Debat

BUPL: Pædagoger skal have alle muligheder for at give ukrainske børn en tryg start i Danmark

Danmarks pædagoger skal ikke begrænses i deres arbejde med ukrainske børn, og det kræver blandt andet, at forældrene har tid til grundig indkøring, og at minimumsnormeringerne opretholdes, skriver Elisa Rimpler.   

Ukrainske forældre skal have tid til ordentlig indkøring af deres børn i danske institutioner, skriver Elisa Rimpler. 
Ukrainske forældre skal have tid til ordentlig indkøring af deres børn i danske institutioner, skriver Elisa Rimpler. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Elisa Rimpler
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Med en ny særlov baner regeringen og et bredt flertal i Folketinget vejen for, at ukrainske flygtninge kan blive en del af det danske samfund, så snart de kommer hertil.

Det er åbenlyst fornuftigt, for ingen er tjent med, at de sygner hen på modtagecentrene. Vi pædagoger er selvfølgelig klar til opgaven med at tage imod de ukrainske børn. Det ligger dybt i os, at vi vil gøre alt for at skabe en tryg hverdag med masser af omsorg for de børn, der kommer hertil. 

Lige nu fylder det meget i debatten, at ukrainerne kommer til Danmark på et tidspunkt, hvor der er brug for arbejdskraft. Derfor står virksomhederne klar til at tage imod med åbne arme. Vi skal bare huske at sikre en tryg overgang for børnene, inden deres forældre skal tænke på at passe et fuldtidsjob.

Jeg er sikker på, det vil være godt for dem at komme ind i et børnefællesskab i deres nye land, og vi pædagoger er de bedste til at hjælpe dem godt på vej

Elisa Rimpler
Formand, BUPL

Tryghed er afgørende
Børnene, som de ukrainske mødre har i hånden, når de ankommer til Danmark, står i en ekstremt utryg situation. De er flygtet fra deres hverdag og har ofte vinket farvel til deres far, som er blevet i Ukraine for at kæmpe mod russerne.

Jeg er sikker på, det vil være godt for dem at komme ind i et børnefællesskab i deres nye land, og vi pædagoger er de bedste til at hjælpe dem godt på vej. Derfor skal vi selvfølgelig have alle muligheder for at gøre netop det.

Trygheden er afgørende, når børn begynder i en ny daginstitution. Det ved alle forældre, der har prøvet at vinke farvel til et lille barn i en vuggestue eller børnehave.

Det er en stor omvæltning for alle børn, og for flygtningebørn uden kendskab til den danske kultur, daginstitutions-traditionen eller sproget, er det selvfølgelig ekstremt. Derfor skal de ukrainske mødre og i nogle tilfælde fædre have god tid til at være med i en grundig indkøring i daginstitutionerne. Det forventer jeg, der bliver taget hensyn til. 

Der skal være nok voksne
Ministeriet og kommunerne skal tage stilling til, hvad børnene og deres familier har brug for af støtte, når de træder ind i en dansk daginstitution. Det kan eksempelvis være tolkebistand og bistand fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning.

Ministeriet og kommunerne skal tage stilling til, hvad børnene og deres familier har brug for af støtte

Elisa Rimpler
Formand, BUPL

Og så bør de tage højde for de aktuelle udfordringer med pædagogmangel og kapacitetsproblemer i nogle daginstitutioner, når de potentielt rigtig mange ukrainske flygtninge og deres børn skal fordeles i kommunerne og institutionerne.

Jacob Bundsgaard, formand for KL, har allerede været ude at sige, at der skal være mulighed for at dispensere fra minimumsnormeringerne, når flygtningebørnene ankommer. Det håber jeg selvsagt ikke bliver nødvendigt, og skulle det ske, skal der rettes op på det hurtigst muligt.

Men i første omgang gør KL og regeringen klogt i at sikre en fornuftig fordeling i kommunerne, så der er tid og pædagoger nok til at skabe tryghed og omsorg for alle børn.

Vi står foran en stor opgave, som skal løses i fællesskab. Vi pædagoger er klar til at tage ansvar og hjælpe børnene godt på vej.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Elisa Rimpler

Formand, BUPL
pædagog (Esbjerg Seminarium 1999)

Jacob Bundsgaard

Borgmester (S), Aarhus Kommune, næstformand, Kommunernes Landsforening (KL)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2008)

0:000:00