Rasmus Nielsen: Vinder V eller S kampen om sundheden?

KOMMENTAR: Uanset valgdato afgøres valget måske inden for den nærmeste måned. Får Mette Frederiksen overbevist vælgerhavet om, at regeringen vil centralisere? Og kan Løkke styre sine partifæller, når regionerne nedlægges, spørger Rasmus Nielsen.

I disse timer og dage udkæmper partiformændene i Venstre og Socialdemokratiet – statsministeren og hans udfordrer ved valget i år – et drabeligt slag. En kamp om dagsordenen, der har potentiale til at sætte navn på, hvem der har nøglerne til Statsministeriet til sommer.

Regeringens forslag til en sundhedsreform er landet. To spørgsmål trænger sig på:

1) Vil det lykkes Mette Frederiksen at få overbevise vælgerne om, at regeringen og Venstre vil centralisere magten i Danmark? Gøre vejen fra borger til samfund længere?

2) Vil det lykkes Lars Løkke Rasmussen at styre det ulmende oprør i det jysk-fynske Venstre, der ville have beholdt regionerne?

Både partier og medier måler ihærdigt på, hvad der optager vælgerne, og begge parter lader sig styre af det. Partierne tilpasser deres politik og prioriterer dét, vælgerne er optagede af, og medierne følger trop og skriver om det.

Sundhed har længe været vælgernes topprioritet. Mere sundhed til middelklassen, selv om det betyder for eksempel mindre social opmærksomhed til de svage – dét er blevet devisen. Sundhedsreformen er således mere end et fagpolitisk udspil. Det er valgkampens hjerte.

Derfor har statsministeren, der – som alle ved og mærker – har særlig sagkundskab på sundhedspolitikken, udnyttet sin serve-ret til at lancere sin reform af sundhedsvæsenet. Selve væsenet skal ligge i Aarhus, der omsider får en vægtig national institution, efter at TV 2 i 1987 overraskende gik til Odense. En udflytning, der kan laves uden stor ballade, al den stund myndigheden Sundhedsvæsenet ikke har eksisteret som sådan før. Så landets næststørste by må være tilfredsstillet.

Og der slås på begrebet nærhed igen og igen i reformudspillet, blandt andet foreslås en ny "nærhedsfond", hvor det nære sundhedsvæsen får ekstra seks milliarder kroner i perioden 2020-25.

Alt dette naturligvis af saglige grunde, fordi man politisk tror på det: at det virker. Når politik er bedst, går holdninger og ideologi foran processen med at få det igennem og beholde magten. Men regeringen og Venstres ledelse har naturligvis også skelet til, at der i disse år er en udbredt følelse rundtomkring i landet af at blive forbigået i forhold til en stadig mere synlig og vækstrig hovedstadsregion. 

"Stop centraliseringen", udråber Socialdemokratiet i sine røde helsides-avisannoncer dagen efter regeringens sundhedsudspil. Partiet mener, at professionelle sundhedsbestyrelser fremfor folkevalgte vil føre til endnu mere centralisering. Fup eller fakta? Hvem har ret? Svært at sige entydigt, men: Hvem får ret efter sundhedspersonalets mening? Efter meningsdannernes? Efter folkeviddets og dermed vælgerhavets mening?

Det er hér, statsministerkandidaternes kamp om framingen kommer på spil. Kampen om, hvad vi skal diskutere og præcis hvordan. Vil reformen decentralisere, som regeringen mener, eller vil den samle magten yderligere hos staten i København fjernt fra patienterne og de folkevalgte, som Socialdemokratiet mener?

Det er en helt afgørende kamp om dagsordenen, der udspilles mellem valgkampens to hovedkombattanter, al den stund emnet decentralisering optager så mange vælgere så meget. Et emne kendt under ord som "udkanten", "københavneri" osv.

Lars Løkke Rasmussen har fordelen af at være siddende statsminister med hele apparatet bag sig. Han var i sit es ved onsdagens pressemøde i Statsministeriet, hvor han viste medierne respekt ved at tage hvert spørgsmål foran de snurrende kameraer. Sjældent er så mange specialmedier kommet til i forreste række. Og selv Jyllands-Posten fik ordet med en veloplagt tilføjelse fra regeringschefen: - hvis De vil vide mere. Den tæller i Viby J. Heroverfor står Mette Frederiksens efter sigende gerne noget mistroiske forhold til journalister og fotografer.

Med Indiens-turen som et sikkert kærkomment, eksotisk afbræk arbejder Løkke nu time for time for at vinde framingen omkring sundhedsreformen, så den netop fremstår som tættere på patienten, på den praktiserende læge, på det kommunale sundhedshus, på det nærmeste sygehus' sygeplejersker osv. Og fjern fra væsener og andre statsmyndigheder, der først og fremmest skal tage telefonen akut, hvis den enkelte dansker ringer, og så ellers anvende midlerne så produktivt som muligt.

Mette Frederiksen stod på sin side så meget på udkanten, som tænkes kan, da hun i Frederikshavn halvt på vej ombord på færgen til Læsø på direkte tv og siden i tv-sløjfer tordnede mod regeringens nye centralisering. 

Den, der kan overbevise vælgerne om, at sundheden kommer tættere på og bedre til dem, kan vinde valget. Selv om valget også i høj grad kommer til at handle om udlændinge og fordelingspolitik. Sundhed er bare det vigtigste for den danske vælger.

