Venstre vil tillade ulvejagt, mens regeringen tøver
Venstre støtter EU-forslag om at tillade jagt på ulve. Grønne organisationer opfordrer Danmark til at stemme nej. Regeringen er uafklaret.
Ella Hjalmsrud Jørgensen
JournalistI dag er ulven totalfredet og må kun under helt særlige omstændigheder jages. Men den strenge beskyttelsesstatus bør snart være fortid.
Det mener Venstre, der helt konkret bakker op om et forslag fra EU-Kommissionen om at ændre ulvens beskyttelsesstatus.
"Set med vores øjne skal den danske ulvebestand reguleres ned til et meget lille antal," siger miljøordfører Erling Bonnesen (V).
Forslaget fra Kommissionen vil ændre ulvens status fra "stærkt beskyttet" til "beskyttet. Det vil betyde, at kontinentets næststørste landrovdyr bliver jagtbart.
Forslaget skal dog først igennem Ministerrådet, hvor et kvalificeret flertal blandt medlemslandene skal godkende det. Deriblandt miljøminister Magnus Heunicke (S).
Regeringen har dog ikke taget stilling til Kommissionens forslag endnu, oplyser Miljøministeriet i en mail til Altinget.
Hvis man først har haft ulven helt tæt på, så er man ikke i tvivl om, at bestanden skal holdes nede.
Erling Bonnesen
Miljøordfører, Venstre
Venstre går enegang
Venstre forventer, at miljøministeren vil stemme for forslaget:
"Vi regner med og håber på, at vi fra dansk side støtter op om, at man skal kunne regulere ulvebestanden i det enkelte land," siger Erling Bonnesen.
I mellemtiden er de øvrige regeringspartier mere afventende.
Adspurgt til Socialdemokratiets holdning henviser miljøordfører Anna Paulin til, at regeringen ikke har truffet beslutning.
"Generelt følger vi udviklingen i ulvebestanden tæt, da det naturligvis gør en forskel om der er fem eller hundrede ulve på dansk jord. Derudover er vi i gang med at implementere finanslovsbeslutningen om at udvide mulighederne for tilskud til ulvesikrede hegn," skriver hun i en sms.
Altinget har også spurgt Moderaterne, som dog ikke har haft lyst til at give en kommentar.
Handler ikke kun om angreb
Erling Bonnesen kalder det et "kæmpe problem" for fåreavlere, at den danske ulvebestand ser ud til at vokse. Det er derfor "meget positivt", at man har taget sagen op i EU:
"Vi skal naturligvis stemme for, at man kan komme igennem med at regulere uvebestanden i det enkelte land," siger han.
I 2022 var der 29 ulve i Danmark.
161 husdyr mistede samme år livet på grund af ulveangreb.
Størstedelen af ulveangreb på husdyr går ud over får og lam.
Ingen af angrebene foregik indenfor velfungerende ulvesikrede hegn.
Kilde: Miljøstyrelsen
I 2022 steg antallet af ulve i Danmark markant, viser en opgørelse fra Miljøstyrelsen. Imens er antallet af angreb på husdyr dog ikke vokset tilsvarende, og ingen angreb foregik bag velfungerende ulvesikrede hegn, skriver styrelsen.
Men ulve-spørgsmålet handler ikke kun om husdyr, understreger Erling Bonnesen. Han nævner, at der findes eksempler på, at ulve har været "helt tæt på menneskelige beboelser."
"Hvis man først har haft ulven helt tæt på, så er man ikke i tvivl om, at bestanden skal holdes nede," siger Erling Bonnesen.
"Useriøst" forslag
Forslaget fra Kommissionen møder dog ikke kun opbakning.
I et brev advarer 18 naturorganisationer under Det Grønne Kontaktudvalg miljøministeren om, at man ikke kan "skyde sig ud af konflikterne."
Derfor opfordrer de indtrængende ministeren til at stemme imod Kommissionens forslag.
For jagt på ulve hjælpe ikke husdyr, der blot kan angrebes af andre ulve. Derimod er løsningen ulvesikrede hegn, og det vidner fraværet af angreb på dyr bag netop disse hegn på, skriver organisationerne, der blandt andre tæller Danmarks Naturfredningsforening og WWF Verdensnaturfonden.
Kommissionens forslag har også affødt kritik fra 293 internationale ngo’er, der i et brev adresseret Ursula von der Leyen fremhæver, at ulven spiller en central rolle i opretholdelsen af Europas økosystemer.
Det Grønne Kontaktudvalg kritiserer også Europa-Kommissionen for at ikke at undersøge, om medlemslandene allerede beskytter husdyr tilstrækkeligt mod ulveangreb.
"Vi finder det direkte useriøst", står der i brevet.
Skal godkendes ad to omgange
Ulvens udbredelse på det europæiske kontinent er takket være en bevaringsindsats opretholdt gennem de seneste tyve år, og bestanden vokser støt.
Så meget, at ulveflokke i nogle europæiske regioner ifølge Europa-Kommissionsformand Ursula von der Leyen er blevet en "reel trussel for især husdyr".
Hvis forslaget fra Europa-Kommissionen træder i kraft, kan ulven jages, men skal dog stadig bevares og beskyttes.
Det er endnu ikke fastlagt, hvornår Ministerrådet skal stemme om forslaget.
Dernæst skal forslaget forelægges Det Stående Udvalg under Bern-konventionen, der også skal vende tommelfingeren opad.