Politisk økonom: Løkke og Dragsted kan enes om en grøn industripolitik, hvis Løkke forlader nullernes dogmer

For Løkke betyder erhvervsvenlighed stadig det, det betød i nullerne: Sænk selskabsskatten og de øverste indkomstskatterater og øg arbejdsudbuddet med reformer. Det er de klassiske greb fra den neoliberale storhedstid, og de har domineret dansk borgerlig økonomisk politik så længe, at de fremstår som selve definitionen på ansvarlighed.

Det er samtidigt en opskrift på stigende ulighed og dermed en kurs, der kommer til blive giftig for et fremtidigt samarbejde med en venstrefløj, der har som en hovedprioritet netop at mindske ulighed.

En ny økonomisk politik

Men der findes ikke kun én erhvervsvenlig politik. Enhver, der har åbnet Financial Times eller The Economist de seneste par år, vil have bemærket, at industripolitik er vendt tilbage som mainstream.

For en udenrigsminister, hvis embede netop er at holde øje med verden, er det desto mere påfaldende, at det ikke har sat sig spor.

Forestillingen om at en langsigtet økonomisk politik blot handler om at opfylde erhvervslivets umiddelbare ønskeseddel, passer simpelthen ikke.

Rune Møller Stahl
Økonom og senioranalytiker

Sidste uges rapport fra de økonomiske vismænd taler ind i samme tendens, når de taler om de samfundsøkonomiske problemer, der stammer fra de store firmaers stigende markedsmagt. En magt, som yderligere skattelettelser blot vil skubbe yderligere på.

Der findes masser af erhvervspolitik, han formentlig kunne få Pelle Dragsted og Enhedslisten med på: En grøn industripolitik, der ankrer fremtidens energiproduktion, brintinfrastruktur og elnetudbygning i Danmark. Eksportstøtte og målrettet kapital til mellemstore industrivirksomheder. Investeringsafskrivninger, der gør det billigere for virksomheder at investere i nye anlæg. En strategisk satsning på faglært arbejdskraft.

Det er i øvrigt den vej, resten af verden bevæger sig, fra Washington til Berlin til Bruxelles. Og forestillingen om at en langsigtet økonomisk politik blot handler om at opfylde erhvervslivets umiddelbare ønskeseddel, passer simpelthen ikke.

Fanget i fortiden

For få år siden var det at støtte bestemte virksomheder og brancher nærmest et politisk tabu. I dag er det den vej, hele den vestlige verden bevæger sig.

I USA kanaliserede Biden-regeringen med Inflation Reduction Act og Chips Act hundredvis af milliarder dollar i investeringer og støtte til grøn teknologi og halvlederproduktion, og sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan forsvarede åbent en industristrategi, hvor staten igen skulle turde vælge og investere.

I Europa anbefalede tidligere centralbankchef Mario Draghi i sin store rapport fra september 2024 massive investeringer og en aktiv industristrategi.

Og i marts 2025 løsnede Tyskland sin berømte gældsbremse og oprettede en infrastrukturfond på 500 milliarder euro, heraf 100 milliarder er øremærket klima.

Lars Løkke forsøger at løse 1970'ernes og 80'ernes problemer med nullernes værktøjskasse.

Rune Møller Stahl
Økonom og senioranalytiker

Det var ikke en venstrefløjsregering, der brød med dogmet om den slanke stat. Det var en konservativ kansler. Også den internationale højrefløj har grebet til den form for redskaber.

Den britiske konservative regering indførte i 2023 fuldt og umiddelbart fradrag for virksomheders investeringer. En selskabsskattelettelse går til alle med overskud, også dem der ikke investerer en krone. En investeringsafskrivning går kun til dem, der rent faktisk bygger noget.

Hvis målet er flere investeringer, er det første et dyrt og upræcist redskab.

Lars Løkke forsøger at løse 1970'ernes og 80'ernes problemer med nullernes værktøjskasse. Men den dagsorden, der i dag driver udviklingen i Washington, Berlin og Bruxelles, nemlig den geoøkonomiske konkurrence med Kina, energiomstillingen og forsyningskædernes sårbarhed, er en dagsorden, hvor den klassiske udbudsøkonomi har forbløffende lidt at sige.

Denne tænkning spænder ikke bare ben for et dueligt regeringsflertal, men afslører også en dansk økonomisk debat, der er fanget i fortiden.