Bliv abonnent
Annonce
Debat

Børns Vilkår: Dårlig kvalitet i dagtilbud i kræver akut handling – ikke langsigtede løsninger

Mange børn har tilbragt hele deres institutionsliv uden at møde et konsekvent højt kvalitetsniveau. De børn fortjener, at vi ikke kun kalder på langsigtede politiske løsninger, skriver Rasmus Kjeldahl. 
Mange børn har tilbragt hele deres institutionsliv uden at møde et konsekvent højt kvalitetsniveau. De børn fortjener, at vi ikke kun kalder på langsigtede politiske løsninger, skriver Rasmus Kjeldahl. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
28. maj 2025 kl. 03.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den seneste evaluering af dagtilbud tegner et dybt bekymrende billede.

Forsvindende få børnehaver leverer god kvalitet, mens mere end hver fjerde institution er utilstrækkelig. Resten ligger på et tilstrækkeligt niveau, vi heller ikke kan være bekendt. 

Når kvaliteten ikke er god, går det især ud over de mest udsatte børn, som ofte ikke får den nødvendige støtte til at udvikle sig og indgå i fællesskabet.

Børn, der heller ikke får tilstrækkelig omsorg i hjemmet, er dybt afhængige af, at voksne i institutionerne ser dem og hjælper dem på vej i livet.

Det gør alt for mange af de voksne tilsyneladende ikke.

Når personalet har for travlt med at opfylde diverse dokumentationskrav, praktiske gøremål og afrapportering, så har de også ringe forudsætninger for at opdage, hvis børn går rundt alene og aldrig bliver inviteret ind i legefællesskabet.

Vi bliver nødt til at handle på de dårlige evalueringsresultater med det samme. 

Rasmus Kjeldahl
Direktør, Børns Vilkår

Når personalet er pressede, bliver de desuden korte for hovedet. Irettesætter og skælder ud på en uhensigtsmæssig måde.

Langsigtet plan er ikke nok 

Konsekvenserne er alvorlige og kan række langt ud over børnehaveårene. Børn risikerer at starte i skole med dårligere trivsel og ringere forudsætninger for at få noget ud af undervisningen.

Der er bred enighed om, at dagtilbudsområdet har brug for flere ressourcer. Der mangler pædagoger, og deres uddannelse er mangelfuld.

Det er godt og vigtigt, at arbejdet med at løse rekrutteringskrisen og revidere uddannelsen er sat i gang, men vi kan ikke forlade os på de langsigtede effekter af diverse reformer.

Mange børn har tilbragt hele deres institutionsliv uden at møde et konsekvent højt kvalitetsniveau. De børn fortjener, at vi ikke kun kalder på langsigtede politiske løsninger.

Læs også

Vi bliver nødt til at handle på de dårlige evalueringsresultater med det samme indenfor rammerne af, hvilke økonomiske og faglige ressourcer, der er til rådighed derude lige nu.

Jeg forstår godt, hvis en masse forældre får ondt i maven af at læse, hvor få børnehaver, der vurderes at være decideret gode.

Deres knude i maven bliver ikke forløst af, at ministeren og KL lover handling indenfor en årrække. De skal vide, at børnehaverne faktisk har muligheder for at gøre noget med det samme.

Undersøgelsen viser blandt andet, at ydertimerne og pauserne er kritiske tidspunkter, hvor de voksne risikerer at overse børn, der har brug for trøst eller anden opmærksomhed.

Når det er tilfældet, er det ikke kun et udtryk for, at der er for hænder, det er i den grad også et eksempel på, at der mangler et ledelsesmæssigt overblik til at organisere personaleressourcerne anderledes.

Frigør unødvendigt bureaukrati

Vi ved, at det kan lade sig gøre at hæve kvaliteten med nogle relativt simple greb, for der findes allerede daginstitutioner, der formår at skabe høj kvalitet inden for de eksisterende rammer. Det gør de ved at arbejde fokuseret med omsorg som den kernefaglighed, det er og bør være.

Daginstitutionslederne skal frigøres fra unødvendigt bureaukrati og i stedet være tæt på den pædagogiske praksis.

Rasmus Kjeldahl
Direktør, Børns Vilkår

Gode dagtilbud har et fælles fagligt sprog for, hvordan man yder professionel omsorg, skaber tryghed og understøtter en praksis, der styrker børns trivsel og udvikling.

Vi skal lære af dem og udbrede deres gode erfaringer.

Det kræver, at pædagogerne får tid og overskud til at være sammen med børnene fremfor at drukne i dokumentationskrav og administrative opgaver.

Daginstitutionslederne skal frigøres fra unødvendigt bureaukrati og i stedet være tæt på den pædagogiske praksis, så de kan sætte en klar faglig retning med fokus på børnene.

Til forældre, der skal vælge institution til deres barn, vil jeg sige: Stil spørgsmål til personalets stabilitet og engagement, spørg ind til, hvordan de arbejder med børns trivsel og sociale relationer, og vær opmærksom på, om dit barn bliver mødt med den omsorg og tryghed, det har brug for. Det er fundamentet for et godt børneliv.

Vi skylder børnene en daginstitution, hvor de trives og udvikler sig. Det kan ikke vente længere.

Læs også

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026