Så er der Venstre og partiformandens forhold til sine egne. Jeg må indrømme for en uge siden at have troet på, at regionerne ville have overlevet efter den betydelige modstand mod deres afskaffelse i store og væsentlige dele af Venstre. Det parti, der i bund og grund er rundet af det danske land. 

Løkkes håndværksmæssige færdigheder er nu virkelig sat på en prøve. For det siger sig selv, at han ikke på sit partis vegne kan genvinde magten til foråret, hvis der er uro i egne partirækker. Venstrefolk er nok selvstændige, men ikke så løsgående missiler, at det gør noget. De ved godt, at kritik af partitoppen er lig med tab af magten. Men er det jysk-fynske Venstre alligevel trådt så nær, at man sætter værdier over magthensyn?

Det synes på vippen, om det lykkes partiformanden og den øvrige partiledelse på Christiansborg og i Søllerød at holde de utilfredse tillidsfolk i Jylland-Fyn stangen. Noget er forlods gjort – måske som sidsteøjebliksindrømmelser til det regionale fodfolk? Det hjælper nok lidt med de fem sundhedsforvaltninger, der fortsat skal være i de fem gamle regioner. Og de vigtigste regionspolitikere – formændene – får to års ekstra løn i 2021 og 2022. 

Og Løkke har i den grad taget tid ud af kalenderen den kommende tid til at tale med alle involverede i sundhedssektoren. Hvis alle føler, der også er en plads, et ansvar og en løncheck i den nye konstruktion, vil det hjælpe og måske-måske ikke, holde Venstre-oprøret fra udkanten nede på et niveau, der ikke truer Venstres position i den samlede, nationale valgkamp, der reelt er skudt i gang.

En myndig analyse af Altingets mangeårige sundhedsredaktør og -analytiker, Ole Toft, deler reformen op i vindere og tabere. Hér er det interessant, at to vælgergrupper – de magtfulde læger og de mange sygeplejersker – fremhæves som vindere:

"En klar vinder er de praktiserende læger. Hvis sundhedsreformens hovedmål skal nås – at sikre bedre sammenhæng og få behandlet flere patienter uden for sygehusene – så skal de alment praktiserende læger være glade og tilfredse," skriver Ole Toft og føjer til: 

"Sygeplejerskerne er ligesom de praktiserende læger reformens superstjerner. De to grupper skal spille en hovedrolle i forhold til at øge kapaciteten i en almen praksis og udgøre kernen i sundhedsvæsenet uden for sygehusene: i patienternes eget hjem, i de kommunale sundhedshuse, på plejehjemmene og akutpladserne for svækkede ældre."

Ærlig talt kan forenede læger og sygeplejersker nok flytte flere holdninger og stemmer, end 200 regionalpolitikere, der afskediges et år før udløb. Så kynisk – eller med et pænere ord, realistisk – er politik også.

Løkke tildelte i går Ole Toft et timelangt solointerview, og man ser det for sig:

Statsministeren vil – frem til han skal i decideret valgkamp landet rundt – smøge ærmerne op og tage møde efter møde med sundhedssektorens personaleorganisationer, de traditionelt socialdemokratisk prægede organisationer, der ellers gerne skulle aktiveres med et: - Stem på Mette!

Hvis Løkke kan charmere sundhedsaktører og -ansatte og betrygge dem i, at der også er en fremtid for dem i den nye reform, så kan det være, han har trukket et par afgørende træk på skakbrættet, hvor han ellers ved årets begyndelse som bekendt er et par træk efter, når det gælder kampen om vælgerflertallet.

Normalt er en siddende regering altid efter, før valget udskrives, og enhver erfaring med vælgervandringer viser, at de for alvor indtræffer, når valget er udskrevet, og helt frem til valglokalerne lukker. 

Mere skat på de høje indkomster eller ej? Arveafgifter eller ej – og selskabsskatten ned som i Sverige? Vel, det afgør ikke valget. Flere udlændingestramninger? Ja, siger såvel S som V. Så det differentierer og afgør heller ikke noget. 

Det er kampen om Danmark derude og den slemme centralisering samt Løkkes evne til at styre egne partitropper, der kan afgøre næste folketingsvalg. Vi ved ikke, præcis hvornår det kommer. Men det er nok heller ikke så vigtigt. For måske afgøres valget allerede inden for den nærmeste måned, når vi kender udfaldet af kampen om centraliseringen og om Venstres interne sammenhold.

Forrige artikel Rasmus Nielsen: Vil Anne, Bosse og Thorborg fremover stole på staten? Rasmus Nielsen: Vil Anne, Bosse og Thorborg fremover stole på staten? Næste artikel Rasmus Nielsen: Vil vi selvstyre eller fælles standarder? Rasmus Nielsen: Vil vi selvstyre eller fælles standarder?
Kjærsgaards og Thulesens forhold er blevet anstrengt

Kjærsgaards og Thulesens forhold er blevet anstrengt

ANALYSE: Modsætningerne i DF handler mere om stil og magtpositioner end om politisk uenighed. I valgkampen har der været gensidig irritation mellem Kjærsgaard og Thulesen, men der er ikke tale om to politiske fløje over for hinanden.