Regeringens reformudspil ligner mest en invitation til de borgerlige

Med regeringens længe ventede reformudspil 'Danmark kan mere I' er den politiske sæson for alvor kommet i gang. Kun godt en uge efter, S-regeringen fremlagde dens historisk farveløse finanslovsforslag, præsenterede regeringen således tirsdag en bunke forslag, som ellers normalt ville være præsenteret samtidig med, finansministeren fremlagde sin finanslov.

Fremgangsmåden i år ligner spekulation i maksimal mediedækning, og måske skal vi vende os til, at de kommende års finanslovsfremlæggelse bliver en rituel omgang tynd kop te, hvor regeringen holder kortene tæt til kroppen lidt længere tid.

En væsentlig forklaring på dét tiltag er naturligvis, at statsministeren længe i taler og senest med konferencen 'Fremtidens Danmark' har sat sig selv i scene og i spil som garanten for, at en større reform af det danske samfund er på vej. Så kan man ikke bare overlade det til en finansminister at præsentere reformplaner som vanligt på et pressemøde en mandag i Finansministeriet. Man må opfinde en ny scene, og det er så blevet reformudspillet 'Danmark kan mere I', som vel lige knap og nap tåler at blive omtalt som reformplan.

Der er næppe mange økonomer, som vil hævde, at udspillets dele vil rokke afgørende ved samfundets indretning. 

Sammenligner man Mette Frederiksens nye reformforslag med hendes forgængeres gennemførte initiativer, så blegner de totalt. Der er primært tale om småjusteringer af velfærdsamfundet. Ikke desto mindre giver reformudspillet nogle klarere bud på, hvad regeringen mere konkret vil, som længe har været heftigt efterspurgt.

Den lange indflyvningstid, før regeringen lidt pludseligt lancerede udspillet, vidner om en gennemtænkt plan, der også tager hensyn til socialdemokraternes langsigtede strategi om, hvilke vælgere de helst vil være regering for og dermed også hvilken profil, regeringspartiet skal have i de kommende valgkampe, der venter det næste halvandet år frem mod næste folketingsvalg.

Det er også et udspil, der angiver, hvilke partier man helst vil føre politik med. Det er Venstre, Konservative, Radikale og måske stadigvæk DF - altså i det omfang, at Thulesen Dahl stadig har magten i partiet.

'Danmark kan mere I' ligner mest af alt et udspil, der bejler til det, som man bredt kunne kalde "den borgerlige midte". Den midte, som Socialdemokraterne forvejen har mange vælgere i, men som efter en skidt nyhedsuge med for mange dårlige historier om Jeppe Kofod eller Trine Bramsen begynder at overveje, om de igen skulle stemme på enten Venstre, K eller DF.

Det er let at konstatere, at flere af forslagene fra 'Danmark kan mere I' er direkte kopieret fra de borgerlige partiers idékatalog, hvorfor det også bliver ganske svært for de samme partier at løbe væk fra forhandlingsbordet uden at miste troværdighed.

Det mest iøjnefaldende borgerlige forslag, som regeringen nu også forslår, er at skære i dagpengene til gruppen af nyuddannede. Det er i øvrigt også et forslag, Radikale tidligere i august omfavnede, da Venstre foreslog noget lignende, hvorfor man også må regne Radikale med til gruppen af partier, der med nogle justeringer vil bære regeringens udspil igennem i Folketinget.

Regeringens dagpengeforslag lukker i øvrigt diskussionen om det skyldige mindskede arbejdskraftudbud på cirka 10.000 personer på fuldtid, som fulgte med gennemførelsen af Arne-pensionen. Før S-regeringen kunne få radikal støtte måtte den love i forståelsespapiret, at udligne Arne-pensionens negative arbejdsudbudseffekt med andre arbejdsmarkedsreformer.

Nedsættelsen af dimittendsatsen for nyuddannede og forkortelsen af dagpengeperioden får først virkning om lang tid, og det hjælper ikke på de akutte problemer med ledige jobs inden for restauration, rengøring, hotel mv.

Jarl Cordua

Regeringens reformudspil giver omtrent det samme på arbejdsudbuddet, og heraf leverer beskæringen af nyuddannedes dagpenge de 8000 personer, det vil sige 80 procent. Det ligger lige for at konkludere, at det er de nyuddannede, hvoraf mange, men ikke alle, er akademikere, der betaler Arne-pensionen både i kraft af arbejdsudbudseffekt og finansiering.

Den prioritering flugter fuldstændig med reformudspillets gaver til FH-fagbevægelsen i øvrigt med forhøjede dagpenge de første tre måneder og forhøjet fradrag for fagforeningskontingent. Mette Frederiksen og hendes ministre vil være regering for de vælgere, som tilhører den brede del af middelklassen, ofte er medlemmer af FH-fagbevægelsen og bor uden for de store byer. Mange af dem er i øvrigt mænd, der tidligere har stemt borgerligt. Dem, en S-strateg engang beskrev som "Blå Bjarne".

Så er der dem, som regeringen ikke behøver at bekymre sig om. De nyuddannede, der ofte bliver set som akademikere, men også har andre uddannelser.  Mange af dem bor i byerne og stemmer gerne til venstre for S. For mange af disse vælgere er de borgerlige af flere grunde ikke noget politisk alternativ, og det skader ikke S grundlæggende, at de frustrerede stemmer på den venstrefløj, der igen om to år vil pege på Mette Frederiksen som statsminister.

