Stadig flere bliver nedfrosset til moderne mumier. Det kalder på en dyb etisk refleksion
Det er en gammel sandhed, at vi uden døden mister livets alvor. Derfor er vi nødt til at tage hul på en etisk diskussion om, hvordan kryopræservering skal reguleres i Danmark, skriver tidligere Etisk Råd-formand Jacob Birkler.
Jacob Birkler
Lektor, filosof og forfatter, fhv. formand for Det Etiske Råd 2011-16Tror du på et liv efter døden?
Spørgsmålet handler om tro, men for stadig flere handler det om en tiltro til videnskaben. Konkret beror det på, at fremtidens biotekniske landvindinger måske kan omgå døden og åbne for genoplivningsforsøg, som er helt ukendte i dag.
Derfor bliver det afgørende hurtigt at blive præserveret, når døden kommer, så du ligger klar til fremtidens videnskabelige fremskridt. Flere danskere benytter allerede denne praksis, hvor private virksomheder mod betaling håndterer liget, hvorefter det nedsænkes i en beholder med flydende nitrogen. Fysisk nedkøles liget gennem en vitrifikation – det vil sige en meget hurtig nedfrysning, der sigter mod en genoptøning, når en fremtidig genoplivning er potentielt mulig.
Denne opmagasinering af lig kaldes 'kryopræservering' og er en mulighed både i USA og Europa. En spekulativ form for livsforsikring, som man kun selv ønsker at drage fordel af. Men hvordan skal vi regulere denne praksis i Danmark?
Min pointe er, at etik bør komme før politik, og derfor kræver det besindelse, før vi ureflekteret skaber automatreaktioner og finder grundløse holdninger.
Findes der en etisk relevant forskel på nedfrysning af menneskeanlæg og nedfrysning af menneskelig?
Jacob Birkler
I sin kerne er der tale om en gammel idé, hvor mennesker balsamerer lig med tanke på et liv efter døden. Men i dag er det troen på videnskaben, som driver idéen. Før var det kun Jesus, der kunne vække Lazarus fra de døde, hvor det nu handler om store forhåbninger til videnskabens genkomst.
På den måde er det blevet en ukuelig tiltro til videnskabens muligheder, der skal sikre, at enkeltbilletten til dødsriget bliver til en returbillet. En moderne form for mumificering, hvor der kommer styr på efterlivet gennem nye bioteknologier.
Den videnskab, der ligger til grund for kryopræservering, er ikke ny. Vi har gennem flere årtier kryopræserveret de menneskelige anlæg i form af befrugtede æg. Det sker som regel i forbindelse med fertilitetsbehandling, hvor flere æg kan deponeres med sigte på hjælp til de ufrivilligt barnløse. Således kan vi stille det relevante spørgsmål, om der findes en etisk relevant forskel på nedfrysning af menneskeanlæg og nedfrysning af menneskelig?
Da vi i Danmark åbnede for nedfrysning og deponering af fosteranlæg handlede modstanden om usikkerhed, uværdighed og unaturlighed. Men i dag er det kun få som rynker på næsen af denne praksis.
Dog vil nogle sikkert pege på flere oplagte forskelle mellem deponering af menneske-æg og menneske-lig. Med deponering af æg har vi et godt greb om både mål og middel, hvilket må siges at være lidt mere diffust, når det gælder deponering af lig. Handler det om at forlænge livet eller omgå døden? Indtil videre kan vi godt hjælpe livet på vej gennem fertilitetsbehandling, men stadig ikke hjælpe livet på vej igennem dødsriget.
Blandt de centrale motiver for kryopræservering er ønsket om, at fremtidens behandlingsmuligheder skal helbrede den sygdom, som snart tager livet af vedkommende. Derfor vil kryopræservering for mange være håbet om en ambulancekørsel til fremtidens sygehus.
Men kryopræservering handler måske især om vores forhold til døden. Døden er noget af det sidste, vi ikke har fået styr på, og som flere derfor gerne vil omgå. Men her glemmer vi let, hvordan døden kan være en besindelse på livet. Det er således en gammel sandhed, at uden døden mister vi livets alvor.
