Isabella Arendt: Vi aner ikke, om tvangsfjernelser er i barnets tarv

Som mange andre så jeg TV2s dokumentar "Nødråb fra børnehjemmet" i går aftes. Rystende.

Børn og unge svigtes, trues og udsættes for overgreb. Alt dette sker efter de er tvangsfjernet og kommet i statens varetægt. Regeringen lagde Barnets Lov frem for at sikre, at varetage barnets tarv og hurtigere kunne fjerne dem fra forældrene, så børnene ikke svigtes. 

Men hvis de bare flyttes over til et koldt opholdssted, hvor de svigtes af personalet, forsøger at stikke af og trues med vold, hvad er så formålet? 

Tvangsanbringelser skulle jo netop sikre, at barnet fik det bedre end derhjemme. Det har jeg ganske enkelt mistet tilliden til, at de gør for alle børn.

Jeg havde faktisk forestillet mig, at da regeringen talte så varmt for tvangsanbringelser, at det baserede sig på en viden om, at det er til barnets bedste og af hensyn til barnets tarv.

Isabelle Arendt
Landsformand, Kristendemokraterne

Der er også steder, som gør det godt. Det viser dokumentaren også. Der er mange dygtige medarbejdere med hjertet på rette sted. Der er børn, som bliver hjulpet. Det er godt. Deres vigtige arbejde skal ikke devalueres af, at der også er store problemer. Det er ikke enten-eller. Men svigtene finder sted og skal tages alvorligt.

I dokumentaren fortæller de fra Ikast-Brande Kommune, at "det er rent tilfældigt, om vi lykkes eller ej". Hele serien indledes også med at fortæller om eksperter, som ganske enkelt indrømmer, at vi ikke har nogen viden om, hvorvidt anbringelser, som de sker i dag faktisk hjælper børn og unge.

Forebyggelse i familien
Så bliver jeg nødt til at spørge: hvorfor i al verden gør vi det så? 

Hvorfor fjerner vi børn fra deres forældre og sætter dem på milliondyre ophold betalt af skatteborgerne, hvis det ikke faktisk hjælper barnet? Hvis det bare gør barnets liv værre?

Hvis vi virkelig vil barnets tarv, så sætter vi ind med forebyggelse i familien. Det ved vi virker. Der skal være én sagsbehandler gennem hele forløbet, barnet skal høres og tages alvorligt, der skal være parterapi og hjælp i familie, også mens barnet er anbragt. 

Og der skal være et godt samarbejde med plejefamilier, så færre børn vokser op på børnehjem.

Værst og mest rystende er det, at børnene fortæller om, at ingen tror dem. Ingen tager dem alvorligt. Hvorfor er TV2 det talerør, som de unge har adgang til? Vi burde lytte til dem noget før, tage de mange alvorlige indberetninger alvorligt og sige tydeligt fra allerede ved første svigt. Der må ikke ske svigt af børn i statens varetægt. 

Sågar virker de unge til at have fået den forskruede idé, at de er problemet. Det er aldrig  aldrig barnet skyld, at det udsættes for overgreb. Det er med statsministerens egne undskyldende ord altid den voksnes ansvar.