Forsker om kvalitetsrapport: Pilen peger på fagligheden blandt pædagogerne

Der er altid en masse forbehold, når man laver denne type af nationale undersøgelser. Først og fremmest så er kvalitet en slags elastikbegreb. Sådan skal det nok også være.

Kvalitet i danske børnehaver er ikke kun et spørgsmål om at gøre børnene skoleparate og give dem et alderssvarende sprog. Det drejer sig også om at udvikle gode relationer gennem børnefællesskaber, inddrage dem i beslutninger og lade dem udforske naturen. Så kvalitet er forbundet med mange aspekter og områder.

Ligeledes kan man spørge, hvornår noget er godt nok? Hvad vil høj eller lav kvalitet i det hele taget sige?

I den nationale kvalitetsundersøgelse måles ikke på børnene. Den undersøger de pædagogiske miljøer: 1. Relationerne: Om det pædagogiske personale er imødekommende, interesserede, sensitive og anerkende i deres møder med børnene, og om børnenes indbyrdes relationer skal styrkes. 2. Leg og aktiviteter: Om aktiviteterne er alderssvarende og udfordrende, og om leg får nok plads. 3. De fysiske omgivelse: Om der er gode legemiljøer inde og ude.

Det er bekymrende, når undersøgelsen viser, at syv ud af ti stuer ”af og til” eller ”sjældent” støtter børn i udsatte positioner til at blive en del af legen.

Andreas Rasch-Christensen

Det giver god mening at fokusere på miljøerne, fordi dannelse, trivsel og læring ikke bor i det enkelte barn. Det skabes af miljøerne. Undersøgelsen af de danske børnehaver peger på, at der generelt skal være endnu mere opmærksomhed på alle børns deltagelse i leg.

Børn lærer og skaber mening i deres tilværelse gennem leg. De danner ideelt set også gode relationer til andre børn gennem leg.

Det er vigtigt for alle børn at have gode relationer, men det er særligt vigtigt for de børn, der ikke har så mange gode relationer, når de kommer hjem fra børnehave.

Derfor er det bekymrende, når undersøgelsen viser, at syv ud af ti stuer ”af og til” eller ”sjældent” støtter børn i udsatte positioner til at blive en del af legen.

Børns selvorganiseret leg er væsentlig. Derfor observerer pædagogerne den ofte fra afstand.

De har givet børnene nogle fælles oplevelser ved at fortælle dem gode historier eller tage dem med på en tur i skoven. De oplevelser digter børnene videre på i deres egne lege.

Nogle gange må det pædagogiske personale dog intervenere i legen for at guide den i nye retninger, så for eksempel børn i udsatte positioner kan deltage.

Det er ikke simpelt at beslutte, hvornår man skal intervenere eller blande sig udenom, og det kræver et stærkt pædagogfagligt grundlag.

En forudsætning er for at kunne træffe den rigtige beslutning er dog, at det pædagogiske personale er opmærksomme på, om nogle børn holdes uden for eller har brug for hjælp og støtte. 

Det er også bekymrende, at for mange børn mødes med skældud. Skældud er ikke faste rammer og strukturer. Det er hård og nedladende tone.

Ifølge national og international forskning er samspil præget af anerkende og sensitive relationer betydningsfulde for at give børn de bedste betingelser deres udvikling. Der er ingen modsætningsforhold mellem faste rammer, rutiner og anerkendende og sensitive relationer.

Nogle børn har brug for hjælp til at sætte ord på deres følelser, når de for eksempel er kede af det. Også i de relationer kan der være børn, der reagerer særlig voldsomt og har brug for særlig støtte. De rette special- og socialpædagogiske indsigter kan være afgørende.

Det positive er, at vi kan stille noget op med de udfordringer, som undersøgelsen peger på. Uddannelse betyder noget for kvaliteten på stuen. Der skal være tilstrækkelig med professionelle hænder. Også de rette hænder.

For eksempel på det specialpædagogiske område. Uddannelse er ikke nok. Det pædagogiske personale skal have rum til at udvikle deres pædagogiske praksis gennem faglige samtaler og en sund evalueringskultur.

Pædagogerne skal kunne drøfte deres egen praksis med andre.

Andreas Rasch-Christensen

Det kræver ideelt set, at pædagoger har rum til at reflektere over deres egen praksis. Ikke blot med sig selv, men også med andre kolleger og ledelsen. Det kan ske ved at fastholde sekvenser af den pædagogiske praksis i form af videooptagelser, børnenes produkter, børnenes fortællinger eller noget helt fjerde, og placere den på bordet, så den kan drøftes.

Det må ikke kræve en masse ligegyldig dokumentation og dermed tid væk fra børnene. På velvalgte tidspunkter skal pædagogerne kunne drøfte deres egen praksis med andre, hvis deres faglighed skal bruges og videreudvikles. Også ledelserne.

Der skal være faglig ledelse tæt på den pædagogiske praksis.

Nogle af svarene findes altså i de rette uddannelsesindsatser, rum til refleksion over egen praksis samt pædagogfaglig ledelse.

Det er værd at huske på, at undersøgelsen også peger på eksempler, hvor praksis er præget af et solidt pædagogfagligt indhold til gavn for børnene. Dem kan andre dagtilbud lade sig inspirere af.

Nu er der vedtaget et nyt kvalitetsprogrammet for skolerne, og ungdomsuddannelserne er reformeret. Måske er turen nu kommet tilde rette systematiske indsatser for de danske dagtilbud.