Kommentar af 
Johanne Schmidt-Nielsen

Urimelige ventetider skaber barndomme bag nedrullede gardiner

En psykiatrisk udredning er blevet et tilbud til dem, der har råd. Med ventetider på hele og halve år risikerer mistrivsel og psykiske sygdomme at sætte livslange spor hos børn og unge, skriver Johanne Schmidt-Nielsen.

Det kan ikke være rigtigt, at børn og unge skal vente halve og hele skoleår på at få hjælp, skriver Johanne Schmidt-Nielsen.
Det kan ikke være rigtigt, at børn og unge skal vente halve og hele skoleår på at få hjælp, skriver Johanne Schmidt-Nielsen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Johanne Schmidt-Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg kender en 15-årig dreng, der går i 9. klasse. Eller det vil sige, han har faktisk ikke været særligt meget i skole de seneste år. Som hans mor skrev til mig forleden: "Han har spildt det meste af sin udskolingstid med at ligge i fosterstilling i sin seng for nedrullede gardiner."

Gradvist blev det sværere og sværere for ham at komme afsted om morgenen. Og når det lykkedes, endte det ofte med, at han cyklede hjem og gik i seng igen, før skoledagen var omme.

Han har ældre søskende, så hans forældre kender til almindeligt teenagesløvsind. Det var længe tydeligt for dem, at der var noget helt andet på spil her. 

Sidste år fik de en henvisning til en psykiatrisk udredning. De fik samtidig at vide, at den første ledige tid var om ni måneder. Ni måneder er lang tid, når man har det så skidt, at man ikke kan gå i skole. Ni måneder er en urimelig stor del af en barndom. 

I dag tror forældrene ikke længere på, at deres søn kan gennemføre 9. klasse, hvis ikke han får hjælp. Og det planlagte ophold på en sportsefterskole, som han har drømt om i årevis, er der ingen udsigt til, at han vil kunne starte på.

Denne historie er ikke enestående. Allerede sidste år kom det frem, at kun fire ud af ti børn udredes til tiden

Johanne Schmidt-Nielsen

Derfor har de valgt at gå til det private sundhedssystem. De har råd til ikke at vente. Heldigt for dem. Indtil videre har den private udredning kostet mere end 60.000 kroner.

Deres søn er netop blevet diagnosticeret med en svær depression, og der er påbegyndt medicinering. Håbet er selvsagt, at kombinationen af terapi og medicin vil hjælpe ham oven på igen og tilbage til de andre i klassen. At han kan afslutte 9. klasse og måske endda starte på efterskole på den anden side af sommerferien. 

Men tænk sig, at så sygt et barn får besked på at vente så længe, før der er udsigt til hjælp. For man er meget syg, hvis man lider af svær depression og bliver liggende i sin seng i mørke – måned efter måned.

Denne historie er ikke enestående. Allerede sidste år kom det frem, at kun fire ud af ti børn udredes til tiden. Altså inden for de tredive dage, som loven foreskriver, hvis der er mistanke om, at et barn lider af en psykisk sygdom.

Siden er der lavet en 10-årsplan for psykiatrien, der bestemt vil give et betydeligt og helt nødvendigt løft. Problemet er bare, at planen ikke er finansieret.

Læs også

Som Inger Brødsgaard, formand for Overlægeforeningens psykiatriudvalg, Merete Nordentoft, forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab og Nina Tejs Jørring, forperson i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, skrev for nylig i Jyllands-Posten, så overvejer halvdelen af landets overlæger i psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri at opgive deres job i det offentlige for i stedet at finde job på privathospitaler eller blive selvstændige. 

Brødsgaard, Nordentoft og Jørring påpeger, at situationen bliver endnu mere alvorlig af, at hver femte stilling allerede er ubesat. Men de understreger samtidig, at de fleste overlæger foretrækker at arbejde i det offentlige. Hvis der altså er den nødvendige tid og de nødvendige ressourcer til at give patienterne en ordentlig behandling. I den forbindelse henviser de både til at organisere arbejdet på en klogere måde og at sikre en ordentlig finansiering. 

Den 15-årige dreng, jeg kender, er et af de børn, der gemmer sig bag de tal, der viser en stigende mistrivsel blandt børn og unge i Danmark. 

Ved at sætte tidligere ind har vi mulighed for at sikre, at færre børn ligger bag nedrullede gardiner og går glip af deres barndom

Johanne Schmidt-Nielsen

Mistrivsel som begreb dækker over en meget bred gruppe og meget forskellige former for mistrivsel. Der er selvsagt forskel på at føle sig ensom i en periode og på for eksempel at have en svær depression. Samtidig hænger tingene jo sammen. Mistrivsel forårsaget af for eksempel ensomhed kan udvikle sig til psykisk lidelse, hvis ikke der sættes klogt ind. 

Hver tredje unge kvinde og hver femte unge mand vurderer, at de har dårligt mentalt helbred, og et alt for stort mindretal oplever, at det udvikler sig til en psykisk sygdom. En rapport fra Vidensrådet for Forebyggelse fra 2021 viste, at cirka hver syvende borger – 15 procent – får diagnosticeret psykisk sygdom, inden de runder 18 år. 

Og selvom vi skal huske, at flertallet af børn og unge heldigvis har det godt, er det positivt, at regeringen vil se bredt på stigende mistrivsel blandt børn og unge. For vi skal blive skarpe på både på årsager og løsninger. 

Men der er meget, vi allerede ved. Og der er mange steder, vi kan sætte ind allerede nu.

Læs også

Det kan ikke være rigtigt, at børn og unge skal vente halve og hele skoleår på at få hjælp. Og i et land, der heldigvis hylder princippet om lighed i sundhed, kan vi ikke acceptere, at størrelsen på forældrenes opsparingskonto afgør, om for eksempel en 15-årig dreng med svær depression når at få hjælp i tide, så han kan færdiggøre folkeskolen frem for at skulle gå et år om.  

Ubehandlet psykisk sygdom risikerer at sætte livslange spor. Ved at sætte tidligere ind har vi mulighed for at sikre, at færre børn ligger bag nedrullede gardiner og går glip af deres barndom. Vi kan sådan set ikke være andet bekendt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johanne Schmidt-Nielsen

Generalsekretær, Red Barnet
ba.scient.soc. (Roskilde Uni 2007)

0:000:00