DPU-leder: Pædagoguddannelsen skal uddanne ind i en omsorgsprofession

Af Claus Holm
Leder af DPU, Aarhus Universitet

Ressourcemangel, pressede normeringer, mangel på uddannet personale og en uddannelse, der trænger til et løft. 

Det er en del af virkeligheden på det pædagogiske område anno 2020.

Det betyder, at både børn, gamle, udviklingshæmmede, udsatte grupper og andre, der har brug for professionel omsorg, ikke nødvendigvis får det i tilstrækkeligt omfang. Er det godt nok?

Omsorg for mennesker med behov er essentielt for et velfærdssamfund - uanset om det handler om børn, voksne eller ældre. Ellers fortjener det ikke navnet velfærdssamfund, der kendes på, at omsorg for mennesker er noget af det grundlæggende. Omsorg må ikke være mulig at fravælge.

Også derfor er det pædagogiske område til jævnlig diskussion. Og lige nu er fokus på at evaluere og forbedre pædagoguddannelsen. En del af genopretningen må være at se på, om pædagoguddannelsen kvalificerer godt nok til at arbejde professionelt, reflekteret og udviklingsorienteret med omsorg. 

Der er brug for at understrege, at professionel og kompetent omsorg har en værdi i sig selv og samtidig er vigtig som et bærende fundament for udvikling og selvhjulpenhed.

Claus Holm
Leder af DPU, Aarhus Universitet

Mit bud er, at det, ud over bedre normeringer, kræver fokus mindst tre steder til gavn for pædagogers professionelle omsorgsarbejde.

Teori og praksis er ikke modsætninger
Det første er en erkendelse af, at bedre omsorg kræver et mere balanceret syn på samspillet mellem teori og praksis.

I "handleplan for en bedre pædagoguddannelse" fra 2018 stod, at der er brug for en bedre vekselvirkning mellem teori og praksis. Det bliver interessant at høre, hvordan det går med det.

For at lykkes med vekselvirkningen er det vigtigt, at teori og praksis ikke ses som modsætninger. Teoretisk viden må ikke ses som en hindring for, at man borgernært kan leve sig ind i et menneskes situation. 

Og omvendt må praktisk viden ikke ses som en hindring for at forholde sig teoretisk til kvalitet i omsorgsopgaven.

Vekselvirkningen handler derfor om at styrke det, som forskeren Morten Ejrnæs benævner (og efterlyser) som teoribaseret empati. 

Eksempelvis at pædagogstuderende med afsæt i teoretisk kendskab til afsavnsbegrebet, relevante risikofaktorer og fareadfærd, social eksklusion, stigmatisering og anden aktuel forskningsviden træner til at blive reflekterede omsorgsprofessionelle, der bruger deres teoretiske viden aktivt i praksis.

Styrket evalueringskultur
Det andet er, at evalueringen bør bidrage til større respekt for en fælles og reflekteret tilgang til, hvordan omsorgsviden bruges forskelligt af pædagoger i praksis. 

Altså på godt dansk, at det er både i orden og helt påkrævet at diskutere forskellige tilgange til pædagogisk arbejde åbent - og opdyrke fælles tilgange.

Man kan møde den opfattelse, at den pædagogiske tilgang i hverdagen er og bør være styret af handlekraft og praktisk sans i en kompleks hverdag. Altså mere optaget af at realisere omsorg i praksis end af at analysere den.

Jeg er med på, at hverdagen kun hænger sammen, hvis der handles. Men ikke desto mindre ved vi, at der er meget forskellige holdninger og uenighed blandt pædagoger om, hvordan man løser forskellige omsorgsopgaver bedst.

Og vi ved også, at under halvdelen af pædagogerne er vant til, disse uenigheder tages op i personalegruppen.