Samtidig bygger kryopræservering på en ganske særlig forståelse af forholdet mellem person og krop, hvor det alene er kroppen som manipuleres med sigte på, at jeg som person kan overleve døden. I det hele taget er det værd at bemærke, hvordan kryopræservering rummer en særlig personforståelse, som glemmer den måde vi lever og forstår os selv gennem relationer.
Hvis vi genoplives i en fremtid om 50 år, er relationerne væk, og vi vil derfor få svært ved at finde os selv. Det kan lyde forjættende at kunne åbne øjnene til en fremtidig verden, men vi undervurderer let, hvordan vi tager del i en kultur og dyrker den sammen med andre.
Endelig kan det være svært at tilpasse sig en teknologisk fremtid, som vi slet ikke kender dimensionerne af. Tænk på, hvordan vi allerede i dag oplever hvordan et skifte til NemID stiger mange til hovedet.
Mindre filosofisk kan der opstå en række etiske spørgsmål vedrørende tidspunktet for genoptøning, hvilket samtidig er tidspunktet for et genoplivningsforsøg. Eller hvordan vi forholder os til kryopræservering af for tidligt fødte børn, som ikke vil kunne overleve i dag, og hvilke rettigheder man egentlig har som kryopræserveret.
I Danmark har kvinder en ret til svangerskabsafbrydelse, men ingen ret til at aflive fostret. I dag følger det ene af det andet, men kryopræservering vil kunne ændre hele grundlaget for debatten
Jacob Birkler
Dertil kommer vores dødskriterier, som også må revideres, når vi skal give status til et lig/legeme, som ligger hengemt i en beholder med flydende nitrogen. Vi bør også se på alternativer til kryopræservering, hvor det måske er bedre at appellere til organdonation, så andre kan overleve i nutiden.
Endelig vil der meget snart opstå krav om at blive kryopræserveret 'før' døden indtræffer, hvilket handler om at sikre den mest ideelle nedfrysning og deponering. På den måde vil vi se, hvordan kryopræservering bliver knyttet til spørgsmålet om aktiv dødshjælp, hvilket også kaldes cryothanasi.
Det interessante er, hvordan tilhængere af aktiv dødshjælp ofte taler om befrielsen for lidelsen, hvor modstandere hævder, at man tværtimod fjerner den, der lider. Her åbner kryopræservering for en håbefuld mellemvej, hvor det netop er lidelsen, man fjerner ved at pausere livet for den, der lider.
Men hvis vi kryopræserverer en person, som endnu ikke er død, vil det i sagens natur kun være fremtiden, der kan afgøre, om der reelt var tale om aktiv dødshjælp eller blot en forberedelse til en sygdomsbehandling.
Det er ikke kun debatten om aktiv dødshjælp, som kryopræservering påvirker. Det gælder også spørgsmålet om provokeret abort.
I Danmark har kvinder således en ret til svangerskabsafbrydelse, men ingen ret til at aflive fostret. I dag følger det ene af det andet, men som det gælder med aktiv dødshjælp, vil kryopræservering også her kunne ændre hele grundlaget for debatten.
LÆS OGSÅ: Tidligere kirkeminister: Der er ingen rationelle argumenter for at ændre abortgrænsen
Kvinden vil således fortsat kunne få ret til en provokeret abort, alt imens fostret kryopræserveres, indtil kvinden selv (eller andre) ønsker at tage vare på barnet. På den måde vil kryopræservering potentielt kunne forvandle provokeret abort til helt nye former for familieplanlægning.
Som det fremgår bygger kryopræservering på mange luftige spekulationer. Men tilbage står en nutid, hvor flere ønsker at blive kryopræserveret. Et sigte på, at døden ikke er en endestation, men snarere en slags pauseknap eller dvaletilstand, som man kan vågne fra igen?
Derfor handler det om, at vi sammen styrker det grundlag, hvorfra vi vurderer og tager stilling til kryopræservering.