Debat

KD: Vi har ikke brug for Børnenes statsminister, vi har brug for mere magt til forældrene

“Børnenes statsminister” vil gerne skabe et land, hvor det er godt at være barn. Det er da sympatisk, sådan set. Men det er helt grundlæggende en misforståelse at tro, at det er statens ansvar at give børn i Danmark en god barndom, skriver Isabella Arendt.

Mette Frederiksen har reduceret danskerne til produktionselementer i den socialdemokratiske stat. Barndommen et præstadie til voksenlivet, som staten skal styre og optimere, så barnet kan bidrage mest muligt senere. Forældrene er kørt ud på et sidespor i barnets liv, skriver Isabella Arendt.
Mette Frederiksen har reduceret danskerne til produktionselementer i den socialdemokratiske stat. Barndommen et præstadie til voksenlivet, som staten skal styre og optimere, så barnet kan bidrage mest muligt senere. Forældrene er kørt ud på et sidespor i barnets liv, skriver Isabella Arendt.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Isabella Arendt
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Børn er ikke “Danmarks børn”, “Statens børn” eller “skolens børn”. Det er helt grundlæggende skævt. Børn er forældrenes børn og så er de værdifulde mennesker i sin egen ret.

2022 burde blive året, hvor politikerne trådte et skridt tilbage fra detailstyringen af børnenes liv og lod forældrene spille hovedrollen. Det kræver tre grundlæggende ændringer i vores syn på børn:

  • Forældrenes suverænitet til at bestemme i barnets liv

Børn tilhører sig selv og deres forældre. Det er helt grundlæggende forældrenes ansvar, at barnet vokser op og har det godt. Vi skal politisk ikke blande os i, hvad barnet tror på, hvad barnet spiser eller hvor barnet vokser op.

Temadebat

Hvad mangler regeringen at levere på for, at Mette Frederiksen fortsat kan kalde sig 'Børnenes statsminister'? 

Mette Frederiksen (S) erklærede i 2018, at hun ville være børnenes statsminister. Siden er hun i talrige kontekster og indslag blevet holdt op på ambitionen. 

Men hvad skal der til for, at hun kan beholde den selvudnævnte titel – og dermed overholde valgløftet om, at Danmark skal være verdens bedste land at være barn i? 

Altinget Børn spørger de kommende uger aktører på børneområdet, hvor regeringen skal tage fat i den nye politiske sæson for at gøre Danmark til verdens bedste land at være barn i. 

Vil du deltage i debatten, så skriv til [email protected].

Politisk skal vi alene tage ansvar, hvis barnet svigtes. Og så skal vi sikre rammerne for, at forældrene reelt kan vælge den barndom, de ønsker for barnet.

Det betyder fri fordeling af barsel mellem forældrene - uden nogen som helst form for øremærkning.

Det betyder, at pengene skal følge barnet mellem eksempelvis hjemmepasning og pasning ude. Mellem pasning i det offentlige og det private og mellem folkeskolen og friskoler.

Forældrene skal have frihed til at give tro, værdier, politisk overbevisning og kultur videre til deres børn - og faktisk ligefrem tilskyndes til at forholde sig aktivt og kritisk til, hvilke værdier barnet vokser op med. Det kræver mange forskellige private tilbud, så der er plads til både Steiner-pædagogik, vegansk kost og kristne skoler.

Når “Børnenes Statsminister” forsøger at gøre det sværere at være privat børnehave, er hun dermed ved at begrænse forældrenes mulighed for at vælge det rigtige for deres barn. Hun tager mere magt i barnets liv end en politiker nogensinde skulle have. Det er en upassende indgriben i forældrenes suverænitet.

  • Barndommen er en ligeværdig livsfase med voksenlivet

Jeg vil gerne én gang for alle aflive begrebet “førskolealder”. Og alle andre begreber, der har til formål at fortælle barnet, at netop denne fase og denne dag bare er et præstadie til noget andet. Når man er fire år, er man ikke “før-skole”, man er “4-årig” med alt det skønne, livet har at byde på i netop denne alder.

Forældrene er kørt ud på et sidespor i barnets liv og mister både magten, men også troen på, at de faktisk kan være gode forældre.

Isabella Arendt (KD)
Landsformand og familieordfører

Barndommen er ikke et præstadie til voksenlivet. Barndommen er en værdifuld livsfase fuldstændig ligestillet med alle andre livsfaser og vi gør klogt i ikke at behandle det, som en inkubationsfase til et mere produktivt stadie!

  • Børns trivsel skal gå forud for statens behov

Det leder mig til den sidste afgørende forandring, “Børnenes Statsminister” bør forstå: Børn er ikke produktionsenheder, staten kan optimere på. I landbrugsforhandlingerne fra i sommers diskuterede vi produktionsdyr og hvordan man eksempelvis kan optimere en kos kost, så den prutter færre skadelige gasser ud. Det er rimeligt nok at diskutere for en ko.

Det er til gengæld helt og aldeles forvrænget at tale sådan om børn.

Børn skal ikke have udviklingsspor, som vi optimerer, så de bliver mere “robuste”, arbejder hårdere som voksne, tager bestemte uddannelser eller på andre måder formes og manipuleres til at passe ind som produktionsenhed efter statens behov!

Børn skal lege, fordi det er sjovt. De skal lære, fordi det er spændende og givende. De skal vælge uddannelse, fordi de gerne vil bidrage og de skal arbejde, fordi det giver mening for dem og kan forsørge deres liv.

Først og fremmest skal vi mennesker trives. Alt - ALT - hvad vi politikere gør, skal vi gøre med det ene formål: menneskers trivsel. Det er det eneste fokus vi skal have. Arbejdsmarked, uddannelser, grundskoler, børnehaver og fritidsliv.

Giv forældrene magten tilbage

Regeringen havde i august sidste år en konference med ti visioner for Danmark de næste ti år. Meget sigende var “gladere” ikke på listen over mål for danskerne.

Barndommen er ikke et præstadie til voksenlivet. Barndommen er en værdifuld livsfase fuldstændig ligestillet med alle andre livsfaser.

Isabella Arendt (KD)
Landsformand og familieordfører

“Børnenes Statsminister” har reduceret danskerne til produktionselementer i den socialdemokratiske stat. Barndommen et præstadie til voksenlivet, som staten skal styre og optimere, så barnet kan bidrage mest muligt senere. Forældrene er kørt ud på et sidespor i barnets liv og mister både magten, men også troen på, at de faktisk kan være gode forældre. Staten tager over og barndommens værdi i sig selv forsvinder.

Så hvad skal “Børnenes Statsminister” gøre i 2022 for at fortjene den titel? Hun skal give magten tilbage til forældrene, sikre reelt frit valg og måske faktisk helt smide titlen på gulvet og forstå, at det slet ikke er statens børn, der er tale om.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00