Ombudsmandens Børnekontor om årligt tilsyn: En pige, der var indlagt i psykiatrien, gav personalet et vigtigt råd

Vi er derfor opmærksomme på at skabe en uformel og tryg ramme for samtalen. Der er som regel ikke mere end to voksne fra besøgsholdet til stede, og vi begynder med en rolig snak om barnets eller den unges hverdag for eksempel om, hvilke fag barnet eller den unge har haft i skolen, eller om noget, vi har set på institutionen.

Det er samtidig også vigtigt, at vi fra starten får gjort det klart, at vi er der for at se på børns og unges rettigheder. Vi siger for eksempel: ”Vi er her ikke for at tjekke, hvordan du har opført dig, men for at se, om institutionen overholder reglerne.”

Et godt råd til de voksne  

Kan vi så regne med, at børnene og de unge fortæller os alt, hvad der er vigtigt for dem? Nej, det kan vi ikke. Nogle gange er de meget åbne og tillidsfulde. Andre gange fåmælte og tilbageholdende.

En del af de børn og unge, vi møder, er blevet svigtet under deres opvækst. De kan være skeptiske over for voksne. De kan have talt med mange myndighedspersoner i deres liv uden at have oplevelsen af at blive hjulpet.

Samtidig er børn ofte loyale over for voksne, som de er afhængige af, og kan være tilbageholdende med at kritisere eller sige noget negativt om deres omsorgspersoner. Derfor er det vigtigt, at spørgsmålene formuleres, så børnene kan fortælle om institutionen – også om uhensigtsmæssige forhold – uden at de oplever at kritisere stedet eller de voksne.

Alle de oplysninger, vi modtager, bidrager til, at vi får et indblik i, om børnenes og de unges rettigheder 

Irene Rønn Lind og Camilla Bang
Hhv. psykolog / børnesagkyndig og souschef, Ombudsmandens Børnekontor

Det kan vi for eksempel gøre ved at bede børnene om at give institutionen en karakter mellem 0 og 10. Når børnene har gjort det, har vi et konkret tal at tale ud fra. Så kan vi måske spørge: ”Hvorfor giver du stedet det tal?” Og vi kan sige: ”Hvad skulle der til, for at du ville give et højere tal?” På den måde hjælper vi børnene og de unge til at tale konkret om de ting, de savner ved institutionen eller er utilfredse med.

Vi spørger også altid børnene og de unge, om de har et godt råd til de voksne på stedet. Det får dem ofte til at nævne nogle vigtige ting, som for eksempel at de godt kunne tænke sig mere samvær med de voksne, eller at de voksne skal lade være med at råbe så meget.

Stort blåt mærke 

Selv om vi har forberedt nogle spørgsmål til de børn og unge, vi skal tale med, sker det ofte, at samtalen også går i andre retninger. Og det skal der være plads til.

Det kan være, at børnene gerne vil fortælle os om noget andet, som de synes er vigtigt, og som fylder i deres dagligdag. Det kan dreje sig om alt fra maden, sengetiderne eller utætte vinduer, til at de udtrykker behov for mere samvær med de andre børn og unge på stedet.

Når samtalen falder på børnenes og de unges relationer med de voksne, fortæller nogle også, at de mangler en voksen at tale fortroligt med. På et tilsynsbesøg sagde flere af børnene og de unge på stedet, at de ikke talte fortroligt med de voksne om personlige forhold, for eksempel hvis de var kede af det. Det var vigtigt for både os og institutionen at få at vide, fordi det havde stor betydning for børnenes og de unges trivsel i dagligdagen.  

Vi har også hørt børn og unge fortælle om mobning, og om at de ønskede mere psykologhjælp eller mere undervisning. Nogle har fortalt, at de følte sig forfulgt af en voksen på stedet, eller at nogle af de voksne talte grimt til dem. Alt sammen forhold, som det kan være svært for børnene at sige direkte til ledelsen eller andre voksne på institutionen.

En gang imellem er det, som børnene og de unge fortæller os, af særlig alvorlig karakter. Det gælder for eksempel en 14-årig drengs fortælling om en voldsom magtanvendelse, som havde givet ham et stort blåt mærke. Eller den 15-årige pige, som fortalte os om et overgreb fra en af drengene på den afdeling, hun boede på.

"Jeg har også et navn"

De oplysninger, vi modtager fra børnene og de unge, indgår naturligvis i vores opfølgning. Hvad et tilsynsbesøg konkret giver anledning til af opfølgning, afhænger af de oplysninger og forhold, der er kommet frem under besøget.

Ved afslutningen af et besøg giver besøgsholdet i alle tilfælde en tilbagemelding til ledelsen om holdets observationer. Det er en samlet vurdering af de oplysninger, vi har fået fra institutionen og fra samtaler med forældrene forud for besøget, og de oplysninger, vi har fået gennem samtaler med de anbragte børn og unge, personalet og ledelsen under besøget.  

Det er generelt vores oplevelse, at både ledelse og personale på de institutioner, vi kommer ud til, er meget lydhøre over for de iagttagelser, vi kan viderebringe fra blandt andet vores samtaler med børnene og de unge.

Der er væsentlig forskel på, hvad den enkelte fortæller til os. Men alle de oplysninger, vi modtager, bidrager til, at vi får et indblik i, om børnenes og de unges rettigheder og forhold varetages på en betryggende måde af det sted, hvor de bor eller opholder sig – og om børnene og de unge behandles værdigt og respektfuldt. 

En samtale med en pige, som var indlagt i psykiatrien, gjorde stort indtryk på os. Hun havde et godt råd til personalet på afdelingen: ”De skal tale ordentligt til mig. Ikke bare sige ’patienten dit og patienten dat’. Jeg har også et navn.”