Debat

Fola: Et farvel til folkeskoleforliget skal betyde genrejsning af fritidsinstitutionerne

SF har opsagt forlig om folkeskolen. Fola håber på en ny begyndelse, et farvel til de lange skoledage og en genrejsning af fritidsinstitutionerne, skriver Signe Nielsen.

Vi skal have et selvstændigt fokus på at sikre en høj kvalitet i alle Danmarks fritidspædagogiske tilbud, skriver Signe Nielsen.
Vi skal have et selvstændigt fokus på at sikre en høj kvalitet i alle Danmarks fritidspædagogiske tilbud, skriver Signe Nielsen.Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Signe Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Fola har altid været imod folkeskolereformen. Vi har kæmpet for at slippe af med den fra dag ét.

Ideen bag reformen var at lave en mere spændende skole. For at opnå det måtte man bruge mere tid, mente man. Den tid hentede man fra SFO’erne og klubberne sammen med deres ressourcer.

Man tog 1,2 milliarder kroner alene fra SFO-området. Samtidig blev fritidsdelen til et halehæng på skolen uden fylde og med alt for få ressourcer. På alle måder mistede fritidspædagogikken terræn. Taberne var børnene. Det var netop det, vi advarede om i 2014.

Her i 2022 har vi en mildest talt skræmmende opadgående kurve for mistrivsel blandt børn og unge. Forklaringen er ikke én til én.

Vores fokus er at komme af med de lange skoledage for altid

Signe Nielsen
Formand, Fola

Men vi er overbeviste om, at det har haft en negativ betydning, at vores børn har tilbragt meget længere tid med undervisning og meget mindre tid i de frie rammer i SFO og klub og at de har haft adgang til færre pædagogiske medarbejdere.

I SFO og klub er fællesskabet altid altafgørende. I dag er alt for mange børn og unge ensomme.

Ingen penge til fritid

Reformen var et gedigent fejlskud. Vi har over de seneste 10 år set små ændringer af skolereformen. Men det går for langsomt og arbejdet er trægt.

De mange forsøg på lappeløsninger rækker ikke. Vi håber, at der hurtigst muligt kommer et nyt flertal om skolen i forbindelse med valget, som kan sætte skub i forandringerne. Helt afgørende er det dog, at parterne forstår, at forandringerne er nødt til også at indeholde en reel genrejsning af fritidsinstitutionerne og deres fundament - fritidspædagogikken.

Vores fokus er at komme af med de lange skoledage for altid. Der er indført muligheder for at forkorte skoledagen af flere omgange. Først ved hjælp af folkeskolelovens paragraf 16b og 16d.

Nu i de seneste to år under henvisning til en særlig ‘corona-indsats’, da et bredt flertal indførte ”flere frihedsgrader til skolerne."

Der er ikke fra politisk side afsat en eneste krone til, at fritidsdelen kan udvide åbningstiden tilsvarende afkortningen af skoledagen

Signe Nielsen
Formand, Fola

Men de penge den enkelte skole 'frigør' ved afkortning af skoledag er øremærkede til at blive i undervisningsdelen til for eksempel to-voksen-undervisning.

Der er ikke fra politisk side afsat en eneste krone til, at fritidsdelen kan udvide åbningstiden tilsvarende afkortningen af skoledagen.

Forløs potentialet

Rundt omkring i landet afkortes skoledagen uden ressourcer til længere åbningstid i SFO og klub, ressourcerne smøres stadig tyndere ud, det koster naturligvis på kvaliteten. Ja, og så er det ganske enkelt respektløst. Andre steder har man et brændende ønske om at afkorte skoledagen, men vælger at lade være, fordi der ikke er penge at sende over i fritidsdelen. Børnene taber både med den ene og den anden løsning her.

Fritidstilbuddene i Danmark er enestående, de er mestre i fællesskaber, de understøtter børn og unges sociale kompetencer, her ser man det enkelte barn – ikke kun 'klassen'. Der er fokus på fritid og ansvar og på selv at sætte i gang. Lad os nu forløse det kæmpe potentiale, det er lige for.

Børnenes trivsel og de fritidspædagogiske tilbud er hjerteblod for Fola. Vi er først tilfredse, når vi sammen med intentionen om at skabe en god og stabil folkeskole får et selvstændigt fokus på at sikre en høj kvalitet i alle Danmarks fritidspædagogiske tilbud.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Signe Nielsen

Formand, Fola
cand.scient adm. (Roskilde Uni. 2008)

0:000:00