I 2023 har debatter om børns mistrivsel og forældres arbejdstid fyldt meget. Desværre har politikere og økonomer vist ligegyldighed og givet løftede pegefingre uden at tænke på konsekvenserne for vores børn.

Siden Mette Frederiksens infamøse "glem det, venner" til danskerne ønske om at arbejde mindre, har også Kaare Dybvad tilsluttet sig, at man stolt skulle hente børn lige før lukketid, og nu indledes 2024 så også med, at økonomen Nina Smith advarer mod at gå ned i arbejdstid for at være sammen med sine børn.

Uanset hvor meget Danmarks magthavere forsøger at spinne situationen, så er fakta dog, at småbørnsforældre i Danmark som enhed arbejder mere end i stort set resten af Europa, og at deres børn har rekord i mest institutionstid. Samtidig viser statistikker en alarmerende mistrivsel blandt danske børn og unge.

Børn har ingen indflydelse på de fordelingspolitikker, der styrer finansieringen af deres daglige liv og omsorg.

Pernille Toop
Børnenes bureau

Det bliver således stadig mere absurd at lytte til politiske budskaber om arbejdsomhed, når der ikke samtidig sikres børnene nok voksne til at tage sig af bleskift, være nærværende, tale og trøste i hverdagen, mens forældrene arbejder. Der sikres heller ikke børnene ret til omsorg, når de er syge.

Børnene mod staten

Den politiske håndtering af mistrivselskrisen har foruroligende mange fællestræk med klimakrisen: Begge kriser eskaleres på grund af voksne magthaveres kortsigtede og økonomiske politikker, og begge kriser har frygtelige konsekvenser for vores børn.

Det er ikke længe siden, at en række børn og unge fik medhold i, at staten Montana krænkede deres forfatningssikrede rettigheder til et rent miljø.

Som opfølgning på den skelsættende dom understregede FN's Børnekomité vigtigheden af at sikre lighed mellem generationer og tage hensyn til fremtidige generationers interesser.

Det bliver vi nødt til at lytte til. Men kan vores børn gå til domstolene med påstanden om, at deres ret til et lykkeligt liv krænkes som følge af statens politiske linje?

En politisk marginaliseret gruppe

En af de mest fundamentale rettigheder i et demokratisk samfund er stemmeretten. Stemmeretten sikrer, at alle borgere har indflydelse på de politiske beslutninger, der påvirker deres liv.

Men desværre er der en befolkningsgruppe, der ikke har mulighed for at udøve denne rettighed – og det er vores børn. Og politikerne passer ikke på børnene.

Det er nødvendigt enten at give børn en stemmeseddel, eller at kompensere dem via en anden model for politisk indflydelse.

Pernille Toop
Børnenes bureau

Samtidig er børnenes forældre også i stigende undertal ved folketings- og kommunalvalg. Allerede i begyndelsen af 2030’erne vil en tredjedel af befolkningen være over 60, mens under en femtedel vil være under 35.

Danmarks nuværende politiske linje og demografiske udfordringer betyder, at børn ingen indflydelse har på de fordelingspolitikker, der styrer finansieringen af deres daglige liv og omsorg – herunder eksempelvis ressourcer til sygedage, pædagoger, skole og specialtilbud.

Giv børnene en stemme(seddel)

Så selvom det kan virke udfordrende at se børn som fuldgyldige borgere med stemmeret, så er det nødvendigt enten at give børn en stemmeseddel, eller at kompensere børnene via en anden model for politisk indflydelse.

For når vi som samfund nægter børn en så fundamental rettighed som stemmeret alene baseret på en antagelse om, at de ikke har kompetencer til at deltage i politiske beslutninger, så marginaliserer vi dem.

Vi tillader voksne med begrænsninger som eksempelvis demens at stemme, så hvorfor skal børn ikke have tilsvarende behandling? Mistrivselskrisen og klimakrisen viser i hvert fald tydeligt, at politikere ikke frygter konsekvenserne af at ignorere børns problemer. Det vil en stemmeseddel kunne lave om på.

Danmarks magthavere skal tvinges til at give Børnekonventionens princip om barnets bedste forrang helt inde i de fortrolige rum på Slotsholmen.

Pernille Toop
Børnenes bureau

Verden over ses en stigende interesse for at sænke valgretsalderen til 16 år, og i Tyskland overvejede man allerede for 20 år siden en fuldmagtsordning, hvor forældre kunne stemme på deres børns vegne.

Børn skal leve længst med beslutningerne

En anden mulighed er at give børn en lovsikret prioriteret position i politiske beslutninger.

Danmark kunne eksempelvis sikre obligatorisk inddragelse af børnefaglighed i alle politiske forhandlinger og gøre det lovpligtigt at afvise et initiativ eller budget, som vurderes at påvirke børns trivsel negativt.

Tiden er i hvert fald inde til, at vi som samfund udvider børns deltagelsesrettigheder på den ene eller anden måde, og ikke kun i relation til klima, plancher i skolen og individuelle socialsager, men i alle beslutninger i samfundet.

Mette, Kaare og Nina kan mene, hvad de vil, men Danmarks magthavere skal tvinges til at give Børnekonventionens princip om barnets bedste forrang helt inde i de fortrolige rum på Slotsholmen, hvor vigtige samfundsspørgsmål diskuteres, reformer udarbejdes og budgetter fastsættes.

Børn skal leve med vores beslutninger længst. Vi skylder dem en stemme i deres eget liv.