Velkommen til Mette Frederiksens konkurrencestat

Allerede i Fredericia stod det klart. Nu er Mette Frederiksen en statsminister som alle andre. Eller, i hvert fald som de har været siden Poul Schlüter. Det handler om velfærdsstatens finansielle holdbarhed i en globaliseret verdensøkonomi, og det handler om at sikre et højt og rigtigt kvalificeret arbejdsudbud, der kan holde lønomkostningerne nede og konkurrenceevnen høj.

Det blev cementeret af regeringens stort anlagte udspil, der blev præsenteret tirsdag morgen, betitlet Danmark kan mere 1.

Det er Bjarne Corydon med et menneskeligt ansigt. Eller måske med Jens Otto Krags ansigt. Det var jo ham med Fremtidens Danmark. Eller med det ansigt, de andre politiske partier har behov for at sætte på.

For det er det sidste, der skal tage stikket hjem for Mette Frederiksen: at Folketingets partier hver og et kan finde lige præcis den grimasse, der kan passe.

De borgerlige kan finde det øgede arbejdsudbud og den forringede dimittendsats, de har talt så meget om på det seneste. Venstrefløjen kan finde øget dagpengedækningsgrad og fjernet gensidig forsøgerpligt. Og alle kan finde noget på det grønne råderum – især Venstre, der gerne vil have flere penge til landbrugets grønne omstilling.

Dermed også sagt, hvad der kan gå galt i de kommende uger og måneder for regeringen: At de borgerlige vil sige, at det hele er alt for rødt, og Enhedslisten flå masken af og finde Corydon inde bagved.

I det mindste af strategiske grunde – for store planer udgør også risikoen for store nederlag. Hvis for mange partier får følelsen af at blive reduceret til biroller i et teaterstykke, hvor Mette Frederiksen ender som den store helt, stiger interessen for at bringe det hele til fald, så regeringen ikke ser så stærk ud efter endt forhandling.

Wammen får travlt

Det sidste vil regeringen løse ved at åbne flere ”forhandlingsspor,” som Mette Frederiksen sagde under mandagens pressemøde. Hvor mange fik vi ikke at vide, men indtil videre er der forhandlinger om finansloven og landbrugets klimapakke, så vi kan let havne i en fem-seks spor, måske flere hvis ydelseskommissionens anbefalinger smides oveni.

Med en metafor fra cykelsporten: Regeringen håber på at vinde det samlede løb ved undervejs at dele etapesejre ud til alle andre. En tur på sejrsskamlen med kindkys og klapsalver for dem, der vil, bare Mette Frederiksen står iført den gule førertrøje til sidst i Paris.

Men vil Venstre for eksempel sænke dimittendsatsen og lade regeringen score point for at bruge pengene på at hæve dækningsgraden på dagpengene? Nok ikke, men kan Venstre sige andet end ja til at øge arbejdsudbuddet, når det er det, erhvervslivet skriger på. Regeringen satser på det sidste.

Og vil SF og Enhedslisten vende det blinde øje til de neoliberale arbejdsudbudsreformer, fordi de får noget på det grønne, investeringer i uddannelsessektoren og bedre dagpengene? Igen – regeringen satser på det.

Et godt gæt er, at de spor, der ikke ender med havarerede forhandlinger, havner på samme station – nemlig hovedbanegården i dansk politik, også kendt som finansministeriet. Her vil Nicolai Wammen stå og kontrollere kort og billet. Han får et travlt efterår med andre ord.

Hvad gør SF og Ø?

Uanset hvordan regeringens reformudspil ender, et den et eksempel på, hvor stor spændvidde, der er i Mette Frederiksens socialdemokrati. Forsvaret for velfærdsstaten er i det ene øjeblik arbejderromantik og Arnes tur, så den hårdeste granit i udlændingepolitikken, i næste nu det bankende hjerte i konkurrencestatens ellers kolde bryst.

For de borgerlige er problemet, at når de alligevel ikke vil afskaffe velfærdsstaten, og det viser sig, at Mette Frederiksen alligevel ikke vil belåne landet til op over skorstenen og dele gaver ud til alle, så bliver det svært for dem at forklare, hvad alternativet egentlig består i. Både på kort sigt i forhold til de kommende forhandlinger og på længere sigt frem mod næste valg. Det kan let blive til meget tekniske forklaringer.

Det vil tiltale de Radikale at være med i så meget som muligt. Her er stemningen, at man har brug for at tale om politik og vise, at partiet fungerer igen efter et år med skandaler, intern kamp og mere eller mindre larmende exits fra folketingsgruppen.

For SF og Enhedslisten er det et spørgsmål, om man vil fokusere på det, man får eller på det man ikke vil være med til at give. Det er et valg, ingen af de to partier kan træffe uden at tage sigte på, hvordan det andet parti griber det an. Skrækscenariet for begge er en genindspilning af de kaotiske år fra 2011 til 2015, hvor SF trådte ud af regeringen og var tæt på implosion, og hvor Enhedslisten følte sig tromlet, ydmyget og udstillet som uegnet til udøvelsen af politisk magt.

Det har Mette Frederiksen også lært af. Som sagt ikke så meget hvad angår kerneprojektet, som kun i toneart er forskelligt fra Bjarne Corydons. Men i stedet for at vride arme rundt og indgå pludselige forlig, åbner statsministeren for at alle kan få hver deres kapitel i den store bog – bogen om Mette Frederiksens konkurrencestat.