ende hele sundhedssystemet. Defensiv medicin er dyrt.
Det er en adfærd, hvor vi i sundhedsvæsenet tænker mere på at dække os ind end på at gå til sagens kerne og behandle. Det er en amerikansk tankegang og ikke en dansk tankegang. Skal vi virkelig derud, hvor vi tager 60 blodprøver hvoraf syv er relevante, mens 53 blot er for at sikre, at vi ikke har overset absurde sjældenheder? Skal vi virkelig notere, hver gang vi vender en patient eller skifter et drop og huske at angive, hvilken pædagogisk tilgang vi brugte under proceduren? Du tænker ”nej da, selvfølgelig ikke”, men vi er der allerede, for vi oplever, at vi er nødt til at kunne bevise, at vi har gjort det.
Kære kolleger
Vi kan ikke redde alle. Det skal vi også acceptere. Vi må påtage os det faglige ansvar og sige til de pårørende eller patienten, når vi ikke har mere behandling der virker, når det er tid til at få det bedste ud af det sidste af livet. Vi må ikke sende halvdøde patienter på landevejene, fordi vi ikke vil påtage os ansvaret. Vi må ikke spilde hinandens og de andre patienters tid ved lige at høre, hvad en kollega eller en speciallæge vil sige, når vi inderst inde godt ved, at der ikke er mere, vi kan gøre.
Vi må påtage os det faglige ansvar og sige til de pårørende eller patienten, når vi ikke har mere behandling der virker, når det er tid til at få det bedste ud af det sidste af livet.
Morten Ziebell
Ledende overlæge
Mange læger, der selv er blevet syge, vælger jo meget af den sidste behandling fra, fordi de ved, det er et hårdt liv med kemoterapi, stråler, kirurgi og andet, der i flere tilfælde kun bedrer overlevelsen marginalt. De vil ikke bare leve længst muligt men også bedst muligt. Jeg oplever gang på gang, at vi ikke tør gå ind i dialogen om det udsigtsløse. De fleste af os oplever daglige overflytninger af patienter fra plejehjem, hospitaler og egne hjem. Det er ikke en værdig behandling af mennesker, der skal og vil have fred.
Vi må og skal alle dø
Jeg bliver så trist, når jeg tænker på, at den ældre medborger, der er mæt af dage, ikke må tage herfra, når corona byder sig, men at vedkommende må vente meningsløst til den næste sygdom, kommer forbi.
Alle vi i Danmark har så sandelig muligheden for at skabe verdens bedste sundhedsvæsen og fjerne mange af de frustrationer, der runger aktuelt og også fylder i mediebilledet og vil fylde mange år fremover. Men det kræver, at I der bestemmer, I der er brugere og vi der arbejder i systemet giver rum og tid tilbage ved at sænke forventningerne, og vi er nødt til at gøre det sammen, for ellers har det ingen effekt.
Vi må og skal alle dø, og vi må gerne dø af corona.