EU-kandidater: Nationalistisk navlepilleri står i vejen for støtten til Ukraine – og det kan koste Danmark dyrt
Krigstrætheden har meldt sig, og stadig flere vestlige politikere vil trække støtten til Ukraine. Men lader vi Ukraine i stikken, venter en ny verdensorden med store konsekvenser for hele Vesten, skriver Magnus Barsøe (S) og Mads Strange (LA).
Magnus Barsøe
Radiovært, Radio4, 1. suppleant til EU-parlamentet (S), fhv. debatredaktør, PolitikenMads Strange
Politisk rådgiver, Liberal AlliancePå toårsdagen for Putins invasion af Ukraine, synes krigstrætheden overalt i Vesten at have spredt sig som en steppebrand.
I Holland har Gert Wilders netop vundet en valgsejr på blandt andet at ville trække landets militærbistand til Ukraine, og i USA vil hovedparten af det republikanske parti, der meget vel kan vinde præsidentvalget i 2024, lade Ukraine sejle deres egen sø.
Også herhjemme vil politikere som Nye Borgerliges Martin Henriksen og DF’s Anders Vistisen sætte en prop i pengestrømmen til ukrainerne, mens Enhedslistens Per Clausen er kørt helt ud på et pro-russisk sidespor om, at vi skal sikre ”Ruslands landegrænser”, og at ”NATO er en angrebspagt”.
Uenige om næsten alt på nær Ukraine
Undertegnede forfattere er to vidt forskellige politiske kandidater, der er rørende uenige om næsten alle emner til Europa-Parlamentsvalget.
Det står fuldstændig klart for os, at ukrainerne taber krigen med et brag, hvis vi trækker støtten.
Mads Strange (LA) og Magnus Barsøe (S)
Kandidater til Europa-Parlamentet
Men når det kommer til spørgsmålet om Vestens støtte til Ukraine, har vi fuldstændig samme holdning: Ukraines frihedskamp er også vores frihedskamp.
Kort før jul tilbragte vi en uge i Ukraine, hvor vi mødtes med alt fra militærstrateger og kommandører til journalister og ganske almindelige soldater.
Og det står fuldstændig klart for os, at ukrainerne taber krigen med et brag, hvis vi trækker støtten.
Læg nationalistisk navlepilleri til side
Rusland har mere end tre gange så mange indbyggere, de bruger mere end en tredjedel af statens budget på militæret og med materiel fra Iran samt Nordkorea er deres forsyningskæder sikret langt ind i den kommende tid.
Ruslands imperialisme stopper nemlig ikke ved Ukraines landegrænse.
Mads Strange (LA) og Magnus Barsøe (S)
Kandidater til Europa-Parlamentet
Derfor kan vi ikke lade pro-russisk propaganda eller nationalistisk navlepilleri stå i vejen for at støtte vores ukrainske allierede i kampen mod Ruslands hunger på ekspansion.
I alt for mange år har vi europæere nemlig været blændet af blåøjet naivitet om, at Putins stormagtsdrømme kan tøjles med dialog og diplomati.
Men som en soldat, vi mødte på vores rejse i det krigshærgede land, udtrykte det: ”Vi går nu ind i det tredje år af en ti år lang krig, som bare er en del af en 300 år lang konflikt”.
Ruslands imperialisme stopper nemlig ikke ved Ukraines landegrænse.
For som Putin selv har bebudet, er invasionen af Ukraine blot det første skridt på vejen mod at bringe Vesten til fald.
Støtte til Ukraine er fremtidssikring af Vesten
Selv hvis man er villig til at lade Ukraine sejle i deres egen sø, fordi man er ligeglad med deres frihed, er det ikke et argument for, at vi skal trække støtten.
Krigen handler nemlig ikke blot om ukrainernes frihed. Den handler også om hvilken verdensorden, vi vil acceptere.
Mads Strange (LA) og Magnus Barsøe (S)
Kandidater til Europa-Parlamentet
For krigen handler nemlig ikke blot om ukrainernes frihed. Den handler også om hvilken verdensorden, vi vil acceptere.
Hvis vestlige demokratier ikke længere magter at være garant for frihed og fremskridt, vil det nemlig signalere til både Putin og resten af verdens despoter om, at den stærkes ret gælder, og at de har frit slag til at udleve deres imperialistiske stormagtsdrømme.
Og hvem ved hvilken landegrænse, Putins kampvogne i fremtiden kommer til at krydse, hvis vi har vist ham, at man i Vesten lader sine allierede i stikken?