Debat

Fola: Tre områder mangler stadig fokus før Mette Frederiksen kan kalde sig børnenes statsminister

Vi er stadig langtfra i mål hvad angår minimumsnormeringer i dagtilbuddene, fritidspædagogikken skal tilbage i SFO’en og så skal vi forældre have lov til at passe vores børn selv, når de bliver syge, skriver Signe Nielsen.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Signe Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De danske børn og unge mistrives i stigende grad. Hvorfor ved vi ikke helt, men der er mange gode gæt, nogle mere kvalificerede end andre.

Men et sted som vi forældre har peget på i mange år er den omsorg eller rettere manglende omsorg, som møder rigtig mange børn i landets dagtilbud, men også i SFO’er og klubber mangler børn voksentid.

Temadebat

Hvad mangler regeringen at levere på for, at Mette Frederiksen fortsat kan kalde sig 'Børnenes statsminister'? 

Mette Frederiksen (S) erklærede i 2018, at hun ville være børnenes statsminister. Siden er hun i talrige kontekster og indslag blevet holdt op på ambitionen. 

Men hvad skal der til for, at hun kan beholde den selvudnævnte titel – og dermed overholde valgløftet om, at Danmark skal være verdens bedste land at være barn i? 

Altinget Børn spørger de kommende uger aktører på børneområdet, hvor regeringen skal tage fat i den nye politiske sæson for at gøre Danmark til verdens bedste land at være barn i. 

Vil du deltage i debatten, så skriv til [email protected].

Personalet gør alt hvad de kan, men med alt for få hænder, så lærer børn i en tidlig alder, at voksne ikke er nogle de kan hente hjælp eller trøst ved, når Otto stjæler legetøjet fra Brian.

Vi har set det i dokumentarerne fra 2019, flere hænder gav færre konflikter hos børnene og mere tid til nærvær og ro. I Fola har vi mange bud på, hvad børnenes statsminister skal løfte inden et valg. Her er tre områder som alle stadig mangler fokus.

Grundnormeringen i dagtilbud skal op

Desværre er vi langt fra i mål med at få uddannet personale ud til vores dagtilbud. Vi har fået en bund, men der skal langt flere midler til, før alle børn oplever en normering som reelt er 1-3 og 1-6 på andet end papiret.

Det er ikke kun normeringer som har betydning for kvaliteten. Der skal også ses på gruppestørrelser og ikke mindst ledelsen.

Der er alt for stor forskel på, hvordan dagtilbud ledes i dag. Hvis ikke vi får løftet dagtilbuddene kan det betyde, at flere og flere forældre aktivt vælger dagtilbud fra. Det betyder, at middelklassens børn og de socialt udsatte ikke længere vil mødes i de offentlige tilbud.

Derfor skal grundnormeringen stadig højere op da det vil være et løft til alle børn, som både vil gavne socialt udsatte og middelklassens børn.  

Fritidspædagogikken skal have sin egen lov

Fritidspædagogikken har i alt for mange år lidt under besparelser og en skolereform, som fjernede tid fra leg, venskaber og frirum over til en skole med røv-til-sæde-undervisning.

Hvis ikke vi får løftet dagtilbuddene kan det betyde, at flere og flere forældre aktivt vælger dagtilbud fra. 

Signe Nielsen
Formand, Fola

Nu får vi så en ny skolereform, men pt. ingenting til SFO’er og klubber. Det er her især de udsatte unge og børn kan samles op. Men det kræver at der et klubtilbud, hvilket mange kommuner ikke har.

Der skal også leveres på bedre forhold i SFO. Det er det dyreste tilbud for forældrene, men mange steder er det ren opbevaring i klasselokaler, hvor legen skal pakkes væk for at gør plads til undervisningen. En ”børnenes statsminister” ville give fritidspædagogikken sin egen lov eller i det mindste bare et par ord og et formål i den eksisterende.

Syge børn passes bedst hjemme

Danmark mangler en familiepolitik. Modsat vores nabolande, så har familier og børn virkelig ringe vilkår i Danmark, når det kommer til sygdom.

Vi ved, at pædagoger i dagtilbud har et højt sygefravær. Måske det hænger sammen med “panodil-børnene”. Det kan ikke være rigtigt, at et velfærdssamfund ikke har råd til at vores børn er syge. En rigtig børnenes statsminister ville sikre alle børn ret til at være syge sammen med deres primære omsorgspersoner.

Hvis Socialdemokratiet vil vinde næste valg, så skal de huske, at vi er rigtig mange forældre, som forventer, at alle børn får en bedre barndom i landets dag- og fritidstilbud end i dag – og vi går gerne på gaden igen for at kæmpe for bedre forhold til alle børn.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00