Landsforeningen Autisme: Vi har ikke brug for flere tvangsfjernelser

Vi må som beskikkede i ankestyrelsen ikke sige noget om kvaliteten af kommunernes arbejde. Vi må kun vurdere, om påstande holder i forhold til de valgte paragraffer. Vi må ikke vurdere om alternative indsatser havde været mulige eller om tidligere indsatser kunne have betydet, at man ikke skulle fjerne barnet.

I de sager, hvor barnet aldrig burde være blevet anbragt, hvor årsagerne til anbringelsen er ubelyste, eller hvor der var andre muligheder, der kunne have været bedre for både barn og familie, får man at vide ” men det er ikke det, vi har til prøvelse her”.

Det siger ikke noget om kvaliteten eller rigtigheden af de tiltag kommunen har lavet op til at barnet anbringes. Og det rammer på ingen måde en pæl gennem påstanden om at mange børn og unge bliver anbragt uretmæssigt. Uretmæssige anbringelser sker.

Vi kan skabe et bedre system
Jeg vil gerne anfægte den kommunale indsats, som i mange tilfælde er middelmådig og kun formår at fremstille det, forældrene ikke kan, og hvor der sjældent ses en indsats fra kommunerne, som udvikler forældrene. Oftere ser jeg det modsatte: indsatser, der afvikler forældrene.

Der er dårlige forældre derude - jeg har også set dem. Der er også dårlige forældre til autistiske børn. Og jeg forstår, at "Børnene først” med tidligere og flere anbringelser skal være til barnets fordel. Men det er ikke rigtigt, at systemet er perfekt i dag - og “Børnene først” er vores mulighed for at gøre det bedre.

Og vi kan gøre det bedre:

Hvis man pålagde kommunerne at søge vejledning om autisme hos ViSO (Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation), som leverer helt gratis rådgivning til kommunerne - så ville kommunerne have anbefalinger, de kunne implementere i barnets hverdag, før de går videre til anbringelse om sidste udvej.

Hvis det havde konsekvenser for kommunerne, når de lavede fejl eller undlod at hjælpe familier, der beder om hjælp, så ville autismefamilier ikke sidde fast i systemet i årevis, og mange familier ville aldrig ramme den kant, der gør, at anbringelser kommer på tale.

Hvis anbringelsestruede familier fik ret til vejledning og undervisning i autisme, ville de bedre kunne støtte deres barn. Ofte har hverken barn eller familie fået vejledning i at håndtere autismen i hjemmet. Det vil kunne forebygge tvangsfjernelser og anbringelser.

Hvis sagsbehandlere og familiebehandlere havde viden om autisme, så de bedst muligt kunne hjælpe og understøtte familier med autisme inde på livet. Så ville vi ikke se alle de sager, hvor autistiske træk mistolkes som mistrivsel – og familierne ville få støtte, der kunne forebygge anbringelser.

Anbringelsesområdet er i sig selv komplekst, og samspillet med et så komplekst handicap som autisme er, er der mange faldgrupper - men der er lige så mange muligheder for at skabe et bedre system, end det vi har i dag.