Tidligere kampagnechef i Radikale: Exit fra regeringsforhandlingerne er en befrielse for Lidegaard

”Befrielsens øjeblik” kaldte Lars Løkke Rasmussen det i 2019. Da han overraskede alt og alle – ikke mindst sit eget parti – og gik til valg på en bred regering frem for et snævert blokpolitisk flertal. Nu bliver Løkkes drøm til virkelighed.

Men mon ikke der er en, som i disse dage føler sig lige så befriet? Martin Lidegaard er ny radikal leder. Den femte i det nye årtusinde. Efter flere forsøg er Lidegaard nu i spidsen af det parti, han siden 2001 har repræsenteret som både folketingsmedlem og minister.

Og hvorfor føler Martin Lidegaard sig så befriet? Ja, først og fremmest, fordi det nu er ham, der sætter retningen i et parti, der de senere år har været martret af kampen om netop den. Retningen.

Det vælter ind med nye medlemmer i Radikale Venstre efter lederskiftet. Og selvom Radikale Venstre ikke bliver en del af den nye regering, er det alligevel en stor Lidegaardsk drøm, der bliver til vir­ke­lig­hed.

Mange tror fejlagtigt, at Løkke var den første til at formulere tanken om en bred re­ge­ring over midten. Men det var faktisk Lidegaard, som allerede i 2018 formu­le­rede ideen i bogen ”Lad os mødes på midten”.

Sammen med Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne har Lidegaard i timer, dage og uger afsøgt mulighederne for en bred regering med radikal deltagelse.

Lidegaard vil gøre Radikale Venstre til et interesseparti

Jakob Gejl Møller
Fhv. rådgiver, Radikale Venstre

At radikale ender med en bred regering, som partiet gik til valg på, men uden selv at være med, kan vise sig at blive endnu en befrielse for Lidegaard. Mere om det senere.

Det var tidligere leder Sofie Carsten Nielsen der, sammen med Lidegaard, udstak den kurs, som Lidegaard har forfulgt i den seneste måneds regeringsforhandlinger. Men den nye radikale leder markerer på ét væsentligt punkt et markant brud med sine forgængere på posten i det nye årtusinde.

Fælles for Carsten Nilsen, Østergaard, Vestager og Jelved som ledere var, at de definerede Radikale Venstres midterposition i dansk politik i krydset mellem benhård økonomisk ansvarlighed og knaldhård kamp for humanistiske værdier.

Tænk bare på kombinationen af Jelveds arbejdsmarkedsreformer og værdipolitiske kamp mod Fogh. Vestagers opgør med røde og blå pointsystemer og ”sådan er det jo” besked til dagpengemodtagerne. Østergaards ønske om tre millioner i arbejde og kamp mod symbol­po­li­tikken. Og Carsten Nielsen krav ved seneste folketingsvalg om 50.000 i øget arbejds­ud­bud og et endegyldigt farvel til ideen om et dansk asylcenter i Rwan­da.

Her er Lidegaard anderledes. Markant anderledes. Økonomiske ansvarlighed og kom­pro­mis­lø­se værdipolitik vil stadig være en del af bagkataloget i den radikale butik. Men ikke længere ud­stillings­va­rer, der puttes forrest i vinduet for at trække vælgere til. Lidegaard markerer et brud. 

For Jelved, Vestager, Østergaard og Carsten Nielsen har noget af det fineste ved Radikale Venstre været, at partiet – i hvert fald i egen selvforståelse – aldrig er forfaldet til at forfægte enkelt interesser, men altid har stået på at kæmpe for det fælles bedste, den større sag, Danmarks ve og vel. Med dem som ledere har blikket altid været stift rettet mod helheden.

Lidegaard vil gøre Radikale Venstre til et interesseparti. Med fokus på klima og uddannelse. Økonomien og værdierne er en forudsætning for, at det kan lykkes. Men ikke det, Radikale Venstre skal kendes for. For Lidegaard er midterpositionen et værktøj til at føre in­te­resse­kam­pe omkring klima og uddannelse igennem. Effektivt og langtidsholdbart.   

Han har gode personlige betingelser for at lykkes. Han er den første radikale leder, for hvem klimaet er en reel hjertesag. Han forstår bedre end de fleste, hvad det er en ny bred midterregering kan og skal. Og han bryder med billedet af Radikale Venstre som et feministisk woke-parti. Noget mange har sukket efter.

Men han er også udfordret. Udfordret af, at Radikale Venstre i den folkelige perception er meget langt fra emneejerskab over klima og uddannelse. SF sidder tungt på uddannelse, især børn og skole, mens en lang række partier betragtes som mere grønne end Radikale.

Lidegaard bryder med billedet af Radikale Venstre som et feministisk woke-parti. Noget, mange har sukket efter

Jakob Gejl Møller
Fhv. rådgiver, Radikale Venstre

Udfordret af, at Lidegaard skal genrejse et parti. Radikale Venstre blev mere end halveret ved folketingsvalget, og er nu nede i en stør­­relse, hvor det er ret svært at drive effektiv parti­­­virksomhed. Partiet skal profileres hårdt for at vokse. Netop det kan være svært at gøre, hvis man samtidig har regeringsansvar. Så på den måde kan det ende som en befrielse, at det ikke blev til radikal regeringsdeltagelse denne gang.

På den korte bane vil det dog blæse om Lidegaard. For en stor del af hans – og Sofie Carsten Nielsens projekt – har bygget på netop regeringsdeltagelse. Og især internt var der forhåbninger til, at han kunne levere dette. De forventninger er nu skuffede. Men de fleste vil kunne se mulighederne i ikke at blive en del af et nyt regeringsprojekt.   

Endelig er Lidegaard udfordret af, at den radikale talentmasse svinder ind. Han har en lille, men dygtig folketingsgruppe bag sig. I mange år har den radikale folketingsgruppe haft ry for at være særdeles talentfuld. Andre partiledere har sukket misundeligt over de profiler, den radikale gruppe har mønstret.

Men siden midten af 00’erne har Radikale Venstre mistet flere talenter, end der er kommet til.

Tænk bare på nogle af de profiler, der har forladt det radikale skib de sidste ca. 15 år: Anders Samuelsen, Na­ser Khader, Simon Emil Amitzbøll, Uffe Elbæk, Manu Sareen, Margrethe Vestager, Mor­ten Østergaard, Ida Auken, Jens Rohde. Et hold de fleste vil anerkende som både dygtigt og populært.   

Martin Lidegaard står derfor også med en lidt overset opgave: Han skal genskabe det ra­di­ka­le vækstlag, så nye politiske talenter kan udklækkes og arvefølgen sikres. Det bliver afgørende for, om hans projekt bliver bæredygtigt.

Om Lidegaard kommer til at tegne en ny æra for Radikale Venstre, vil tiden vise. Potentialet er der. Men der skal arbejdes hårdt for at indfri det.