I Fredericia gjorde statsministeren det klart: hun vil stjæle de borgerliges sidste stærke kort

Da Mette Frederiksen steg op på talerstolen i Messe-C i Fredericia for at åbne regeringskonferencen ”Fremtidens Danmark”, var hun iklædt en blå kjole, ligesom bagtæppet bag hende også var blåt. Hun og partiet plejer ellers at dyrke den rosenrøde farve. Nu var det kun talerpulten, der var rødmalet.

Tilfældigt? Med sin udtalte fornemmelse for politiske symbolers betydning er svaret: næppe, og under alle omstændigheder sigende.

Når vi her på Altinget undersøger, hvilke politiske problemer eller emner, vælgerne mener, partierne er bedst til at varetage, stikker en borgerlig regering kun af på ét afgørende område: styring af dansk økonomi. Andre emner i toppen af vælgernes dagsorden – klima og velfærdsområdet, særligt sundhed – sidder en socialdemokratisk ledet regering tungt på.

I det politiske farvekartotek er ansvarlig økonomisk politik altså stadig noget, flertallet tiltror blå politikere. Og det betyder, at hvis økonomi tager pladsen fra velfærd eller klima, som det vigtigste emne i en kommende valgkamp, ja, så stiger de borgerliges chance for at vinde betragteligt.

Men statsministeren signalerede, at hun altså også kan noget med blåt.

At farvevalget langt fra var uskyldigt fra statsministerens side, kunne man også forvisse sig om ved at iagttage, hvem hun sad ved siden af, inden hun gik på talerstolen.

Det var ikke bryggeriarbejderen Arne, det var heller ikke en ung klimaforkæmper eller en repræsentant for de hjemløse. Det var overvismand Carl-Johan Dalgaard, fagforeningsboss Lizette Risgaard og DI’s administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen.

Således behøvede man ikke engang at have hørt hendes tale for at kende dens tema: økonomi, vækst, jobs – og reformer af den slags, Mette Frederiksens forgængere har gennemført så mange af de seneste årtier, men som hun også blev statsminister på at kritisere.

Som hendes forhenværende håndgange mand, Henrik Sass Larsen, sagde tilbage i 2017:

”Der er orden i dansk økonomi, vi har fulgt alle de arbejdsudbudsreformer, der har været, til dørs og strammet bardunerne, hvor vi kan. Hvis vi går videre, går vi fra at være reformivrige til at være stakkelhadere.”

Her fire år senere slog Mette Frederiksen den modsatte position fast:

”Vi skal arbejde mere, og flere skal arbejde.”

Økonomi kommer til at dominere de kommende år
Selvom vi efter alt at dømme ikke – som der ellers hviskes om rundtomkring – er på vej mod et tidligt efterårsvalg, er den økonomiske politik og kampen om vælgernes tillid på det område – hvad politologerne kalder ”emneejerskabet” til den økonomiske politik – helt afgørende for Socialdemokratiet.

For i de kommende år bliver økonomi kun mere vigtigt. Væksten er strukturelt lav – ikke bare i Danmark, men i hele eurozonen. Og samtidig fortsætter de store generationer, de forkætrede boomers, med at gå på pension og uundgåeligt med flere og flere konsultationer og indlæggelser i et sundhedsvæsen, som de har enorme forventninger og krav til.

Den cocktail kan, som tidligere departementschef i sundheds- og ældreministeriet, Per Okkels, noterede sig før sommerferien her i Altinget, ”knække ryggen på velfærdssamfundet”.

Svaret på den problemstilling handler både om, hvilket samfund, vi er på vej til – og om hvem, der sidder regeringsmagten i det. Det er Mette Frederiksen sig pinligt bevist.

For er der én ting, Socialdemokratiet har lært de seneste 40 år, så er det, at man taber magten, når vælgerne oplever krise i samfundskontraktens balance mellem velfærd for skat.

Det økonomiske uføre, der kom i kølvandet på udbygningen af velfærdsstaten i 1970erne førte til ti års borgerligt styre under Poul Schlüter i 1980erne. Og afstanden mellem den førte og den af befolkningen ønskede udlændingepolitik op gennem 1990erne fødte nye blå tiår under Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen.

Det er den situation, Mette Frederiksen med sit program  om ”Fremtidens Danmark” tager bestik af, og med regeringskonferencen erklærede hun – så optimistisk og imødekommende hun end var – de borgerlige krig om emneejerskabet til den økonomiske politik.

Det gør hun fra en historisk stærk position med meningsmålinger, der hen over sommeren igen har bragt hendes parti op over 30 procent af stemmerne, og i tilgift har hun en historisk svag borgerlig opposition, der er præget af intern kiv og kanibalisering og – værre endnu – diffust lederskab.

Dermed blev konferencen en forpræmiere på, hvordan statsministeren gerne vil udkæmpe lige netop det slag. Både hvad angår mobiliseringen af hendes egne vælgere, og hvordan hun vil ramme den splittede borgerlige opposition.