For Enhedslisten er regeringens reformudspil et utvetydigt signal om, at de ikke skal regne med at få indflydelse, hvis partiet fastholder deres regel om, at man ikke kan deltage i et eneste forlig, hvor der sker forringelser, selvom andre elementer i planen virker tiltalende. Enhedslisten er dermed politisk låst, og de har kun to muligheder: Enten at føre kampagne mod regeringen på bedste beskub og blive opsamlingssted for en stor utilfredshed, som de vælgermæssigt kan kapitalisere på frem mod det kommende kommunalvalg i de større uddannelsesbyer med mange studerende. Eller også kan de gå planken ud og vælte regeringen, som søsterpartiet gjorde i Sverige. De færreste forestiller sig, at det sidste er en reel mulighed.

Der er selvfølgelig også godbidder, der tiltaler regeringens parlamentariske grundlag på venstrefløjen. Særligt forslaget om at forhøje beskatningen af aktiegevinster for mere end 56.500 kroner med tre procent til 45 procent. Det fik den ellers ikke så polemiske finansminister til at bemærke, at der jo var tale om en tilbagerulning af "rødvinsreformen", hvor de borgerlige sænkede beskatningen. Mest af alt ligner forslaget et lidt for tydeligt oplæg til de borgerlige som et krav, de kan stille for at støtte reformudspillets andre elementer.

Og her er hele forskellen på Enhedslisten, hvis stemmer er afgørende for at få et rødt flertal, og så de borgerlige: De borgerlige kan manøvrere og give lidt for at få noget andet, mens Enhedslisten er langt mere fastlåste og fører politiske forhandlinger helt uden bakgear.

Regeringen har så klogt åbnet for, at den kan lave delaftaler hele vejen igennem med forskellige flertal, medmindre tidligere forlig binder dem. Her vil de borgerlige stille krav. De bør som minimum ikke medvirke til en plan, hvor de først er med til at finde pengene, for så at se på, at regeringen deler dem ud igen sammen med Enhedslisten og SF. Er man med til det søde, så er man også med til det sure.

Omvendt må Enhedslisten også foretage et valg. Vil de bare stemme for en finanslov, mens de kan se, at regeringen gennemfører andre ting, som de er inderligt imod, med de borgerlige? Og hvad har de af midler til at presse regeringen? Ikke rigtig nogen, ud over at true med at vælte regeringen.

SF har med deres udmeldinger på ingen måde meldt sig ud af forhandlingerne. De forestiller sig nok at kunne være med i det meste, hvis de bare kan slippe for at stemme for forringelserne for de nyuddannedes dagpenge.

Men hvad så med andengenerationsreformerne, som regeringen og mange iagttagere heriblandt flere kommentatorer har fremhævet som en mulighed for regeringen for at nå i mål med et øget arbejdsudbud? Ja, borte tog dem i første omgang. Det blev, som nogle af os for længst havde forventet, et element fra de gode gamle arbejdsmarkedsreformer, hvor man tog noget fra nogen for at få dem i arbejde.

Alle må pænt vente på, hvad Nina Schmidt og hendes fæller i den nedsatte Reformkommission barsler med af forslag. Forslag, som senest er sat til at ankomme til næste år. Det løser dog ikke regeringens problem her og nu med at levere et svar på de aktuelle problemer med at skaffe arbejdskraft, for nedsættelsen af dimittendsatsen for nyuddannede og forkortelsen af dagpengeperioden får først virkning om lang tid, og det hjælper ikke på de akutte problemer med ledige jobs inden for restauration, rengøring, hotel mv.

Mette Frederiksen og hendes ministre vil være regering for de vælgere, som tilhører den brede del af middelklassen, ofte er medlemmer af FH-fagbevægelsen og bor uden for de store byer.

nedsættelsen af dimittendsatsen for nyuddannede og forkortelsen af dagpengeperioden får først virkning om lang tid, og det hjælper ikke på de akutte problemer med ledige jobs inden for restauration, rengøring, hotel mv.

Det ligner et oplæg for Radikale og de borgerlige til selv at spille idéer på banen over for regeringen, mens de sammen forhandler reformudspillet, sådan at politikerne får løst dette helt akutte samfundsproblem.

Der bliver også noget at tale om for partierne i en kommende forligskreds, når det gælder om at finde finansiering til udspillets mere offensive dele. Regeringen forestiller sig, at man kan finde mindst tre milliarder kroner fra erhvervsstøtten, der så kan bruges på grøn forskning og uddannelse, blandt andet fire nye klima-erhvervskoler, lavere el-afgift m.v.

At barbere erhvervsstøtten, der i 2021 udgør 42 milliarder kroner, bliver ikke så nemt, da der er mange interessenter, som i dag modtager støtte, der i den kommende tid vil løbe politikerne på dørene for at bevare de nuværende puljer og ordninger. I dag finansierer erhvervsstøtten forskerskatteordning, grøn omstilling (37 procent), gunstige skatteordninger for søfarende på danske skibe, kulturelle og almene formål herunder mediestøtte, lavere transportafgifter til danske øer, erhvervsfremme og meget andet.

Også landbruget modtager støtte udenom EU-systemet i form af lempelig beskatning af produktionsjord med videre, hvilket de borgerlige vil være interesseret i at fastholde.

Man må omvendt dog også forestille sig, at i en tid, hvor de offentlige finanser aldrig har været bedre, vil det være muligt for finansministeren at finde penge hist og her i budgettet til disse nye og andre tiltag. Og de partier, der vil være med, kan så få del i æren for at dele dem  ud.

Dansk politik begynder nu at handle om andre ting end sommerens personsager.