Forsker til DF'er: Nej, grundloven giver dig ikke lov til at tjekke statsborgerskabsansøgeres Facebook-profiler

Jeg præciserede også, at et folketingsmedlems ”granskning” af forhold for ansøgere, der er optaget på lovforslag, ikke vil få betydning for deres ret til statsborgerskab, da de jo opfylder kravene hertil. Problemet er, at deres berettigelse til dansk statsborgerskab anfægtes, og at de udsættes for unødvendig eksponering, når for eksempel Mikkel Bjørn gransker deres Facebookprofiler og stiller spørgsmål om deres berettigelse til dansk statsborgerskab under lovforslagsbehandlingen.

Ingen offentlig drøftelse

Jeg er ikke enig med Malte Larsen i, at denne form for eksponering er en ”uomtvistelig og grundlovfæstet del af retsstillingen, som ansøgerne må affinde sig med". Den danske Rigsdag (samlet betegnelsen for Folketinget og Landstinget, der i 1953 blev erstattet af Folketinget) udviklede nemlig fra begyndelsen af 1900-tallet en praksis, hvor lovforslag om indfødsret blev vedtaget ”uforandrede”.

Ansøgeres forhold blev ikke drøftet offentligt, og de blev ikke udtaget af lovforslag. Dette fandtes at ville være en stor ”hårdhed” mod dem, der havde fået ”et vist håb” om at få indfødsret, og en eksponering fandtes at ville stille dem i et ”uheldigt lys”.

Disse synspunkter stemmer i høj grad med synspunkterne bag nutidens retsstatsprincipper.

Forud for grundlovsændringen i 1953 fastslog datidens fremmeste forfatningsretseksperter, Alf Ross og Max Sørensen, at indfødsretslovforslagsbehandlingen havde udviklet sig til en formalitet for ansøgere, der opfyldte de gældende krav. Rigsdagens mulighed for indflydelse lå i overvejende grad i deltagelsen af fastsættelsen af de almindelige krav til tildeling af indfødsret, og den indflydelse fandt de forfatningsretskyndige burde udøves ved lov, så tildeling af indfødsret fremover kunne ske administrativt i henhold til lov.

Denne indstilling blev ikke fulgt, men Folketinget fortsatte efter den ny grundlov helt naturligt med at praktisere den ordning, som havde udviklet sig op gennem 1900-tallet, og hvorefter der ikke skete nogen offentlig drøftelse af ansøgernes forhold.

Man kan på den baggrund ikke sige, at granskning og eksponering af ansøgere er en "uomtvistelig og grundlovfæstet del af retsstillingen".