Arven fra Jens Otto Krag
Det første først. For som sagt lod hun ingen være i tvivl; der skal reformer til, der kan øge det så forkætrede arbejdsudbud. Og skal det glide ned i egne rækker – så S-vælgere ikke igen oplever en socialdemokratisk ledet regering som ”stakkelhadere” – kræver det, at reformbegrebet får en anden tone og sættes ind i en anden, socialdemokratisk ramme end den borgerlige udgave.

Til det formål har Mette Frederiksen indkaldt efterkrigstidens største socialdemokratiske ikon, Jens Otto Krag.

Som økonomiminister fra 1953-1957 og fra 1958-1968 først som udenrigs- og siden statsminister var han den ledende politiske kraft, da Socialdemokratiet forvandlede Danmark til et velfærdssamfund.

Et projekt, han allerede i slutningen af Anden Verdenskrig havde skitseret som pennefører på det valgmanifest, der i sensommeren 1945 blev vedtaget af Socialdemokratiet – med titlen ”Fremtidens Danmark”.

Altså, den præcis samme overskrift, som Mette Frederiksen har givet konferencen i Fredericia som det ti-årige program, hun har varslet siden foråret.

Igen er formen mere afgørende end selve indholdet.

Med programerklæringer som: ”Samtidig med at det politiske De­mokrati gøres mere fuldkomment, maa et økonomisk Demo­krati virkeliggøres” og idéer om en reorganisering af det danske arbejdsmarked i bedriftsråd, produktionskomitéer og et øvre samfundsøkonomisk råd, ville de fleste nye læsere af Krags ”Fremtidens Danmark” snarere tro, at det var forfattet af Enhedslistens Pelle Dragsted, end af en socialdemokratisk partiformand.

Men ligesom Krag i ”Fremtidens Danmark” satte økonomi og beskæftigelse forrest i Socialdemokratiets projekt for efterkrigstiden, signalerer Mette Frederiksen, at det gør hun også nu.

Her kan man bemærke, at ud af de ti søjler, der udgør den bærende konstruktion i statsministerens projekt, handler de første fire om jobs og stigende velstand (ja, den første søjle hedder ”grønnere”, men ligesom USA's præsident Joe Biden, udlægger Mette Frederiksen den grønne omstilling som en proces, der skal skaffe nye og flere arbejdspladser.)

De emner som hun talte mest om fra hun blev formand for Socialdemokratiet og det første år som statsminister – social retfærdighed, velfærd med flere ”varme hænder” –  bliver nu omtalt til sidst. Prioriteringen er vendt om.

En anden parallel. For Krag var første halvdel af det 20. århundrede med sine to verdenskrige og Den Store Depression en udløber af liberalistisk økonomisk politik, som i Krags analyse havde skabt et system, der var konstant hjemsøgt af økonomiske kriser og arbejdsløshed med dertilhørende ødelæggende politiske reaktioner.

Men Anden Verdenskrig havde for Krag også åbnet for nye muligheder for at staten kunne spille en helt anden og nødvendig rolle i samfundsøkonomien. Særligt skulle staten bruge penge i nedgangstider for at holde forbruget og beskæftigelsen oppe – også selvom det betød, at staten stiftede gæld (bare man betalte den tilbage, når der kom gang i økonomien igen.)

På samme måde brugte Mette Frederiksen i sin tale bekæmpelsen af coronakrisen – som hun endda jævnførte med krigen  – som inspiration (også her stiftede staten gæld for at holde hånden under økonomien) og springbræt for at gøre noget ved de problemer hun og hendes forgængere forgæves har forsøgt at løse.

Den angår især manglen på kvalificeret arbejdskraft, mestendels faglært, så dansk økonomi ikke grundstøder på fordyret og manglende produktion, fordi efterspørgslen på arbejdskraft overstiger udbuddet af den.  Og – i samme boldgade – problemet med indvandrere og efterkommere med for lav erhvervsfrekvens, og som sidste punkt balancen mellem vækst og den grønne omstilling.

En omvendt Corydon
Det er et problemfelt, vi for ti år siden omtalte som konkurrencestaten. Det begreb blev så betændt for socialdemokraterne, fordi Bjarne Corydon forsøgte at gøre det til sin ideologi. Men selvom Corydon sidenhen er blevet retoucheret ud af den socialdemokratiske fortælling, er det nøjagtig de samme problemer, han forsøgte at løse, som Mette Frederiksen nu giver sig i kast med.

Det drejer sig stadig om velfærdsstatens finansielle holdbarhed og overlevelse på længere sigt.

Forskellen på Frederiksen og Corydon ligger igen på formsiden.  Hvor Corydon talte finansministeriets sprog først og det socialdemokratiske sprog om fællesskabet og arbejdets betydning for mennesket sidst, har Mette Frederiksen vendt det om.

Her er Krag-referencen og hele hendes øvrige retorik tegn på en partileder, der er meget opmærksom på, at få sit bagland og sine vælgere med på den samme dagsorden, men med nye narrative midler.

