Forskere i replik: Ensidig heppen på koncepter i små børns hverdagsliv er forfejlet

Plads til kritiske spørgsmål til metoder 

En ny kortlægning viser, at antallet af metoder, koncepter og dataindsamlingssystemer i daginstitutioner er eksploderet.

Mange af de systemer, der finder vej ind på rød stue, er kommercielle produkter, der oprindeligt er udviklet til andre målgrupper og kontekster.

De er med andre ord oversatte – men de bærer samtidig bestemte forståelser af børn og pædagogisk kvalitet ind i hverdagen, hvilket viser sig at få utilsigtede konsekvenser.

Problemet opstår, når mængden af instrumentalisering vokser, når de fagprofessionelle tages ud af ligningen, og når pædagogikken reduceres til det, der kan måles.

Anne Mette Buus og Christian Aabro
Hhv. docent, VIA University College og lektor, Københavns Professionshøjskole

Derfor bør kritiske spørgsmål til koncepter og metoder ikke anskues som udtryk for illoyalitet over for børnene, sådan som Janne Hedegaard Hansen skriver, men derimod ses som en forudsætning for et stærkt vidensgrundlag og høj kvalitet.

Vi skal kunne stille spørgsmål til, hvordan metoder er udviklet, hvilken viden de bygger på, hvem der har økonomisk interesse i dem, hvordan de matcher daginstitutionernes værdier og mål og ikke mindst hvad de betyder for praksis og børneliv.

Metoder er ikke problemet

Som forskere i netop brugen af metoder i daginstitutioner deler vi naturligvis Janne Hedegaard Hansens ambition om at tilvejebringe et stærkt vidensgrundlag.

Og vi er enige i, at dette grundlag med fordel kan være både metodisk og datainformeret.

Men samtidig kræver en stærk faglighed også kritisk stillingtagen og dialog. Så når Janne Hedegaard Hansen påstår, at der sker en "bekymrende forherligelse" af pædagogers dømmekraft, af mennesker hun mener ikke helt forstår hvad pædagogisk arbejde indebærer, er vi helt og aldeles uenige.

Dømmekraften er situeret, ansvarlig og helt og aldeles afgørende for pædagogers faglige arbejde med at balancere mål, børns perspektiver og kontekstuelle vilkår.

Metoder er ikke problemet i sig selv: Problemet opstår, når mængden af instrumentalisering vokser, når de fagprofessionelle tages ud af ligningen, og når pædagogikken reduceres til det, der kan måles.

Snæver viden 

Når vi ser på den forskning, der handler, om hvordan arbejdet med metoder og koncepter får betydning i daginstitutioner, er der især tre fund, der går igen:

For det første lover metoderne en forudsigelig effekt, men denne effekt er oftest umulig at påvise.

Der er med andre ord ikke evidens for, at de er "virksomme", selvom de ofte påstår det. Det er der mange årsager til.

Dels er mange metoder hentet fra andre lande og andre områder og passer derfor ikke til den praksis, de skal fungere i.

Dels er livet i daginstitutioner med alt, hvad der dertil hører af omsorg, relationer, og fællesskaber alt for kompleks en størrelse til at kunne reduceres til automatik.

Når hverdagen i daginstitutioner formes efter manualer og registreringer, risikerer vi at styre børn mod regulering og tilpasning frem for nysgerrighed, leg og deltagelse.

Anne Mette Buus og Christian Aabro
Hhv. docent, VIA University College og lektor, Københavns Professionshøjskole

For det andet tilbyder metoderne en magtfuld, men også en snæver viden. Metoder anviser afgrænsede indsatser, og anvender målbare indikatorer.

Mange pædagoger beskriver derfor metoderne som "fattige" set i forhold til mødet med det hele barn.

For det tredje risikerer metoder at udgrænse børns perspektiver.

Når hverdagen i daginstitutioner formes efter manualer og registreringer, risikerer vi at styre børn mod regulering og tilpasning frem for nysgerrighed, leg og deltagelse.

Strukturerne kommer med andre ord til at passe med koncepterne – ikke nødvendigvis med børnene.

Eksplosiv vækst af metoder

Vi har i Danmark en daginstitutionstradition og en lovgivning, hvor vi bestræber os på at sætte barndommen i centrum.

Hvis vi fortsat bekender os til dette ideal, er det væsentligt, at vi diskuterer metodernes tiltagende dominans i de pædagogiske tilgange.

En sådan diskussion må ikke reduceres til spørgsmål om at være for eller imod metoder og koncepter, for eller imod data, for eller imod dømmekraft eller for eller imod at ville børnene det godt.

Så mister vi vigtige nuancer, forbehold og præciseringer.

Der kan være gode grunde til at anvende metoder i pædagogisk praksis. Og der kan være gode grunde til at indhente forskellige former for data.

Men når mængden af metoder vokser eksplosivt, og de rettes mod stort set alle områder af alle små børns liv, er det en udvikling, der må kalde på omtanke og eftertanke.

Hvad kan en given metode – og hvad kan den ikke? Kan den hjælpe os med at måle det, der betyder noget for børn. Eller får den snarere børn til at betyde det, der måles?