Succesrig SF-formand leger med ilden

I toppen af SF lyder analysen nogenlunde således:

- S-formand Mette Frederiksen tør ikke bygge på folk som Zenia Stampe (R), Christian Friis Bach (R) og Theresa Scavenius (UP) som yderste mandat, og derfor vil socialdemokraterne efter alt at dømme fortsætte samarbejdet over midten.

- Et rent rødt flertal (S-SF-EL) efter næste valg kræver et mirakel, så hvis SF skal i regering, bliver det sammen med mindst et af midterpartierne, Radikale eller Moderaterne.

- Den radikale leder Martin Lidegaard har bejlet til de blå. Han indgår i KLAR-alliancen sammen med Konservative og LA, og den alliance har været i front med forslag om at afskaffe efterlønnen og Arne-pensionen.

- Lars Løkke Rasmussens økonomiske politik ligger også langt fra SF’s, men – lyder analysen – Løkke har i praksis vist sig mere pragmatisk end Radikale. 

- Desuden har Løkke overrasket positivt som udenrigsminister. I forhold til både Gaza-konflikten og den militære oprustning, har Løkke efter SF’ernes mening vist sig betydelig mere nuanceret end statsminister Mette Frederiksen (S).

- Den gamle Løkke, der halverede dagpengeperioden og drastisk forringende efterlønnen, er blevet erstattet af en ny og forbedret version. Derfor kan det være hip som hap, om SF går i regering med Løkke eller Radikale, lyder ræsonnementet.

Endelig får SF’erne den ubetingede fornøjelse at sætte de radikale under pres med det underforståede budskab: I flirter med højrefløjen, fint! Så erstatter vi jer med Moderaterne.

Økonomien det kildne punkt
Analyserer man brikkerne i argumentationen, holder den første del fint:
Der kommer ikke et rent rødt flertal, så langt øjet rækker, Lidegaard flirter med de blå, og Mette Frederiksens ulyst til at basere sig på Radikale og Alternativet var en af de allerstærkeste grunde til, det endte med en regering over midten.

Det er også almindelig anerkendt på Borgen, at Løkke har formået at holde hovedet koldt som udenrigsminister, mens Mette Frederiksen ligefrem sammenligner den sikkerhedspolitiske situationen i dag med 1938.

Det kildne punkt i forhold til Løkke er derimod den økonomiske politik.
Det er primært den, der afgør, om SF i regering bliver en succes eller fiasko næste gang. Om den nære velfærd i skoler, plejehjem og hospitaler bliver opprioriteret, og om der kommer velfærdsforbedringer, eller der tværtimod sker forringelser af eksisterende velfærdsordninger.

På det punkt skal man have den lyserøde linse frem for at finde tegn på, at Lars Løkke Rasmussen for alvor har ændret holdning.

Når det gælder magtspil, er selv Margrethe Vestager en amatør sammenlignet med Løkke.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Reformernes førstemand
Løkke fremhæver stadig stolt, hvordan han "skaffede råderum i dansk økonomi med nødvendige reformer” af dagpenge og efterløn, ligesom han har udtrykt ærgrelse over, at det ikke lykkedes at rundbarbere seniorpensionen, som der ellers var lagt op til.

I forhold til selvforvaltning, hvor SF-formanden ser lighedstegn mellem Moderaterne og SF, er det i Løkkes udgave snævert knyttet til privatiseringer og udliciteringer, ligesom Løkke aktuelt er i front for nedsættelse af aktiebeskatningen, noget der vil bone kraftigt ud på ulighedsskalaen.

Oven i det kommer den daglige armlægning og taktiske skærmydsler i en regering.
Det er et spil, hvor Løkke er second to none.

I Thorning-regeringen havde SF’erne mere end svært ved at klare magtkampene med Margrethe Vestager, men selv den tidligere radikale leder fremstår nærmest som en amatør sammenlignet med Løkke.

Højt spil
Nu er der langt til næste valg, men Pia Olsen Dyhr vil allerede nu forberede baglandet på muligheden for uhellige alliancer, så der ikke rejser sig en flodbølge af protester, hvis det bliver en realitet.

I folketingsgruppen kan SF-formanden sandsynligvis godt skabe flertal for utraditionelle regeringskonstellationer, og det kan hjælpe hende til også at skaffe flertal i partiets landsledelse, der har kompetence til at træffe den formelle afgørelse efter et valg.

Det helt store problem bliver SF-vælgerne, der alle dage har set Løkke som selve sindbilledet på det, man har kæmpet imod.

Her kan det blive en gambling med en meget høj indsats, hvis SF's nuværende oppositionsrolle erstattes af et regeringsprojekt med deltagelse af Lars Løkke Rasmussen.

Det er hele gevinsten siden 2014, der står på spil, hvis SF endnu engang indskiber sig i en upopulær regering.