Og fra kilder i både regeringen og i Socialdemokratiet lyder det, at regeringen vil foretrække at bruge begrebet ”strukturel beskæftigelse” fremfor det borgerligt ladede begreb ”arbejdsudbud”. Men pointen er den samme: at tæmme lønkravene i produktionen for at bibeholde konkurrenceevnen og dermed fastholde og helst øge væksten, så skattebasen under velfærden ikke smuldrer.

En sidste parallel mellem Krag og Frederiksen. Et vigtigt motiv for Krags tale om planøkonomi, priskontrol og økonomisk demokrati var at dæmme op for kommunisternes stigende indflydelse på det danske samfund. Et projekt, Socialdemokratiet lykkedes med. Uden sammenligning i øvrigt drejer det sig som sagt for Mette Frederiksen om at tage brødet ud af munden på de borgerlige partier.

Igen, det var også Corydons strategiske mål, men modsat ham, der en dag pludselig bare busede ud i Politiken med sin trosbekenelse til konkurrencestaten, ved Mette Frederiksen, at den slags kræver en længere bearbejdning af vælgerne i almindelighed, og de socialdemokratiske ditto i særdeleshed.

Finansministeriet er tilbage
Hvad det skal blive til i form af konkret politik, er offentligheden endnu ikke blevet indviet i. Og Mette Frederiksen ville ikke i sin tale i Fredericia løfte sløret for det. I følge kilder i regeringen er det første udspil under overskriften ”Fremtidens Danmark” blevet rundsendt, men hvad det går ud på, får man ikke at vide. Heller ikke i partiorganisationen ved man nærmere. Meldingen er, at statsministeren har holdt kortene endog meget tæt til kroppen, og at planerne er blevet smedet i forholdsvis hemmelighed i stats- og finansministeriet.

Konklusionen er, at statsministeren – efter at hendes tætteste alliancepartnere, Martin Rossen, Henrik Sass Larsen og senest partisekretær Jan Juul Christensen alle er draget af til stillinger i det private – i endnu højere grad sætter sig alene på partiets og regeringens projekt.

Og set fra en institutionel vinkel kan man også se det fornyede fokus på udbuddet af arbejdskraft – undskyld, øget strukturel beskæftigelse – som en genkomst for finansministeriet, som eller var en del udskældt i begyndelsen af regeringsperioden.

Som sagt planlægger Mette Frederiksen med en lang tidshorisont både for landet og for sin egen epoke som statsminister. Lige nu handler det om at forberede sit parti og sine vælgere på flere af den slags reformer, hun ellers kom til magten på at kritisere, alt sammen for at rane vælgernes tillid til, hvem der kan styre dansk økonomi fra de borgerlige – og dermed sætte tungt og vedholdende på regeringsmagren i de kommende år.

Konferencen i Fredericia var i den forstand symbolsk i sig selv. Den bestod af et par hovedoplæg – med stjernedrys både i form af New Zealands premierminister Jacinda Ardern, USA's tidligere udenrigsminister John Kerry og sommerens folkehelt ud i ledelse, fodboldlandsholdets cheftræner Kasper Hjulmand. Derefter gik konferencens gæster i arbejdsgrupper under ledelse af forskellige af regeringens ministre.

Oversat: Regeringen faciliterer den store samfundsdebat og omgør sig til det store fælles bord, alle sætter sig om, når de vigtige beslutninger skal tages. Med statsministeren for bordenden, selvfølgelig. Altså, den samme position, som regeringen indtog under forårets genåbningsaftaler.

Dermed befinder de borgerlige sig fra nu af i et dilemma. Vil man deltage, få indflydelse og sætte fodaftryk i de udspil, regeringen kommer med fra nu af, men dermed også understøtte regeringens fortælling i vælgernes øjne og risikere (noget af) emnejerskabet over økonomien til Socialdemokratiet?

Eller vil man skrue op for konflikten på den økonomiske politik, fordi man historisk står stærkt her, og stille sig udenfor kommende forlig og aftaler? Det vil tegne alternativerne tydeligt op i dansk politik, men risikoen her er, at det vil placere de borgerlige i den position, man stod i i 1990erne – ideologisk rent med skattelettelser og mindre stat, men også med meget små chancer for at erobre regeringsmagten.

At tolke ud fra den del af gæstelisten i Fredericia, der inkluderede partiformænd, er der ikke enighed hos de borgerlige partier om, hvordan man skal gribe det dilemma an. Søren Pape Poulsen (K) og Pernille Vermund (NB) deltog og skulle i debat og Kristian Thulesen Dahl var også til stede, mens Jakob Ellemann-Jensen var andetsteds engageret.

Frem mod Folketingsvalget i 2019 stjal Mette Frederiksen udlændingepolitikken fra de borgerlige. Nu vil hun snuppe deres eneste tilbageværende stærke kort ud af hænderne på dem.

Velkommen til kampen om den økonomiske politik.