Lipperts bog om demokratiets kurs mod afgrunden er læseværdig, men for pessimistisk

I hans analyse af eroderingen af fælles fakta, ender han dog også eftertænksomt med at se en vis grad af frigørelse – selvbestemmelsens magma – i den øgede borgertvivlen på myndighedernes oplysninger.

Ministerierne har nemlig også deres egne systemlogikker, som der, i min opfattelse, meget gerne må tryktestes af borgerne. Se Udenrigsministeriets og politiets "kinesiske fortolkning" af grundlovens forsamlingsfrihed for Tibet-demonstranter. Se bare Skats nuværende skøre eksperiment med vores ejendomsvurderinger, hvor naboer på nybyggede grunde skal opkræve hinanden. Under alle omstændigheder er vi endt i, hvad Lippert benævner som et polyfaktuelt samfund.

Fremtidens demokrati

Så kommer vi frem til det store spørgsmål: hvad nu for demokratiet? Her får vi tre mulige ud- eller afviklinger af demokratiet, som vi kender det.

Hvilket jordskælv rammer os ifølge Lipperts politiske geologi? I forhold til bogens længde bruges der rimelig kort spalteplads på at udrulle vores fremtidsscenarier.

Et er en styrkelse af nationalstaten på bekostning af et sammenbrud af internationale institutioner. Lippert kalder det "en ny westfalsk fred", men kan vel også kaldes et Trump-Orban-Erdogan scenarie, hvor national suverænitet igen er i højsædet.

Næste scenarie svinger i den anden grøft. Magten forskydes globalt og nationalstaten eroderes særligt på klimaområdet, som mange borgere vil have international kontrol med.

Tredje scenarie er en autoritær afvigelse, hvor borgerne accepterer begrænsninger i rettigheder og fundamentet for det liberale demokrati, fordi at akkumulerende kriser ikke kan håndteres i og af det nuværende system.

Det demokratiske verdenskort

Et par indvendinger. Bogens analyse er meget vestlig og europæisk. Det erkender Lippert også, men det er en svaghed, nu hvor demokratiet er et globalt fænomen.

I nogle stræk bliver Lippert lidt apologet for det bestående samfund.

Jonas Parello-Plesner
Direktør, Alliance of Democracies Foundation

Der er langt flere mennesker, som lever i demokratier i Asien (Indien, Indonesien, Japan, Sydkorea, Taiwan med flere) end i Europa. Det demokratiske verdenskort er interessant at kigge på for os europæere, som fortsat er fastlåst i forestillingen om os selv som demokratiets højborg.

Når man som mig kigger ofte i internationale demokratimålinger ligger Botswana og Namibia højere end Ungarn og Ukraine. Grækenland – demokratiets vugge – langt under Uruguay hos Freedom House. Derfor ville ikke-europæiske perspektiver være interessante i bogen – også når de nuancerer udviklingen i Europa.

Eksempelvis læser japanere stadigvæk aviser i stort antal, selvom landet er en tech-nation og også er hoppet med på social medie-bølgen.

Eksempler på hvordan demokratiet er blevet fornyet i andre dele af verden kunne også være inspirerende. Mit eksempel: Taiwans digitalministers brug af radikal åbenhed i forvaltningen – alle møder optages så vælgerne kan følge med direkte – og dertil nye måder at lave lovgivning på baseret på internet-baserede folkekonsultationer.

Jeg tænker også mere optimistisk end Lippert, at vi ikke er på vej til en afvikling, men at revnerne er nye og nødvendige konfliktlinjer i vores demokratier.

Krisernes indtog

Under læsningen kom jeg til at tænke på Chantal Mouffe og hendes teori om det antagonistiske demokrati – altså at demokratiet fordrer at være en kampplads for at fungere.

Måske var årtierne fra 1990'erne og frem en undtagelse med for lidt kamp og mangel på antagonisme. Demokratiet forvitrede i kedelig orden. Vælgerne holdt op med at stemme efter klasse og økonomiske præferencer. Politikerne kunne holde fast på autopilot-styring og henvise til nødvendighedens politik fastlagt af finansministerier og nationalbanker.

Men med krisernes indtog fra finanskrisen i 2008 og frem voksede nye skillelinjer frem. Grækerne måtte ikke sætte deres økonomiske politik til folkeafstemning. Folket mod nødvendighedens logik.

I 2016 valgte et flertal af briterne Brexit, selvom det var og er en økonomisk dårligere forretning. Amerikanske vælgere valgte Trump, og danske vælgere stemte Inger Støjberg ind selv efter en rigsretsdom. Greta Thunberg fik børn på gaden for klimaet, i stedet for at de lærte om klimaforandringer i skolen og fra de etablerede institutioner. I samme periode frigjorde sociale medier millioner af menneskers stemmer. Der er altså fornyet antagonisme i demokratiet.

Vi er også ovre historiens uundgåelighed, som førte til en art dovenskab og fatalisme på demokratiets vegne. Vi har genfornyet erkendelsen af, at vores egne handlinger betyder noget for demokratiet. Det kan gå galt.

Hvis ikke den ukrainske befolkning kæmper mod Putins overmagt, kan deres demokrati og frihed falde. Det samme gælder for Taiwan i forhold til Kina. Og afghanske kvinder måtte se deres frihedsrettigheder forsvinde efter Talibans magtovertagelse. Der er altså igen noget fundamentalt på spil omkring demokrati og frihed i kampen for overlevelse. 

Det ser måske kaotisk ud for nogle af det nuværende systems grundpiller – også for mig på en nedtrykt dag – men kan også vise sig at være godt for demokratiets fornyelse. Demokratiet bliver mere digitalt, mere borgerdrevet og igen grundlæggende værd at kæmpe for. Så derfor ender demokratiet ikke.