Når kun hver tredje daginstitution lever op til kravene, bør alarmklokkerne ringe på Københavns Rådhus

De tre institutioner med strakspåbud og de 11 med alvorlige problemer er naturligvis det mest alarmerende.

Men det, der burde få alle alarmklokker til at ringe, er, at kun 36 procent af dagtilbuddene lever op til den kvalitet, kommunen selv mener, der skal til.

Det betyder, at der lige nu findes børn, som allerede i vuggestuen og børnehaven ikke bliver mødt i deres behov. Det får konsekvenser ikke kun her og nu, men langt op i barndommen, ind i skolealderen og videre ind i voksenlivet.

At så mange institutioner ligger i den gule kategori, burde ikke kun være et "udviklingspotentiale". Det burde være et politisk opråb.

Natascha Steen

Det her kalder på handling. Ikke på flere runde formuleringer. Ikke på flere bekymrede miner. Men på handling. Og det er en handling, vi har ventet på i årevis: ordentlig finansiering.

Velfærden har været udsat for besparelse på besparelse. Vi ser konsekvenserne i børne- og ungepsykiatrien, i mistrivselsstatistikkerne, i det helt almindelige hverdagsliv, hvor det pædagogiske personale kæmper med en arbejdsdag, de slet ikke har ressourcer til.

Dagtilbuddene bliver ofte behandlet som en udgift. Men de er en investering. Måske den vigtigste, vi overhovedet kan foretage.

På det seneste er det blevet diskuteret i den offentlige debat, om det i virkeligheden er børnene, der bare er dårligt opdragede, og om det dermed er forældrene, der er problemet. Men det er ikke forældrene, der har svigtet.

Tværtimod møder det pædagogiske personale i dag forældre, som er mere engagerede end nogensinde i, hvordan vi taler til børn og respekterer dem. De forældre, personalet indimellem håber gjorde ting anderledes, har altid eksisteret. Det er ikke dem, der driver mistrivslen frem.

Det, børnene har brug for, er nærværende voksne. Ikke voksne, der sidder til møder. Ikke voksne, der dokumenterer, fordi systemet kræver det. Ikke voksne, der konstant må forlade stuen, fordi de gode normeringerne kun eksisterer på papiret.

En ny undersøgelse fra FOA viser, at ansatte på børneområdet trods lov om minimumsnormeringer melder om et stigende arbejdspres og mindre tid til det enkelte barn.

Og så skal vi tale om forskellene.

Kvaliteten kan variere kraftigt fra dagtilbud til dagtilbud, endda mellem to institutioner der fysisk ligger side om side. Det betyder ikke, at den ene leder er dygtig og den anden dårlig. Det betyder, at vilkårene er vidt forskellige.

Den institution, der har den længste venteliste, tiltrækker ofte de mest ressourcestærke forældre og dermed også det pædagogiske personale med de stærkeste faglige kompetencer. Det skaber en positiv spiral for de heldige og en negativ for de uheldige.

For naboinstitutionen, der allerede kæmper med rekrutteringsvanskeligheder og/eller faldende børnesøgning, kan det være næsten umuligt at vende udviklingen.

Man taber både forældre, medarbejdere og faglighed i ét hug. Og så står man tilbage med en institution, der ikke fejler, fordi den er inkompetent, men fordi systemet skaber ulige startlinjer og forventer ens resultater.

Personaleomsætningen i København er enorm. Og det slider. Der er ingen, der kan holde et højt fagligt niveau, hvis de hver dag føler sig utilstrækkelige. Selv dygtige mennesker mister retningen, når rammerne ikke hænger sammen.

Normeringerne er et grundlæggende vilkår. Minimumsnormeringer findes på papiret, men ikke i virkeligheden.

Det mærker børnene. Det mærker det pædagogiske personale. Og det mærkes også, når medarbejdere ikke får pauser i ugevis, fordi møder, opgaver og planlægning tager al tiden. Det lyder som en lille ting. Det er det ikke. Det er forskellen mellem at kunne være nærværende og at være udbrændt.

Løsningen står lige foran os: opkvalificering, uddannelse, flere pædagogiske hænder.

Natascha Steen

At så mange institutioner ligger i den gule kategori burde ikke kun være et "udviklingspotentiale". Det burde være et politisk opråb.

Ja, der er høje krav til fagligheden. Det skal der være. Og så må ressourcerne følge med.

Løsningen står lige foran os: opkvalificering, uddannelse, flere pædagogiske hænder.

Ikke kun flere pædagoger, men flere pædagogmedhjælpere, der får mulighed for at dygtiggøre sig og tage kurser, uddannelser og ansvar.

Der ligger et enormt potentiale i de medarbejdere, som i årevis har spejdet efter mere uddannelse. Det vil give bedre kvalitet. Og det vil reducere personaleomsætningen, fordi man skaber tilknytning og faglig stolthed.

At tro at kvaliteten kan løftes uden at løfte både normeringer, kompetencer og arbejdsvilkår, er ikke bare urealistisk, det er uansvarligt.

Vi kan godt blive ved med at sige, at tilsynene virker. At det er godt, at problemerne bliver fundet. Men når kun en tredjedel af institutionerne lever op til kravene, er der ikke længere noget trøstende i, at vi har set problemerne.

Det forpligter os til at handle. Ikke i morgen. Nu.