Debat

Børnesagens Fællesråd: Barnets Lov er et forhastet hasardspil med børns rettigheder

Vi risikerer at få vedtaget en ugennemtænkt Barnets Lov, fordi forarbejdet er gået for stærkt, og fordi lovens implementering skal foregå over alt for kort tid, skriver Pernille Gry Petersen.

Indsatser og støtte til sårbare børn er sjældent blevet gode af at blive søsat på et split sekund, hvis overhovedet nogensinde, skriver Pernille Gry Petersen. (Arkivfoto)
Indsatser og støtte til sårbare børn er sjældent blevet gode af at blive søsat på et split sekund, hvis overhovedet nogensinde, skriver Pernille Gry Petersen. (Arkivfoto)Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Pernille Gry Petersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når politikerne på Christiansborg fredag 14. april behandler Barnets Lov, tager de et historisk greb om vores praksis på området af udsatte og sårbare børn og unge.

Det faste greb har været længe behøvet og ønsket, men grebet er strammet så meget, at det risikerer at kvæle de gode intentioner – særligt fordi det sker i så højt et tempo, at ingen kan følge med.

Vi risikerer at få vedtaget en lov, som ikke er gennemtænkt, fordi forarbejdet er gået for stærkt, og fordi lovens implementering skal foregå over alt for kort tid.

Det giver mig og vores mange medlemsorganisationer ondt i maven. For ender vi reelt med at styrke praksis og få bedre sagsbehandling og styrke rettigheder til vores sårbare børn og unge?

Sænk tempoet

De over 600 siders høringssvar og utal af indlæg bragt i blandt andet Altinget om alt fra lovens uklarheder på anbringelsesområdet og generel forebyggelse til manglende præcisering af minimumskrav om for eksempel mentorstøtte vidner om, at loven dækker over et område med yderst stor kompleksitet.

Det er derfor også med rette et område, der har været til stor debat senere år. Ja, faktisk har området været til debat helt tilbage til den første samlende børnelov, som blev vedtaget for 118 år siden, 14. april 1905.

Vi ender med at spille hasard med børnenes rettigheder, hvis ikke vi sænker farten

Pernille Gry Petersen
Generalsekretær, Børnesagens Fællesråd

For også dengang gik det for stærkt, så de gode intentioner var svære at implementere efter hensigten. Resultatet blev, at sårbare børn blev ladt i stikken.

Vi er blevet 118 år klogere siden da, ligesom vi er blevet meget klogere siden den nuværende Lov om Social Service i 1998 afløste Bistandsloven i et forsøg på at kvalificere vores praksis på netop blandt andet Børneområdet.

Så lad os nu en gang for alle vise, vi er blevet klogere. Lad os ikke forsøge at forsimple et yderst komplekst område. Lad os ikke forhaste et så vigtigt arbejde med at sikre udsatte og sårbare børn og unge og deres familier rettigheder og nødvendige støtte og indsatser, så vi i farten mister vigtige nuancer og mangler.

Vi spiller hasard med børnenes rettigheder

I det fremsatte lovforslag lægges der op til en implementering af 489 siders lovtekst og bemærkninger på ganske få måneder. Som det har været dokumenteret fra forskellige sider gennem senere år, har vi en kommunal forvaltning, som ligger underdrejet.

Børneområdet er her ingen undtagelse. Tværtimod. Det pres skal loven gerne medvirke til at afhjælpe. Hvilket er yderst kærkomment, og vi hilser derfor også loven og dens intentioner velkommen.

Men sjældent er indsatser og støtte til sårbare børn blevet gode af at blive søsat på et split sekund, hvis overhovedet nogensinde. Mange fagpersoner går derfor lige nu rundt med ondt i maven.

Læs også

Bekymringerne for, hvordan det dog skal gå, og hvordan de med et fingerknips skal kunne omstille deres faglige hverdag til at kunne efterleve lovens krav og intentioner.  

Det ved vi fra vores mange medlemsorganisationer, som hver dag arbejder med målgruppen af de udsatte og sårbare børn og unge, hvis trivsel afhænger af samspillet mellem landets 98 kommuner og hver af de relevante institutioner og andre civilsamfundsaktører, som i hverdagen har kontakten til børnene.

De er alle afhængige af tydelige og veldefinerede rammer for at kunne tilrettelægge og udføre indsatserne, så de reelt ender med at tilgodese børnenes rettigheder – og de har ikke mindst brug for tilstrækkelig med tid til at kunne gøre det på en ordentlig måde.

Det behov sætter rammerne for Barnets Lov over styr, og vi ender derfor med at spille hasard med børnenes rettigheder, hvis ikke vi sænker farten. Vi har været 118 år undervejs. Hvorfor så ikke bruge lidt ekstra tid på at gøre det ordentligt, så vi ikke begår fortidens fejl på ny. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Gry Petersen

Generalsekretær i Børnesagens Fællesråd, bestyrelsesmedlem og næstformand, censorformandskabet for social- og samfundsfaglige diplomuddannelser
cand.soc. og socialrådgiver

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024