Dagtilbud: Flere mandlige pædagoger kræver intern selvransagelse på stuerne

Af Sine Hudecek og Kristina Avenstrup
Hhv. pædagogisk konsulent og områdeleder i Børnehusene Kokkedal

De politiske ambitioner om at opnå en mere ligelig kønsfordeling blandt pædagoger i vuggestuer og børnehaver har hidtil især haft fokus på tiltag målrettet mænd. 

For eksempel udviklingsprojekter med fokus på at tiltrække flere mænd, rekrutteringstiltag og kampagner rettet mod mænd samt undersøgelser af mandlige pædagogers bevæggrunde i valg af arbejdsfelt. 

Der har dog også været kampagner med en bredere appel med fokus på den store betydning af det pædagogiske arbejde. 

Vi synes, der mangler tiltag rettet mod de pædagoger, som allerede er ansat i dagtilbuddene. 

Forskellige argumenter trækkes frem som begrundelser for ønsket om en mere ligelig kønsfordeling. 

Hvis de ambitiøse pædagoger skal orientere sig mod 0-6 års området i lige så høj grad som mod specialområdet eller ledelsesområdet, kræver det mere end kampagner målrettet mænd.

Sine Hudecek og Kristina Avenstrup
Hhv. pædagogisk konsulent og områdeleder i Børnehusene Kokkedal

Blandt andet vil man skabe ligestilling i unges uddannelsesvalg, så flere unge mænd får mulighed for at vælge en karriere på dagtilbudsområdet, og man vil give børn lige mange mandlige og kvindelige rollemodeller. 

Især sidstnævnte argument kommer ofte til at mudre debatten og modarbejde hensigten. For det tolkes meget forskelligt, hvad det er, man ønsker, at flere mænd skal tilføre i dagtilbuddene. 

Faglighed appellerer
Vi er ansat i et af de dagtilbud, som i 2013-15 deltog i Ligestillingsministeriets nationale projektindsats til fremme af flere mænd i dagtilbud. 

Her lå det i kortene, at det at få ansat flere mænd i sig selv var et succeskriterium, og i flere af de deltagende dagtilbuds afrapporteringer blev i særdeleshed ansættelsen af flere fodboldspillende og båltændende mænd fremhævet. 

Vores incitament for at deltage var et ønske om at bidrage til at udbrede feltet af kvalificerede kandidater til dagtilbud uanset køn, og vi valgte projekttitlen "Et attraktivt arbejdsfelt for alle". 

Vi antog, at en høj grad af faglighed og professionalisme ville appellere til ambitiøse ansøgere. Både mænd og kvinder. 

Normkritisk selvransagelse
Vores tilgang var derfor intern efteruddannelse af hele medarbejdergruppen samt en langsigtet intern normkritisk selvransagelse af, hvordan vi kønnede vores fag og praksis på måder, som kunne have betydning for mænd og kvinders arbejdsvilkår. 

Vi fandt ud af, at de subtile kønnelser helt ubemærket bidrog til at svække pædagogprofessionens image udadtil, fordi de bidrog til myten om, at enhver (kvinde) kan ”passe børn”. 

Ydermere gav kønnelserne mænd og kvinder forskellige vilkår for at kunne identificere sig med og handle professionelt inden for pædagogfaget. Og endelig gjorde de os blinde for, at vi ikke tilbød børnene så alsidige lærings- og dannelsesmuligheder, som vi troede. 

Kræver mere end målrettede kampagner
Vi fik øje på et kæmpe potentiale for kvalificering af såvel læringsmiljøet omkring børnene som medarbejdernes arbejdsmiljø. 

Vi formidlede disse erfaringer bredt i hele landet og tiltrak derigennem i øvrigt flere kvalificerede ansøgere. 

Hvis de ambitiøse pædagoger skal orientere sig mod 0-6 års området i lige så høj grad som mod specialområdet eller ledelsesområdet, kræver det mere end kampagner målrettet mænd. 

Det handler i høj grad også om fastholdelse af de dygtige studerende og medarbejdere, når de først er kommet ind ad døren. 

Her er vores erfaring, at det betyder meget, at vi:

1. Gør det klart, hvilke faglige, refleksive og innovative kompetencer faget kræver.

2. Giver pædagogerne plads til at være mænd, kvinder eller noget tredje på deres egne måder

3. Møder hinanden med samme faglige forventninger uanset køn

4. Stiller op med kvalificeret ledelsesmæssig opbakning, når de mødes af begrænsende fordomme om, hvad man kan og bør gøre som henholdsvis mand, kvinde og pædagog.